Nick Cave jagter spøgelser på smukt album

Den australske sanger strækker stemmen, lyden og lyrikken for at nå sin døde søn. Selvfølgelig forgæves. Men hans sange om tabet og sorgen stiger roligt til vejrs.

Nick Cave & The Bad Seeds spillede en fantastisk koncert i Royal Arena i 2017 efter albummet »Skeleton Tree«. Hans nye album kredser ligesom forgængeren om sønnens død. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Mathiassen

I dokumentarfilmen ​»One More Time with Feeling« stiller Nick Cave sig selv et spørgsmål. Filmen følger hans arbejde med det forrige album, ​»Skeleton Tree«, der blev indspillet kort efter, at hans 15-årige søn var styrtet i døden fra en klippe.

»When did you become the object of pity?,« spørger han.

Han vidste, at rystelserne fra hans private tragedie påvirkede det offentlige billede af ham. Hidtil havde han gemt sig bag gådefuld coolness og bag sange, der har spændt fra gammeltestamentlig vrede til total hengivenhed. Nu var det slut. Alle så, at der lige nu stod en far i sorg.

»Sønnen spøger gennem samtlige 68 minutter. Hele vejen virker det som om, at Cave strækker fingrene til det yderste for blot at strejfe denne ånd.«


Men selv om han i filmen skulle vænne sig til opmærksomheden, banede den en vej frem for Nick Cave. Koncerterne efter »Skeleton Tree« blev hans mest udadvendte nogensinde, fordi, viste det sig, at han kunne bruge fællesskabet i sin sorgproces.

Lod tordenkilen hvile

Visse forkullede hardcorefans havde godt nok svært ved at acceptere, at han lod tordenkilen hvile, og der er gudhjælpemig mennesker, der taler om, at »den rigtige Nick Cave« er forsvundet. Der er dårligt nyt til dem, godt nyt til andre: På dobbeltalbummet »Ghosteen« føjer Nick Cave igen nye nuancer til sit virke. Selve albumtitlen refererer til en vandrende ånd, og således spøger sønnen gennem samtlige 68 minutter. Hele vejen virker det, som om Nick Cave strækker fingrene til det yderste for blot at strejfe denne ånd.

Netop handling og efterfølgende refleksion adskiller »Ghosteen« fra »Skeleton Tree«. Mens forgængeren lød som et forstenet chok, har »Ghosteen« en varmere og luftigere tone.

Albumtitlen »Ghosteen« refererer til en vandrende ånd, og coveret, der både er religiøst og kitchet i sit udtryk er et maleri af kunstneren Tom duBois. Fold sammen
Læs mere

Allerede i åbningsnummeret, »Spinning Song«, messer Cave: »Peace will come« med en indfølt falset. Andre steder synger han drømmende, andre igen nøgternt konstaterende. Gang på gang løfter vokalen sangene fra at duve mildt til at stige til vejrs. Især på albummets første halvdel, der består af otte mere regulære numre, mens anden halvdel udgøres af to lange sange på henholdsvis 12 og 14 minutter, adskilt af en tekstrecitation.

Bandet The Bad Seeds’ rolle er mere end tidligere at træde i baggrunden og bære Nick Cave. Trommeslageren og percussionisten må have kedet sig bravt i studiet – et par diskrete slag mod slutningen er nærmest alt, de bidrager med.

Men med små stigninger og fald, oftest skabt af synthesizers, klaver og kor, skaber bandet et trygt, æterisk rum til Nick Caves viltre galleri – sorte sommerfugle, brændende heste og gamle kendinge som Jesus og Elvis. Som sædvanlig regner det også et sted.

Når en anelse af den kompositoriske spændstighed forsvinder på albummets anden halvdel, griber lyrikken fortsat. Som når Nick Cave på afslutningsnummeret, »Hollywood«, væver på den buddhistiske historie om kvinden Kisa, der slutter fred med tabet af sit barn. Hos Nick Cave ender det ikke så harmonisk: I’m just waiting now for my peace to come«, synger han, lige inden albummet rinder ud.

Hvilket kun fremhæver, hvad han har sat på spil ved at åbne sig midt i sorgen.

Nick Cave & The Bad Seeds
»Ghosteen«
Bad Seed Ltd.