Neuroser og morgenlys

August Strindbergs penne lå som skalpeller på bordet, Kristian Lundberg skriver til et æggeurs tikken, Karl Ove Knausgård sidder i et møgbeskidt hus. Vi ser nærmere på de rutiner og tvangshandlinger, forfattere underlægger sig i jagten på de perfekte ord.

Illustration: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når Kristian Lundberg står op, drejer han æggeuret hen på 15 minutter. Så sætter han sig og skriver, intenst og fokuseret, indtil uret ringer ude i køkkenet. Det er alt, han har at gøre godt med. Et enkelt kvarter tidligt om morgenen, inden hans misbrug, sindslidelse og løsarbejde river ham væk fra det, han helst vil: Skrive.

For Kristian Lundberg er forfatterskabets betingelser og ritualer formet af den virkelighed, han lever i og under i Malmø. For andre forfattere er det anderledes. Det står klart, hvis man som jeg interesserer sig for forfatteres arbejdsmåder. For det helt konkrete og lavpraktiske. Tidspunktet, rummet, skrivebordet. Alle de omstændigheder, der er med til at farve det skrevne, og som er forskellige fra forfatter til forfatter, fra psyke til psyke, fra liv til liv.

Alligevel er der mønstre i dét, forfattere i bøger, essays og interviews beretter om deres skriverliv. Fra det skemalagte over det møgbeskidte til det neurotiske, men altid – hvor besynderlig arbejdsdagen end måtte fremstå – justeret efter, hvad der giver de optimale betingelser for skriften; hvad der åbner bedst muligt op for strømmen af ord og ideer.

Skal man tro forfatterne, så begynder deres arbejdsdage tidligt. Langt de fleste fortæller, at de skriver fra solopgang. Eller endnu tidligere. Som Haruki Murakami, der har meget faste rutiner i hjemmet i Tokyo: »Når jeg skriver på en roman, står jeg op klokken fire om morgenen og skriver i fire til seks timer«, har han fortalt, og amerikanske Don DeLillo følger samme rutine: »Jeg arbejder om morgenen, ved en gammeldags skrivemaskine«.

Don DeLillo og Haruki Murakami er repræsentanter for de mange forfattere, der udnytter morgenens stilhed og tankernes klarhed og hører desuden til dem, der bruger en løbetur som en slags transit eller renselsesproces efter morgenens arbejde. Efter løbet er de så at sige klar til at træde ind i verden igen; til at bevæge sig over tærsklen mellem den indre og ydre verden.

En anden morgenforfatter, der dog ikke løb, var Ernest Hemingway: »Når jeg arbejder på en bog eller en historie, skriver jeg så tidligt som muligt og så tæt på det første dagslys som muligt. Der er der ingen, der forstyrrer, det er køligt eller koldt, og jeg bliver varm, mens jeg skriver.«

Ernest Hemingway er også repræsentant for en anden bemærkelsesværdig adfærd blandt forfattere. Han stod nemlig op og skrev. Ved en pult eller kommode med skrivemaskinen i brysthøjde. En prototype på hævesænkebordet, kunne man sige. Andre stående forfattere er den pensionerede amerikaner Philip Roth og afdøde danske Villy Sørensen, der begge som Hemingway led af kroniske rygsmerter og derfor ikke kan eller kunne sidde ned og skrive.

Hvordan det føles, er i det hele taget et afgørende parameter. Enten rent fysisk – rygsmerter, lammelser eller blindhed som hos argentinske Jorge Louis Borges, der dikterede sine historier – eller mentalt.

På det mentale område kan tanken om snart at skulle skrive noget stort, noget væsentligt, føre til tvangstanker. Som højdespringerens tics og aparte bevægelser inden springet. For forfattere resulterer det i OCD-lignende adfærd. Som den hysteriske orden, August Strindberg holdt på sine svenske skriveborde, hvor pennene på gamle fotografier ligger linet op. Lige så sirligt og stringent som en kirurgs skalpeller.

Det ydre kan med andre ord hænge sammen med det indre på måder, der tangerer det anormale eller overtroiske. Som amerikanske Joan Didions forhold til sine manuskripter: »Når jeg er ved at være færdig med at skrive en bog, sover jeg i samme rum som den«. Eller som hendes afdøde landsmand Jack Kerouac, der i en periode »tændte et lys, når jeg begyndte at skrive og slukkede det igen, når skrivearbejdet var afsluttet«.

Ordenen – der kan få selv de vildeste forfattere til at fremstå småborgerlige – og overtroen er forsøg på at skabe farbare veje frem og ind i ordenes og ideernes viltre, svært kontrollerbare virkelighed. Men hvor August Strindbergs vilde skabersind krævede absolut kontrol på skrivebordet, så gælder det stik modsatte for norske Karl Ove Knausgård, der skriver i et lille uopvarmet hus i Österlen, hvor askebægrene sjældent tømmes, støvet hviler tungt på magasiner og bogstabler, og gulvet aldrig bliver vasket: »Der ser ud, som om der bor en gammel mand eller dame med 20 katte. Men det er frihed, for jeg har ingen pligter der.«

Men hvor rengøring og oprydning for en Karl Ove Knausgård er bevidste undladelser for at opnå en følelse af frihed, er nogle forfattere også af nød tvunget ind i det urene eller ukomfortable. Som svenske Kristian Lundberg ved æggeuret i sin lille lejlighed eller som amerikanske Raymond Carver, der om morgenen »plejede at gå ud i min bil med papirer i skødet og forsøge at skrive noget«. Inden børnenes forstyrrelser, postkassens rykkere og alkoholens opløsninger af tanker og historier.

Alle disse beskrivelser af skriveordninger og ritualer kan måske virke ligegyldige. Som intellektuel trivia. Det er jo romanerne og digtene, der er afgørende. Så sandt. Men stedet, situationen og tidspunktet spiller altid ind på det, der skrives. Raymond Carver skrev eksempelvis noveller, fordi det passede bedst til hans pressede liv, ligesom Kristian Lundberg skriver intense, fragmentlignende romaner i stræk på 15 minutter. Eller Philip Roth, der i sine sene forfatterår udgav flere og flere korte romaner. Mon ikke smerten ved pulten gjorde behovet for at fatte sig i korthed større? Og mon Haruki Murakamis og Don DeLillos lange romaner med mange handlingstråde hænger sammen med deres komfortable, velstrukturerede, økonomisk sikrede hverdag?

Kroppen, stedet, psyken. Et sted mellem de tre vokser romaner og digte frem. Nogle steder ud af en afsindig proces. Andre med en næsten småborgerlig sirlighed. Men med samme ofte umulige mål: Den store, sublime litteratur.