New York Times køber stort internetfænomen

Det amerikanske medie New York Times har netop købt det populære ordspil »Wordle« for et millionbeløb. Spillet har på få måneder opnået stor succes verden over og i Danmark.

På rekordtid har det ordspillet »Wordle« taget internettet med storm. Nu er det solgt for et millionbeløb til det amerikanske medie New York Times. Dado Ruvic

Mandag blev det offentliggjort, at New York Times har valgt at tilføje det populære spil »Wordle« til deres portefølje af spil.

Det skriver Wall Street Journal.

Med købet flyttes spillet samtidig fra dets nuværende platform til New York Times’ hjemmeside og app, men en talsperson fra avisen fortæller, at spillet indtil videre fortsat vil være gratis, men at de ikke har lagt yderligere planer for spillets fremtid.

Spillets ophavsmand, programmøren Josh Wardle, fortæller, at han nu skal arbejde sammen med New York Times om at videreudvikle spillet oven på den uventede succes, som spillet har fået siden lanceringen i oktober.

»Det har været fantastisk at se spillet bringe glæde til så mange mennesker, og jeg er meget taknemmelig for alle de personlige historier, folk har delt med mig – lige fra historier om »Wordle«, der har bragt familiemedlemmer sammen over store afstande, til historier om venlige rivaliseringer,« skriver han på Twitter.

Hurtigtvoksende fænomen

Josh Wardle fortæller, at med den store succes, spillet har opnået, har det været nødvendigt at få stærkere kræfter med på holdet.

»Jeg ville dog lyve, hvis jeg sagde, at det hele ikke har været overvældende. Jeg er trods alt kun én person, og det er vigtig for mig, at »Wordle« stadig giver gode oplevelser til folk i takt med, at det vokser,« siger han på Twitter.

Han forklarer, at han længe har været en beundrer af New York Times’ spilunivers, og at det derfor føles meget naturligt for ham at lade det amerikanske medie tage styringen, nu hvor spillet skal føres ind i en ny fase.

Spillet, som blot har eksisteret siden oktober sidste år, har opnået stor popularitet med mere end to millioner daglige brugere. Denne succes skyldes blandt andet, at spillet er enkelt at lære, og at man ikke kan spille sig træt, da man kun kan spille det én gang om dagen.

Spillet vinder også udbredelse i Danmark, hvor den danske udgave »Wørdle« nu har mere end 13.000 daglige brugere.

Prisen, som den det amerikanske medie har skullet betale for det populære spil, er ukendt, men ligger i millionklassen.