Ni at glæde sig til

Nu begynder kunstudstillingerne for alvor, og der er noget for enhver smag. Sjove, sanselige, alvorlige og tankevækkende, historiske og kunsthistoriske udstillinger. Berlingskes kunstredaktør Torben Weirup guider til ni udstillinger i hovedstadsområdets kunsthaller og kunstmuseer i de kommende måneder.

Théodore Rousseaus værker, der blandt andet indeholder malerier af landskaberne omkring Mont Blanc, udstilles på Glyptoteket i efteråret. Fold sammen
Læs mere
Foto: Glyptoteket Charles Walbridge

Den uforudsigelige

Pist Protta er navnet på landets mest morsomme og uforudsigelige kunsttidsskrift. Eller måske rettere: Kunstnertidsskrift. Der kan sagtens være uforståelige tekster i Pist Protta, men så er det, fordi de er kunst. Ikke fordi de er overdrevent akademiske fremstillinger af den slags, der i stedet for at formidle indsigt og oplevelse fordriver mennesker fra billedkunsten – sådan som man finder i så mange andre tidsskrifter.

Pist Protta er emnet for en udstilling på Charlottenborg, der åbner i midten af september.

Hvert nummer af Pist Protta adskiller sig i indhold og udseende markant fra hinanden. Undertiden kan det være vanskeligt for et tidsskrift at opretholde udgivelsesfrekvensen, og selv om Pist Protta tilsyneladende under alle omstændigheder udkommer, som vinden blæser, syntes redaktionen på et tidspunkt alligevel, at den var kommet bagud.

Det problem løste tidsskriftet ved at udsende 12 numre på én gang. Dog kun forsiderne af numrene. Til gengæld kunne man så se, hvad man gik glip af som for eksempel essays om »Døre og vinduer – fra Hammershøi til Bruce Naumann«.

Museum Pist Protta vises på Charlottenborg 16. september til 6. november

Den visuelle

Kunsthallen viser en udstilling om den danske fotograf Jacob A. Riis (1849-1914), der på indtil flere måder var en pioner. Journalistik kan føre til meget, hvis man slår til i det afgørende øjeblik, og den oprindeligt tømreruddannede ribegenser, der i 1870 udvandrede til USA, blev politireporter. Det gav ham en dyb indsigt i storbyens slumkvarterer – og i 1887 begyndte han at tage billeder af den sociale nød. Det vakte opsigt og anerkendelse.

Theodore Roosevelt kaldte ham »New Yorks mest nyttige borger«, og skønt sigtet med billederne var at appellere til offentligheden, var Jacob Riis også en teknisk dygtig fotograf, der kendte sine æstetiske virkemidler. Hans bog fra 1890, »Hvordan den anden halvdel lever«, er blevet en klassiker, senere fotograferer stadig refererer til.

Jacob A. Riis – Light in dark places kan ses i Kunstforeningen Gl. Strand fra 1. oktober til 8. januar

Den censurerede

»Kunstnernes Efteraarsudstilling er Navnet paa et Foretagende, der i Aar for første Gang føres ud i Livet men forhaabentlig i Fremtiden bliver en fast og varig Institution,« skrev Berlingske 10. september 1900. Det redaktionelle ønske er blevet opfyldt. KE er blevet vist stort set hvert år lige siden. Kunstnernes Efterårsudstilling er også blevet en institution. Omend den har haft sine storhedstider og det modsatte.

KE er en censureret udstilling. Det vil sige, at kunstnere sender malerier, skulpturer, grafik osv. ind til kollegial bedømmelse. De få værker, der slipper igennem censuren, bliver så udstillet. Ligesom Charlottenborgs Forårsudstilling har KE haft en enorm betydning, fordi begge tidligere var nogle af de meget få indgangsdøre til det etablerede kunstliv.

KE er stadig en relevant platform, fordi mange mennesker ser udstillingen og vurderer, om der er noget nyt på vej. Men dagens kunstliv rummer mange andre muligheder som for eksempel de talrige gallerier og kunstnerdrevne udstillingssteder.

KE Weeks finder sted fra 5.-20. november og kan ses i Den Frie Udstillings Bygning

Den dystre

Efterårets store udstilling i Ordrupgaards Malerisamling kredser om Monet og impressionismen, men efter den er slut 4. december, åbner en ny om en helt anderledes dyster maler, nemlig L.A. Ring, der er mest kendt for sine tunge og melankolske, symbolistiske værker. Det er billeder af det, der allerede dengang blev oplevet som hovedstadens modsætning, som et Udkantsdanmark præget af fattigdom, opbrud, udlængsel og gammeltliv.

Og så bliver det faktisk en lysere side af L.A. Ring, Ordrupgaard skildrer i udstillingen, der føjer sig ind i en længere række af fortællinger om kunstnerhjem og kunstnerpar – som for eksempel Alhed & Johannes Larsen og Anna & Fritz Syberg.

