Han var dansk film og teaters evige skurk. Af dagbladet Politikens læsere oven i købet kåret til en af de bedste – vis-a-vis den amerikanske kollega Jack Nicholson, som Torben Jensen godt kunne siges at minde en smule om. Men selv om skuespilleren Torben Jensen bevægede sig i mange af teatrets, filmens og fjernsynets genrer – debuten fandt sågar sted som den glade Nikolaj i »Nøddebo Præstegaard« på Odense Teater efter elevskolen i slutningen af 1960erne – var det hans evne til at skildre menneskets skyggesider, man vil huske ham for.

Han var en mesterlig fremstiller af psykologiens mørke afkroge, og han taklede sine mange skurkeroller, så de aldrig blev flade klicheer, men komplicerede portrætter. Virkningsfuldt formidlet med et underspillet-afdæmpet blend af tilbageholdt, tikkende aggression og intimiderende intensitet. En karakteristisk, nervebetonet spillestil. Den nærmest hviskende replik, det iskolde blik, de udspilede, fnysende næsebor. En behersket ubehagelighed, der pludselig kunne bryde ud i hvæsende, voldelige udfald. Tænk bare på rollen som Kirsten Lehfeldts ubehagelige og voldelige overlæge-elsker i Helle Ryslinge-filmen »Flamberede hjerter« – den berømte scene med pølserne og kartoffelmosen måtte i øvrigt tages om 18 gange på grund af grineflip. Eller hvad med yndlingsrollen som den fæle forbryder, der bortførte uskyldige småbørn i familieserien »Guldregn«, den eneste af sine præstationer, Torben Jensen selv kunne holde ud at se igen.

Skuespilleren Torben Jensen huskes blandt andet som den fæle Herman i DRs »Taxa«-serie. DR

For slet ikke at tale om indsatsen som den skumle konkurrent fra Citybilen, Herman, der gjorde livet surt for Verner og alle de andre fra Krone Taxa i 1990ernes hyrevognssaga, »Taxa«.

Også hans sidste TV-opgave lagde sig i kølvandet på de andre: Da den impulsive overklassepige Søs i DR-serien »Krøniken« blev gravid i utide, opsøgte hun en kvaksalver for at få barnet fjernet. Sjuften blev endnu et Torben Jensen-portræt, hvor det gramsende ubehag forplantede sig til TV-seerne bag skærmen. Scenen var en af seriens bedste, ikke mindst takket være Torben Jensen.

Hård barndom

Det stod ikke skrevet, at drengen med den hårde barndom, som siden skulle blive malerlærling, skulle gå kunstnervejen. Københavnerknægten havde både været på børnehjem som 12-årig, efter at hans voldelige far var død, og en tur inden om Vestre Fængsel i forbindelse med værnepligten – han havde ikke aftjent sin nægtertjans:
»Jeg blev sat ind, løb min vej og kom for en militærdomstol. I 18 måneder sad jeg i fængsel og følte mig værre end en rovmorder. En briks, en seng, en stol. Intet at læse i. Sådan sad jeg i halvandet år og oplevede mange uretfærdige ting, menneskelige tragedier. Da jeg blev lukket ud på Blegdamsvej med en halv meter langt hår og stort, sort skæg, oplevede jeg den største fornemmelse af liv, en fornemmelse, der var ud over al beskrivelse. Jeg græd ganske stille,« fortalte han senere i et avisinterview.

Men et møde i en bybus med dansk stumfilms store stjerne, Asta Nielsen, inspirerede ham til at gå teatervejen. Og den brogede baggrunds oplevelser var noget, han som skuespiller kunne bearbejde og få ventileret. Arbejdet på et filmset var et naturligt fristed for ham, mens han til gengæld betragtede teaterarbejdet foran publikum som evigt »selvpineri«.

Hul igennem

Efter indledende år på den fynske landsdelsscene fik han på teatret for alvor hul igennem i forbindelse med rollen som den moderbundne digterspire Konstantin i Tjekhovs »Mågen« hos Morten Grunwald på den lille Strøget-scene Bristol Teatret. De øvrige københavnske scener stod også parat til at bruge ham flittigt op gennem 1980erne. Især på Aveny Teatret havde direktør Malene Schwartz et sikkert blik for hans talent, blandt andet i ungdomsdramaet »Klassefjenden« og Jess Ørnsbos krasse »Majonæse«. Oftest blev han set i komplicerede roller som mislykket, ynkelig eller ude af kontrol – med vægt på det neurotiske snarere end det erotiske, som han savnede evne for. Måske derfor lykkedes titelrollen i »Misantropen« ikke rigtigt for ham samme sted.

Arbejdet på et filmset var et naturligt fristed for ham, mens han til gengæld betragtede teaterarbejdet foran publikum som evigt »selvpineri«

Det føltes helt naturligt, at en ny tids skuespilchef, Ib Thorup, som flere gange havde arbejdet sammen med Torben Jensen, tog ham med til Det Kongelige Teater, hvor han indgik i Thorups »moderniserede« ensemble og det blandede repertoire af nyt og gammelt, stort og småt – med rollen som den aids-syge politiker Roy Cohn i »Engle i Amerika« som en af de helt store udfordringer.

Hjerteproblemer med blodpropper og bypass samt tiltagende sceneskræk i kølvandet på helbredsproblemerne tvang for ca. 15 år siden Torben Jensen væk fra rampelyset. Først på teatret, siden også foran kameraet. Til skuespillerens egen store sorg. I stedet udgav han i 2005 en glimrende erindringsbog med den passende title »Skurk«, fortalt til journalisten Jonas Langvad Nilsson.

Men trods den tilbagetrukne tilværelse – den bevidst reserverede Torben Jensen var aldrig skuespilleren, der inviterede bladene med hjem – var han kendt som en vittig mand med et sundt forhold til sin metier.

»Jeg er faktisk ligeglad med, om mit navn bider sig fast i folk. Jeg gør mit arbejde så godt som muligt og er tilfreds«, fortalte han allerede B.T. tilbage i 1978.

»Jeg vil hellere have, de siger om mig i en rolle: Han var nu meget god, ham dér«.

Torben Jensen blev født 29. september 1944 og døde natten til fredag. Han efterlader sig en voksen datter.