Nej, danske musikanmeldere har ikke et kvindeproblem

De mandlige musikere dominerede stort ved uddelingen af Steppeulven 2016. Og nok også for meget. Men sådan må det være, når man sætter kunsten højere end kønnet, skriver Berlingskes musikredaktør.

Carl Emil Petersen blev lørdag kåret til Årets tekstforfatter ved Steppeulven 2016 på Bremen Teater. Foto: Torben Christensen
Læs mere
Fold sammen

Der var langt mellem de kvindelige indslag, da landets musikanmeldere i weekenden hyldede dansk musik ved den årlige Steppeulven-prisfest. Som musikredaktør på Berlingske og bestyrelsesmedlem i Foreningen Af Danske Musikkritikere (FDM) bærer jeg min del af ansvaret. Blot én ud af otte optrædende var kvinde. Ud af i alt 50 nomineringer gik kun syv til kvindelige musikere. Og kun en enkelt ud af aftenens 11 priser tilfaldt en kvinde.

Det er ikke noget, jeg er stolt af. For dermed synes Steppeulven 2016 blot at bekræfte billedet af en dansk musikbranche i kønsmæssig ubalance. I 2011 viste en stor undersøgelse, at der på tværs af samtlige sektorer i dansk musikliv typisk er fire mænd for hver kvinde – altså en 80/20-fordeling i mændenes favør. Antallet af kvinder ved Steppeulven 2016 ligger desværre en del under det generelle niveau i dansk musikliv, hvilket forståeligt nok har fået de kritiske røster til at melde sig på Facebook.

Spørgsmålet er dog, hvad ubalancen reelt set er et udtryk for? Har de fortrinsvis mandlige danske musikkritikere et kvindeproblem? Eller afspejler Steppeulven 2016 blot den virkelighed, der er derude? Talentmassen er jo alt andet lige større blandt de mandlige musikere. Alene fordi der er langt flere af dem.

Målet med Steppeulven er at hylde de største kunstneriske bedrifter inden for rytmisk dansk musik. Og i den bestræbelse må kønnet efter min mening være underordnet kunsten. Vi er nødt til at se de udøvende som musikere og kunstnere først og fremmest. Alt andet vil undergrave prisens troværdighed. Og jeg vælger da også at tro, at de fleste kvindelige kunstnere først og fremmest vil ses som kunstnere eller musikere, fremfor kvindelige kunstnere og kvindelige musikere.

Derudover er Foreningen Af Danske Musikkritikere ikke længere den mandeklub, det engang var. De dage, hvor FDM primært bestod af modne, hvide mænd, for hvem Dylan, Springsteen og Cohen udgør en hellig treenighed, er fortid. I løbet af de sidste par år er der sket et markant generationsskifte blandt de danske musikkritikere. Dels er gennemsnitsalderen langt lavere end før, dels er foreningen gået fra 100 pct. mandeklub til i dag at bestå af 20 procent kvinder, og dels er rocken endegyldigt banket ned fra sin piedestal som den højeste musikalske kunstform.

At FDM sætter kunsten før kønnet understreges kun yderligere, hvis man kigger tilbage på prisvinderne de seneste par år. Her har kvinderne stået virkelig stærkt: Marie Key, Mø, Quadron, Broken Twin, Baby In Vain, Maggie Bjørklund og Kira Skov har alle vundet nogle af de tungeste priser foran deres mandlige kolleger. Af den simple grund, at et flertal blandt den trods alt stadig mandsdominerede priskomité har valgt at kaste deres stemmer den vej. Ikke fordi musikerne var kvinder, men fordi de gjorde det største kunstneriske indtryk.

Sådan må og skal det være, ikke?