Der er både finurlige ordspil, storladne stadionrocktrommer og larger than life-kor på Nephews sjette album. Men teksterne forfalder til sproglige klichéer og nemme løsninger.
Siden 2004s massive gennembrud »USADSB« har Nephew siddet tungt på tronen af storladen, dansk stadionrock med forsanger Simon Kvamm som det absolutte fikspunkt.
»Ring—i—Ring« er første album fra Nephew i seks år, og bandet har fået sangerinden Marie Højlund fra Marybell Katastrophy med på holdet. Og det klæder den tidligere kvartet at få et kvindelig islæt på både kor og sangtekster.
Højlund tilføjer en varme og eftertænksomhed til Nephews synthesizerkølige univers – f.eks. på »Frankenstein (i Ring Part 1)«, hvor hun synger: Jeg lever inden i dig, har til huse i dit hoved/ Jeg ku' sagtens leve videre i en andens kød og blod/ Og gå i ring, i ring, i ring, i ring
Temaet for albummet er tidens gang, og derfor har bandet fortolket Kaj Munks digt »Den Blå Anemone«, der dog får tæerne til at krølle med nephewske synthesizere og rockede trommer, som slet ikke passer til digtet.
Så giver det bedre mening med deres version af salmen »Sig månen langsomt hæver« fra 1790, som giver bandet et mere neddæmpet, poetisk udtryk, der virkelig klæder dem. Gid de var fortsat i den retning.
Potent electrorock
Størstedelen af albummet er potent electrorock med tunge guitarer og omkvæd, man kan synge med på. Bandets dna er netop det genkendelige: Fængende synthesizerdrevne melodier, Kvamms finurlige orspil og stadionrockede trommer, som inviterer til, at tusindvis af hænder skal klappe med.
Nephews tekster har altid balanceret på en knivsæg mellem det sindrige og det banale. Og det er både Nephews styrke og akilleshæl. For balancen tipper hurtigt til det banale på »Ring—i—Ring«
»Grundvold« er netop Nephew classic med krøllede ordopremsninger, men lyder samtidig som et ekko fra bandets storhedstid anno 2005: Usikker, solsikker, bombesikker, afstikker/ Gasflasker, skoletasker, oldgræsk og gasmasker/ Trækroner, grundtoner, spåkoner, afsoner/ Madspild, gavmild, Kill Bill, hvem har ild?
Nephews tekster har altid balanceret på en knivsæg mellem det sindrige og det banale. Og det er både bandets styrke og akilleshæl.
Mere banalt end sindrigt
For balancen tipper hurtigt på »Ring—i—Ring« – som når Simon Kvamm på »Tropper« citerer Brorson(!) eller sig selv på »Rejsekammerater«, der gæstes af Nik & Jay: Men det som om, du kender mit hjerte/ At du kan mærke, hvor jeg egentlig vil hen/ Og vi ved godt, at det rimer på smerte/ Alligevel gør vi det igen og igen
Av. Det er for klichéfyldt fra manden, der har skrevet popperler som »Superliga« og netop »Igen & Igen &«. På »Ring—i—Ring« bruger Nephew alle deres bedste tricks – storladne stadiontrommer, larger than life-råbekor, finurlige ordspil, engelske og tyske gloser og så lige Brorson og Kaj Munk oven i hatten.
Men more is more-strategien holder kun med sprogligt stærke tekster, der brænder sig ind på nethinden og kan få hele Orange Scene til at synge med. Og det er nærmest kun »Frankenstein (i Ring Part 2)«, der står den sproglige distance. Desværre.