Nej til formidling til kvalmegrænsen

En erindring om dengang, da stor kunst var dejligt pædagogfrit område

Richard Wagner! Hans »Tannhäuser« på Det Kgl. Teater i 1976 ændrede skribentens liv. Fold sammen
Læs mere

Min første operaoplevelse var også den største.

Ikke fordi den var bedre end noget andet, jeg senere har set. Men fordi den var, ja, den første. Det er over 40 år siden nu – så lang tid siden, at man tror, at det er løgn – og det var på Det Kongelige Teater, og det var Richard Wagners »Tannhäuser«, der stod på programmet. Noget af en mundfuld for sådan en knægt på 16 år, men jeg tvang mig selv derind, ind til Gamle Scene, hvor jeg aldrig før havde sat min ben. Der var simpelthen ingen vej udenom. Jeg måtte prøve noget aldrig før prøvet, jeg måtte sanse, smage følge noget, der var så fremmed for mig og for hele mit 1970-trivielle-forstadsgymnasieliv, at det næsten føltes som at gøre noget forkert.

Men det var jo ikke forkert, det, jeg gjorde, det var bare magisk som det første kys, sådan som det første af det bedste altid er magisk, og det her var virkelig en ægte allerførste gang, for én ting var at have slæbt i kilovis af Wagner-LPer hjem fra musikbiblioteket, men at sidde der, helt frivilligt, på de billigste rækker og blive »tvunget« ind i tyskerens fantastiske univers af genial musik, sære ord og mærkelige billeder i time efter time, det var grænseoverskridende, og det ændrede mit liv. Tænk, at noget kunne være så stort!

Wagner. I 1976. Det lå ikke i tiden, at det var romantisk, tysk opera, langhårede teenagere skulle lade sig gribe af, men det blev jeg altså, og det var jo på mange måder en ond tid – ekstrem, dogmatisk, intolerant – men det var også en tid, der var velsignet fri for den formidling til kvalmegrænsen, der er blevet normen.

I dag skal al kunst som bekendt skæres ud i pap og serveres med klicheer i kø og farverige adjektiver på et sølvfad, så alle lissom føler, at de kan være med. Det er ligegyldiggørelse forklædt som demokratisering, hvis man spørger mig, men dengang var stor kunst dejligt pædagogfrit område. Det var noget, man selv måtte opsøge, et personligt valg, et personligt ansvar, og så meget desto større var fryden og glæden ved opsøgelserne, når de lykkedes, og Wagner var for mig den første - og den største. Wagner lige i mellemgulvet. Der, hvor han hører hjemme. Til enhver tid. Og helt uden tvang.