Den 36-årige breakdancer fra Australien Rachael Gunn, der også lyder kælenavnet Raygun, er gået viralt efter sin højst utraditionelle breakdanceoptræden fredag ved OL.
Breakdance, eller breaking under OL, er i år på programmet for første gang, men fænomenets tilhængere kunne nok have ønsket sig, at det havde været en anden breakdancer fra de olympiske lege, der havde gjort disciplinen så synlig.
Australieren havde lavet sine egne moves, der ikke ligefrem imponerede i atletisk henseende, men til gengæld har fået hundreder af brugere på sociale medier til at undre og more sig kosteligt. Adskillige har allerede lavet deres egne parodier på den australske breakdancer, hvis besynderlige hop med samlede ben fik TV 2s kommentator til at spørge, om hendes særlige move var inspireret af hjemlandets kendte pungdyr.
»Er denne pige bare en tilfældig publikummer, de har fået fat på,« spørger en Annie Clark på X.
Rachael Gunns optræden har fået adskillige til at mene, at det i det hele taget var en fejl at inkludere breakdance i dette års OL, men hovedparten nøjes med at undre sig over, hvordan hun i det hele taget er kommet med til Paris.
Hendes deltagelse skyldes, at hun faktisk har vundet et oceanisk mesterskab i breakdance.
Steven skriver på X, at Australien har vundet 20 guldmedaljer ved dette års OL, og alligevel vil verden fremover kun huske denne optræden.
Rachael Gunn forklarer til den britiske avis The Guardian, at hun på forhånd var klar over, at hun som 36-årig ikke kunne klare sig mod de langt yngre breakdanceres trick, spin og styrke. Derfor satsede hun i stedet på at skabe sin egen stil.
På sin TikTok-konto forklarer Rachel Gunn, at hun har trænet meget hårdt for at komme op på det niveau, hun befinder sig på. Til avisen The Guardian siger hun, at alle hendes moves er originale.
»Kreativitet er virkelig vigtig for mig. Jeg går derud og viser, at jeg er kunstner. Nogle gange taler det til dommerne, og andre gange gør det ikke,« siger Rachael Gunn.
Det gjorde det ikke fredag i Paris, hvor dommerne belønnede Rachael Gunn for indsatsen med nul point.
Rachael Gunn underviser på et universitet og har en ph.d. i kulturelle studier, herunder studiet af breakdance. Selv er hun ikke udøvende breakdancer på fuldtid, men hendes selvtillid fejler ikke noget.
»Jeg er udøvende kunstner. Det er det, det handler om. Jeg går ud og prøver noget nyt, noget anderledes og kreativt. Det er min styrke: min kreativitet,« siger Rachel Gunn til The Guardian.