I midten af 1890erne indgik L.A. Ring (1854-1933) ægteskab med Sigrid Kähler. Det blev et lykkeligt samliv, og der kom en lysere tone over L.A. Rings billeder, hans motiver skiftede til hjemmet, hustruen og børnene.

Og via ægteskabet kom L.A. Ring i kontakt med Kählers berømte keramikværksted. Som for så mange andre af tidens kvinder betød det omvendt et farvel til hustruens kunstneriske ambitioner. Der var kun plads til én kunstner i den familie.

L.A. Ring-udstillingen på Ordrupgaard begynder 6. december og slutter 26. februar

Den næbbede

Fugle er et genkommende motiv i maleriet – og da det i 2016 er 50-året for stiftelsen af Fugleværnsfonden, markeres det på Sophienholm med en udstilling om... fugle.

Udstillingen, der er blevet til i samarbejde med Johannes Larsen Museet i Kerteminde, består af billeder med fuglemotiver. Johannes Larsen, for hvem fugle var et hovedmotiv, er naturligvis selv repræsenteret på udstillingen, og det samme er afdøde kunstnere som Ole Kielberg og Harald Leth.

Af nulevende udstiller Jens Overgaard Christensen, Carl Christian Tofte, Jens Gregersen, Lars Abrahamsen, John Olsen, Jon Fjeldså, Lars Jonsson, Ulrik Stenshøj og Michael Kvium.

»Himlens fugle« vises fra 10. september til 6. november på Sophienholm

Michael Kvium er blandt udstillerne, når Sophienholm viser en temaudstilling om fugle. Fold sammen
Læs mere
Foto: Pressefoto.

Den grænseoverskridende

J.F. Willumsen, der levede fra 1863 til 1958, er en af Danmarks helt store kunstnere. Vild. Uregerlig. Grænseoverskridende. Pathosfyldt. For meget. Umådelig – og umådelig opfindsom med et virke, der strækker sig fra maleri til arkitektur. Og til keramik. Et af hans mest kendte og også tidligste keramiske arbejder er »Familievasen«.

»Familievasen«, der er fra 1891, tilhører Designmuseum Danmark, som i anledning af 125-året for »Familievasen«’s tilblivelse viser en mindre udstilling om dens tilblivelse. Det sker samtidig med udgivelse af en bog om værket, »Familie på træben«, skrevet af keramikeren Peder Rasmussen, der i flere omgange har parafraseret Willumsen. Udstillingen rummer også værker af Peder Rasmussen selv og billedkunstneren Peter Carlsen.

Udstillingen om J.F. Willumsens »Familievase« vises i Designmuseum Danmark fra 16. september til 8. januar.

Den sanselige

Kunsthal Nikolaj lokker med en udstilling, der henvender sig til alle mellem 0 og 117 år. »Hullet i rummet« er en sanseudstilling skabt af Trine Boesen, der gerne arbejder med store, kaotiske billeder og installationer.

Og noget tyder på, at det bliver en usædvanlig udstilling, for udstillingsbygningen skriver selv, at det drejer sig om »endeløse skilteskove, hemmelige kroge, nedstyrtede satellitter, kikkerter og kalejdoskoper. Her er bløde meteorstorme, vægtløse kloder, lyde på afveje og sorte huller man nemt kan blive væk i.«

»Hullet i rummet« kan sanses frem til 13. november i Kunsthal Nikolaj

Den med vild natur

Théodore Rousseau er navnet på en fransk maler, der tilhører generationen lige før impressionisterne – og på sin vis blev glemt i den skandalesucces, impressionisterne blev i deres samtid.

Omvendt kan Théodore Rousseau (1812-67) siges at foregribe impressionisternes stærkt subjektive maleri med sine vilde landskabsbilleder, hvoraf mange er malet på en af de mest berømte adresser i fransk kunst: Landsbyen Barbizon sydøst for Paris i hvis omegn, der var store uberørte skovområder, og som derfor blev et ofte brugt motiv blandt hele kolonier af malere.

Théodore Rousseau er dog ikke mere glemt, end at han er repræsenteret i kunstmuseer og vigtige samlinger rundt om i verden og herhjemme blandt andet i Glyptoteket, der folder hans værk ud i en større udstilling.

Théodore Rousseau-udstillingen vises i Glyptoteket fra 13. oktober til 8. januar

Den farverige

Peter Bonnén er mest kendt for sine minimalistiske stålskulpturer, der i øvrigt blev en direkte anledning til rindalismen og kunstfonddebatten i midten af 1960erne. Men i de seneste år har Peter Bonnén også arbejdet med fotografi. Fotografi i stort format.

Motivisk søger han det, der ofte kaldes »forfaldets skønhed« – og det har Bonnén fundet i det lille land Dibouti på Afrikas østkyst. Peter Bonnén er, ligesom Bruce Chatwin, der også fotograferende under sine rejser, blevet fascineret af de stærkt farvede og kontrastfyldte husfacader, og dem har han fastholdt i billeder, som var udsnittene malerier.

Peter Bonnéns udstilling, »Diboutis farver«, åbner 23. november i Davids Samling og vises indtil videre