Nicolai kæmper stadig med sin fortid: »Det er mest synd for min kone. Når jeg har det dårligst, tænker jeg, at hun skal komme videre og finde en anden«

Nicolai Stokholm Sondrup-Ottsen var blandt de første danske soldater, der tog til Balkan. I dag – over 20 år senere – kæmper han for at få erstatning og anerkendelse for sin indsats. »Når jeg siger, at jeg har PTSD, er det lige før, folk planlægger en flugtvej,« siger soldaten, der i oktober måned fortæller sin – og konens – historie i teaterforestillingen »My Deer Hunter«.

Nikolaj Stockholm og hans kone Karina fotograferet i deres hjem i Horsens onsdag den 2. september 2020. Fold sammen
Læs mere
Foto: Michael Drost-Hansen

Karina Stockholm, 44 år.
Head of Retail i Bianco Sko. Gift med Nicolai.

»Jeg blev student i 1994 og skulle ud og rejse med nogle veninder. For at tjene penge fik jeg job på Horsens´helt nye McDonald´s, der var en kæmpeattraktion på det tidspunkt. Nicolai var daglig leder. Han var sådan en social og glad fyr, der tog meget initiativ. Fra det første par år husker jeg, at vi løb på rulleskøjter gennem byen om natten, når alt var lukket.  Vi havde hele byen, alting, for os selv.«

»I 1999 blev vi gift, fordi Nicolai skulle til Kosovo. Vi havde talt med en advokat om at lave et testamente, men advokaten sagde, at det var både billigere og nemmere at gå på rådhuset. På den måde kunne jeg ikke risikere at sidde med en ejerlejlighed, jeg skulle dele med hans forældre«.

Karina Stockholm, gift med krigsveteran Nicolai

»I dag ved man nok godt, at soldaterne kommer syge hjem, selvom de ikke er blevet skudt«


»Da jeg mødte Nicolai havde han allerede været udsendt som FN-soldat til Cypern. Den tur hørte jeg meget om. Til gengæld talte vi ikke særlig meget om Kroatien, hvor oplevelserne var meget voldsommere. PTSD vidste jeg slet ikke, hvad var. Det var først senere, at jeg fornemmede at der lå noget indeni ham, som vi ikke havde fået talt om.«

»Da han tog til Kosovo, ringede han hjem hver aften på samme tidspunkt. Vores lejlighed lå lige over for Klosterkirken i Horsens, og kirken ringede med klokkerne kl 19.00. Jeg tror, at han følte, at han var hjemme, når han hørte dem i baggrunden.«

»Efter syv måneder i Kosovo, hentede jeg ham i lufthavnen. Der var ingen tilsyn med, hvordan han eller de andre soldater havde det. Der var ingen, der ringede og spurgte bagefter. Jeg tænkte faktisk heller ikke over, hvordan han havde det. Man havde jo bare haft en hverdag herhjemme, og han havde haft en hverdag dér. Og Kosovo var så tæt på. Man kunne køre derned i bil. Det virkede ikke voldsomt farligt. Så jeg hentede ham bare og så kørte vi hjem.«

»Det første, jeg bemærkede, var, at han sov virkelig dårligt om natten. Senere blev han også utrolig var ked af det. Vi tænkte vel bare, at det var en proces, han skulle igennem og så ville det blive godt igen. Vi talte faktisk utroligt lidt om, hvad det kan betyde, at man har været udsendt som soldat.«

»Jeg vidste slet ikke, hvad PTSD var. Det var først senere, at jeg fornemmede at der lå noget indeni ham, som vi ikke havde fået talt om«. Karina Stockholm er gift med Nicolai, der flere gange har været udsendt som soldat. I dag kæmper parret med hans mén. Fold sammen
Læs mere
Foto: Michael Drost-Hansen.

