Newyorker-attitude i spandevis

Amerikanske Interpol er en af de mest anerkendte grupper på indierock-scenen. De afviser blankt at tænke over hverken image eller inspiration og hader at blive sammenlignet med andre.

New Yorker-bandet Interpol. Øverst fra venstre er det trommeslager Sam Fogarino, guitarist Daniel Kessler, bassist Carlos Dengler (nederst tv.) og forsanger Paul Banks. Fold sammen
Læs mere

De er indbegrebet af god stil de fire herrer fra New Yorker-bandet Interpol, der netop har gæstet Danmark, hvor de optrådte ved en udsolgt koncert i Vega. Altid iført tætsiddende jakkesæt begejstrer de publikum med deres dystre og melankolske indierock, som, om de vil være ved det eller ej, trækker tydelige linjer fra sen-halvfjerdsernes postpunk.

Bandet runder snart ti-års jubilæum, og selvom det først var i 2002, at nogen fik lyst til at give dem en pladekontrakt, brød de med debutalbummet »Turn on the Bright Lights« hurtigt ud af undergrunden og op på den internationale indie-scene.

Interpol er ikke kun i Europa for at give koncert, men også for at promovere deres tredje udgivelse med titlen »Our Love to Admire«, og Englands største musikmagasin Q har i denne måneds udgave valgt at placere dem på syvendepladsen over de ti mest spændende bands i verden lige nu.

Det var i sin tid guitarist Daniel Kessler, der samlede gruppen, som derudover består af forsanger Paul Banks, bassist Carlos Dengler og trommeslager Sam Fogarino. Det er også 32-årige Kessler, der får æren af at håndtere pressen ved besøget i Danmark

Og der skal ikke mange stikord til at få ham til at tale længe og passioneret om den måde, Interpols musik bliver til på. Det er et samarbejde de fire imellem, der som regel starter derhjemme alene, men altid slutter i studiet i fællesskab.

»Der opstår noget særligt, når vi arbejder videre på sangene sammen. Sådan har det altid været, selv før vi blev bevidste om, hvad der egentlig skete. Du har ingen anelse om, hvor sangen ender, fordi alle kommer med forskellige ideer, og til sidst er den alles ejendom,« fortæller han.

Interpol er et utal af gange blevet sammenlignet med postpunk-bandet Joy Division, og det engelske fremadstormende band Editors, der også netop har udgivet ny CD, er på samme måde blevet sammenlignet med Interpol. Men da snakken falder på, hvem de lader sig inspirere af, rynker Daniel Kessler panden og læner sig med korslagte arme tilbage i lædersofaen.

»Sådan opererer vi ikke. Det ville være falsk. Det lyder måske som et letkøbt svar, men vi er vores egen største inspirationskilde. Når fire mennesker arbejder sammen i et rum, bliver en hel masse information byttet på kryds og tværs, og du tænker ikke over så meget andet. Vi reagerer kun på, hvad der sker i rummet,« siger han.

Er I trætte af at blive sammenlignet med andre?

»Ja,« sukker han. »Det er irrelevant. Det betyder ikke noget for os.«

Følsomheden er vigtigst
Medlemmerne af Interpol er hverken barndomsvenner eller har mødt hinanden gennem musikmiljøet. Daniel Kessler drømte som et par og tyve-årig om at starte sit eget band og kendte Carlos Dengler fra sin historieklasse på universitetet i New York.

»Vi så begge anderledes ud end de andre, og lignede stilistisk set langtfra en gennemsnit-amerikansk studerende. Carlos er en karakter, og jeg var allerede en karakter dengang, og jeg havde en følelse af, at det kunne blive godt,« husker han.

Forsanger Paul Banks mødte Kessler under et sprogophold i Paris, og de havde egentlig mistet kontakten, indtil de tilfældigvis rendte på hinanden i New Yorks gader, hvorefter han kom med i bandet. Den oprindelige trommeslager hed Greg Drudy, men efter at han forlod gruppen i 2000, blev Sam Fogarino, som Kessler kendte fra en pladeforretning, hevet ind. Om de var verdens bedste musikere var egentlig underordnet for Kessler, han gik målrettet efter nogle helt andre kvaliteter.

»Jeg var egentlig ret ligeglad med, hvor gode musikere de var, eller hvilken musik de foretrak. Jeg var mere interesseret i deres følsomhed, og om de rummede nogle interessante ideer både musikalsk og i forhold til livet. Hvis ikke du også har nogle fede ideer, så kan det være lige meget,« siger han og tilføjer, at han ikke selv er en specielt god guitarist.

»Jeg kan ikke spille særlig hurtigt, og jeg ville aldrig kunne spille i et jazzband og vil heller ikke. Da jeg var barn og lyttede til musik, tænkte jeg aldrig, han spiller virkelig godt. Jeg var mere interesseret i historien og følelserne bag. Det gjorde virkelig noget for mig.«

Mens de fleste rockmusikere uniformerer sig i slidte jeans og gummisko, har Interpol helt fra starten været kendt for at bære moderigtige jakkesæt både privat og på scenen. Men på trods af at det virker påfaldende, at de alle har valgt at køre den samme stil, så er det ikke noget, Kessler ønsker at tale om.

»Der er ikke nogen historie bag jakkesættene. Det er bare vores individuelle tøjstil, vi klæder os alle forskelligt,« siger han afvisende.

Vil det sige, at I aldrig tænker over jeres image?

»Jeg synes ikke, vi er særlig image-minded. Det har jeg heller ikke lyst til. Hvis du ikke havde stillet det spørgsmål, ville jeg aldrig have talt om image, for det er ikke vigtigt. For nogle bands er det vigtigt, men det har det aldrig været for mig. Det eneste vigtige er musikken.«

Noget andet, der ligger ham mere på sinde, er hjembyen New York, som den seneste årrække har udklækket det ene mere succesfulde rock-band efter det andet.

»Da vi startede, skete der ikke noget i New York, der var ingen store bands, og ingen talte om New York og musik. Det har ændret sig meget nu især efter The Strokes. Folk blev meget begejstrede og begyndte at undre sig over, hvad der foregik i New York.«

Det betyder dog ikke, at der ikke var gode bands før, folk var bare ikke opmærksomme på det, mener han.

»Du kan ikke sige, at The Strokes startede det, for det har altid været der. Men de fangede folk over hele verden, og hvis du tager til Detroit, Michigan, er der måske en masse talentfulde bands der lige nu, men ingen leder efter dem. Hvis vi var blevet opdaget i 1998, havde det måske ikke virket, for folk var ikke klar til rocknroll eller indierock på det tidspunkt. Men egentlig kan jeg bedst lide at være der, hvor der ikke sker noget. Det er der, jeg har lyst til at tage hen,« reflekterer han.