Nazistisk barbari

Det var helt almindelige gennemsnits-tyskere, som påtog sig opgaven at myrde op imod to millioner jøder i tre hemmelige udryddelseslejre i det østlige Polen i 1941-42.

Nazistisk barbari - 1
Torben Jørgensen er født 1958, uddannet hospitalsportør og senere historiker fra Københavns Universitet. Ansat på Institut for Internationale Studier, afdeling for Holocaust- og Folkedrabsstudier. Har tidligere skrevet om folkemordet på armenierne (Historisk Tidsskrift, 2000). Den nominerede bog »Stiftelsen«, bygger på en specialeafhandling skrevet til Institut for Historie ved Københavns Universitet 2003. <br>Foto: Bjarke Ørsted Fold sammen
Læs mere

Det hører til sjældenhederne, at danske historikere kaster sig over emner, som ikke på denne eller anden måde har tilknytning til specifikt danske forhold. Dette gør sig ikke mindst gældende, når det drejer sig om begivenheder, som tager udgangspunkt i Anden Verdenskrig.

Så meget mere bemærkelsesværdig er Torben Jørgensens bog »Stiftelsen« - en beretning om, hvordan en ganske lille gruppe på omkring 125 tyske mænd på bare halvandet år i 1941-42 gjorde sig til nogle af verdenshistoriens mest belastede massemordere. Det er i sagens natur ikke lystlæsning. Her oprulles hele det nazistiske barbari i ubeskrivelige detaljer. Og en af bogens pointer er, at den gør det klart for læseren, at mordet på 1,8 millioner fortrinsvis polske jøder i de tre udryddelseslejre: Belzéc, Sobibór og Treblinka, som gruppen havde ansvaret for var alt andet end en ren og nærmest klinisk udrensning. Hver dag udspillede der sig for øjnene af bødlerne helt ufattelige menneskelige lidelser.

Der var tale om udryddelseslejre med kun ét formål, og langt de fleste ofre endte derfor i løbet af ganske kort tid i gaskamrenes industrielt opbyggede mordkompleks. Men der blev også hele tiden og overalt foretaget et utal af tilfældige henrettelser. Hver lejr var udstyret med et Lazarett - en omskrivning for stedets nakkeskudsanlæg. Til den personlige ekvipering hørte såvel en ridepisk som en tjenestepistol, og begge dele blev brugt helt efter forgodtbefindende.

Hvem var de, disse mænd, som med deres ugerninger satte et uudsletteligt og blodigt ar i Europas historie?

Torben Jørgensen besvarer selv spørgsmålet og afslører, at det for langt de flestes vedkommende drejede sig om ganske almindelige tyske gennemsnitsborgere: mænd med familie og arbejde. »Det mest karakteristiske ved dem var deres gennemsnitlighed«, lyder forfatterens uhyggelige konklusion. Det kunne med andre ord have været hvem som helst, der i den specielle historiske situation påtog sig bødlens rolle. Det eneste, så godt som alle havde til fælles, var et medlemskab af det nazistiske parti.

Anstaltplejen
Gruppen var blevet etableret allerede i 1939 - lang tid før planerne om at udrydde de polske jøder var blevet fostret. Hitler var på dette tidspunkt blevet overbevist om fornuften i at gennemføre et såkaldt eutanasi-program, som betød, at den tyske nation i hemmelighed og helt i konsekvens af nazismens social-darwinistiske element ved hjælp af medlidenhedsdrab skilte sig af med håbløst syge, åndssvage og andre, som var en økonomisk belastning for staten.

Opgaven blev lagt i hænderne på »den Almennyttige Stiftelse for Anstaltpleje« - i daglig tale blot Stiftelsen, som i løbet af to år, inden programmet blev afsluttet efter folkeligt pres, nåede at henrette omkring 90.000 fysisk og psykisk handicappede.

Ekspertisen i massedrab var altså til stede, og det var på denne baggrund »Stiftelsen« blev overflyttet til Østpolen, da Himmler havde givet ordren til »Aktion Reinhardt« - kodeordet for den endelige jødeudryddelse i det såkaldte generalguvernement.

Senere i krigen blev gruppen overført til Adriaterhavskysten, hvor den blev sat ind i den barbariske nedkæmpelse af partisanerne i Slovenien.

Tilbage til hverdagen
Efter det tyske sammenbrud rejste mændene hver til sit og genoptog et civilt liv i genopbygningens Tyskland. Kun de færreste blev der rejst nogen sag imod i de første krigsår. Mændene havde udført deres arbejde i al hemmelighed, og det var først omkring 1960, der dukkede vidner op, som gjorde det muligt at trække sløret til side for en af historiens største krigsforbrydelser. Dommene varierede mellem få års fængsel og tugthus på livstid.I morgen præsenterer vi

Kirsten Thorups »Ingenmandsland«.Tidligere artikler i serien: 15., 16., 17., 18., 19., 20., 23., og 24. februar. Ka læses på www.berlingske.dk