»I 2013 sagde Nicolai selv, at han ville ringe over til Svanemøllens Kaserne, fordi han havde det så dårligt. I de mellemliggende dage gik det op for mig, hvor slemt det stod til. Han kunne vitterlig ingenting. Han lå i sin seng, han havde voldsomme mareridt. Nogle gange var han helt fjern. Det virkede, som om han sov, selv om han var vågen. Samme år fik han sin PTSD-diagnose.«

»Nicolai tager tingene meget bogstaveligt, han er mere aggressiv, og han har det svært med store forsamlinger. Han kan få det helt dårligt, hvis vi skal ud af døren. Nogle gange presser jeg lidt på, men andre gange har han det faktisk så skidt, at det nærmest vil være tortur at tage ham med. Han har været ved flere speciallæger, der siger, at han har PTDS, men alligevel vil Arbejdsskadestyrelsen ikke godkende det. Det har stået på i årevis. I mine øjne kan vi ikke være bekendt at sende folk afsted og så ikke ville hjælpe dem bagefter.«

»Vi har en søn på 17 år, en pige på 14 år og en efternøler på fem, og vi har da talt om, at far godt kan skælde ud over noget, som kan virke uretfærdigt. Jeg har fundet nogle pjecer til børn og unge, så de bedre kan forstå hans reaktionsmønster. De skal vide, at deres fars humør ikke har noget med dem at gøre.«

Karina Stockholm, gift med krigsveteran Nicolai

»Det havde nok været nemmere, hvis han havde manglet en arm eller et ben. At noget er gået i stykker indeni, er meget svært for folk at forstå.«


»Alle min jobs har altid handlet om at løse en masse problemer, og det er nok også sådan, jeg har håndteret det her. Selvfølgelig har vi været udfordrede, men vi har også en hverdag, der skal køre. Hvis man skal sige noget positivt, så er det, at der altid har været nogle herhjemme for vores børn. Der er også familier, der bliver skilt, fordi den ene part altid er på arbejde. Så på den måde fungerer tingene alligevel.«
l
»Jeg synes, at det er fint, at Nicolai er med i teaterstykket. Det er noget, han ofte har drømt om. Jeg synes, at det er relevant at høre hans historie. Der er jo hele tiden folk, der bliver udsendt og kommer hjem med store problemer. Og hvorfor ikke få veteranerne til at fortælle deres egne historier?«

»Nu har jeg læst en del om PTSD, og så tænker jeg: »Hold da kæft, hvis bare jeg havde vidst alt det, da Nicolai kom hjem«. Men det er først med krigene i Irak og Afghanistan, at vi er begyndt at tale om, hvordan veteranerne har det. I dag ved man godt, at soldaterne kommer syge hjem, selvom de ikke er blevet skudt, men det havde nok været nemmere, hvis han havde manglet en arm eller et ben. At noget er gået i stykker indeni, er meget svært for folk at forstå.«

____________________________________________________________________________

»Selvfølgelig har vi været udfordret, men vi har også en hverdag, der skal køre. Hvis man skal sige noget positivt, så er det, at der altid har været nogen herhjemme for vores børn. Der er også familier, der bliver skilt, fordi den ene part altid er på arbejde,« siger Nicolai og Karina Stokholm. Fold sammen
Læs mere
Foto: Michael Drost-Hansen.

Nicolai Stokholm Sondrup-Ottsen, 50 år. Tidligere soldat på Cypern og i Kroatien og Kosovo. Gift med Karina.

»Min biologiske far, som jeg ikke har kontakt med i dag, var FN-soldat på Cypern, så det ville jeg også være. Det var fantastisk. Vi lå på stranden og slikkede en masse sol. Vi arbejdede en uge og havde fri en uge. Det nemmeste liv i verden er at være udstationeret soldat. Du får vasket dit tøj, du bliver vækket om morgenen, det er lige før, de putter dig om aftenen. Der er ingen af de dagligdags trivialiteter. Mit ophold på Cypern var ren grisefest med løn.«

»Nogle år efter Cypern blev jeg ringet op og spurgt, om jeg ville til Kroatien. Der var to danske soldater, der skulle udskiftes. Jeg sagde ja, og tre dage efter stod jeg i lufthavnen i Zagreb uden anelse om, hvad der skulle ske. Jeg fik en fragmentationsvest og et gevær, og så sagde de: »Så kører vi«. Det viste sig, at de to danske soldater havde drukket sig fulde og stjålet en taxa, fordi de ville hjem til Danmark. Det var ikke lige den historie, jeg fik fortalt, før jeg sagde ja.«

»Vi var i en muslimsk enklave, der ligger lukket inde mellem Bosnien og Kroatien. De kunne ikke lide hinanden, de var kun enige om at hade muslimerne. Især serbere var ekstremt aggressive. Vi forsøgte virkelig at dæmpe gemytterne og snakke med lokalbefolkningen, men det blev hele tiden værre. På et tidspunkt fik vi nogle britiske soldater over til os, fordi de var mere kampvante. Vi måtte til gengæld ingenting.«

»Vi så de mest forfærdelige ting ske uden at kunne gøre noget. En dag så jeg en mand, der var gået i panik. Han stod i et skyttehul og kunne ikke komme op. Siderne skrånede for meget, og manden hoppede og forsøgte at få fat i noget, han kunne hive sig op i. Han kæmpede og kæmpede. Jeg stod på afstand og fulgte med og tænkte: Nu dør han. Pludselig kom der to mand og hev ham op. Jeg nåede lige at tænke: »Yes«. Så lød det et brag, og så var de væk. Tre mennesker forsvandt bare.«

»Vi talte aldrig om vores oplevelser i lejren. Vi talte mest om, hvad der skulle ske, når vi kom hjem til Danmark, hvilken film, man havde set, eller hvad der skulle ske i messen om aftenen.«

»Da jeg kom hjem fra Kroatien, sagde mine gamle venner; »Aj, du er blevet rigtig voksen nu. Så stille og eftertænksom«. Bagefter har jeg tænkt, at det ikke handlede om eftertænksomhed. Jeg var bare ikke var den samme mere«. 50-årige Nicolaj Stockholm var flere gange udsendt som soldat. Fold sammen
Læs mere
Foto: Michael Drost-Hansen.

»Da vi landede i Danmark, sad vi 150 soldater i et kæmpe auditorium foran en befalingsmand, der råbte, om der var nogen, der havde brug for en psykolog eller læge. Hvis man havde rakt hånden op, var der nok blevet råbt buh fra de andre 149. Der var en klar stemning af, at rigtige mænd ikke fejler noget efter en krig.

»Da jeg kom hjem fra Kroatien, sagde mine gamle venner; »Aj, du er blevet rigtig voksen nu. Så stille og eftertænksom«. Bagefter har jeg tænkt, at det ikke handlede om eftertænksomhed. Jeg var bare ikke var den samme mere«.

»Den første aften, jeg var hjemme fra Kroatien, bad jeg min mor rulle gardinerne for. Hun forstod det ikke. De bor på landet og har fem kilometer til nærmeste nabo. Men jeg kunne ikke have det. Du kan ikke se, hvem der står udenfor og kigger ind. Det var jeg vitterlig bange for.«

Nicolai Stokholm Sondrup-Ottsen

»Når jeg lukkede øjnene, var det ligesom at være hjemme. Ramte jeg det øjeblik kunne det redde hele min dag«.«


»Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle lave efter Kroatien, men da McDonald´s åbnede sin restaurant i Horsens, søgte de en leder. Min drøm var nok at blive fastansat i forsvaret, men jeg havde lige brug for en pause. Ved vores første møde sad Karina lige bag ved døren, og da jeg så hende, var jeg solgt. Jeg syntes, hun var så dejlig, og hun var rasende dygtig. Det var også derfor, jeg stoppede på jobbet. Hun kom buldrende bagfra, og jeg tænkte »hun tager sgu mit job, jeg må videre«.«

»Karina støttede fuldstændig op om min beslutning om at tage til Kosovo. Vi har fundet en del breve, hvor jeg skriver til hende, at jeg har det dårligt, men jeg tror ikke, at vi tog det så alvorligt. Der var to telefoner i lejren, som man skulle stå i kø til. Nogle gange kunne jeg time det sådan, at jeg kom igennem kl 19.00, så jeg kunne høre klokkerne fra Klosterkirken i Horsens. Når jeg lukkede øjnene, var det ligesom at være hjemme. Ramte jeg det øjeblik, kunne det redde hele min dag«.

»I Kosovo lavede vi politiarbejde, selv om vi var trænet til bykamp. Vi var en deling på 30 mand, der lå ude ved grænsen til Serbien og undersøgte køretøjer. Så kom optøjerne i byen Mitrovitza, der bliver delt af en flod. På den ene side boede albanere og på den anden side serberne. Albanerne var muslimer, og serberne var skøre. Engang var vi 120 mand, der skulle styre 5000 demonstranter. De kunne have løbet os over ende. Jeg stod 18 timer i tårnet og pissede i flasker og frygtede, at den første, der ville blive skudt, ville være mig, fordi jeg sad med det største våben. 18 timer er lang tid, hvis du ved, at lige om lidt kan det sige »ping«, og så er det slut.«

»Da jeg kom hjem, arbejdede jeg som driftsleder hos ISS, men jeg fik det stadig dårligere. Da min mor døde i 2002, var det dråben. Jeg sad bare inde i stuen i tre måneder og kiggede ud i haven. Det var, som om noget bristede indeni.«

Nicolai Stokholm Sondrup-Ottsen

»Det er mest synd for min kone. Jeg synes, at hun skal komme videre og finde en anden«


»Vi talte slet ikke om PTSD, da jeg kom hjem. Det ændrede sig senere, med krigene i Irak og Afghanistan, hvor der kom lig på bordet. Selvfølgelig er der også sket nogle ting med Balkan-veteraner, som min mekaniker, Lars, der slog sin familie ihjel, og garderen, der rendte rundt i gaderne med et sværd. Alle de episoder har gjort, at man har fået øjnene op for, at mange af veteranerne kommer hjem med skader. Jeg tror kun, at vi har set toppen af isbjerget. Det går som regel 8-10 år, før tingene bobler over, så vi ved jo reelt ikke, hvor mange der kommer hjem med skader fra f.eks. Afghanistan.«

»Nogle gange vågner jeg op om natten og leder efter min riffel på gulvet. Gennem de sidste 8-10 år har jeg mistet lysten til at være sammen med andre folk. De forstår mig ikke. Karina siger, at jeg skal være bedre til at forklare. Jeg siger, at de skal være bedre til at spørge. Det er mest synd for min kone. Når jeg har det dårligst, tænker jeg, at hun skal komme videre og finde en anden.«

»I Danmark kan folk slet ikke finde ud af at spørge til krigsveteraner. Jeg har flere gange oplevet, at folk spørger, om jeg har slået nogen ihjel. Det er da det dummeste spørgsmål, man kan stille. Krig er ikke underholdning. I USA takker man soldaterne på deres indsats. Ved du, hvor mange danskere, der har takket mig? Nul.«

»Når jeg siger, at jeg har PTSD, er det lige før, folk planlægger en flugtvej. Men man er jo ikke farlig, fordi man har PTSD.«

»I Arbejdsskadestyrelsen har jeg en sag liggende, på 765 sider. Den har efterhånden kørt i mange år. Det virker, som om styrelsen gør alt, hvad den kan, for at slippe udenom, på trods af mange speciallægeerklæringer, der alle siger, at jeg har PTSD.«

»For min skyld kan de beholde erstatningen og sætte medaljen på en gris. Men jeg vil anerkendes for, at jeg gjorde en indsats. Jeg har ikke bedt om en million, men jeg ved, at jeg har lidt et stort økonomisk tab, og hvis ikke Karina kunne forsørge mig, ville jeg ende i en etværelses med mit eget forvirrede hoved.«