Nazister i højt humør og fællessang

116 nye billeder fra dødslejren Auschwitz gør det menneskeligt umuligt ikke at stille spørgsmålet: Hvordan var det menneskeligt muligt? Hvordan kunne de det ene øjeblik passe gaskamrene og ovnene – og det næste synge fællessang og tænde juletræer?

Kontrasten til gaskamre og masseudryddelser er til at tage og føle på. SS-officererne synger her fællessang til harmonika, og i forreste række finder vi kendte navne som: Fra venstre mod højre står Karl Höcker, Otto Moll, krematoriechefen i Auschwitz, Rudolf Höss, som grundlagde Auschwitz, Richard Baer, Josef Kramer, som fik tilnavnet »Uhyret fra Bergen-Belsen«, Franz Hössler og Josef Mengele, lægen, der blev berygtet for sine eksperimenter. Fold sammen
Læs mere
Foto: United States Holocaust Memorial Museum

SANTA FE: Amon Göth er en god nazist.

Han står på sin balkon med en sværkalibret riffel og skyder jødiske fanger, som ikke arbejder hårdt nok. »De kaster en forbandelse over dig, jøderne,« siger han, og senere peger han på sit spejlbillede og proklamerer: »Jeg benådiger dig.«

Scenerne er fra filmen »Schindlers’s List,« og sådan kan vi lide vores nazister, sadistiske og samvittighedsløse, vulgære og vansindige, og sådan er nazisterne som oftest blevet portrætteret i populærkulturen, i bøger og på film.

Hvorfor?

Det kan naturligvis være for fortællingens skyld, »Schindler’s List« ville ikke være »Schindler’s List« uden monsteret Göth, men det kan også være for vores egen forståelses skyld. Hvordan skal vi ellers kunne forstå dem – de mænd, som med dødningekasketten på sned bestyrede verdenshistoriens største folkedrab? Hvordan skal vi ellers kunne rumme dem? Det amerikanske filminstitut har udnævnt Göth til at høre blandt de 15 værste skurkeportrætter i filmhistorien, men han ville næsten have været endnu mere uhyggelig, endnu mere foruroligende, hvis han havde været et almindeligt menneske med et almindeligt menneskes liv og problemer?

For hvad ville det ikke have sagt om ham og – endnu værre – hvad ville det ikke sige om os?

Derfor, netop derfor, er 116 nyfundne billeder fra Auschwitz så skræmmende.
Holocaust-museet i Washington offentliggjorde i sidste uge billederne, der viser en helt anden side af udryddelseslejren end vi normalt hører om. Faktisk viser de en side, som vi aldrig hører om. Her er ingen gaskamre, ingen fangesortering på togstationen, ingen krematorieovne, ingen muselmænd, ingen pigtråd, ingen fangetårne, ingen glammende hunde, ingen bjerge af guldplomber, og i stedet er der tysk hygge og harmonikamusik, juletræer og en liggestol i solen.

»Billederne er enestående,« siger direktøren for Holocaust-museet, Sara Bloomfield. »De viser, hvordan de mennesker, som stod bag ufattelige lidelser, samtidig nød deres egen tilfredse tilværelse. Billederne giver et vigtigt indblik i psykologien hos folkedræbere.«

Billederne er også værdifulde af andre grunde, siger Bloomfield. Selv om Auschwitz var den mest morderiske del af den nazistiske mordmaskine – 1,1 millioner mennesker blev myrdet mellem maj 1940 og januar 1945 – så har eftertiden kun ganske få billeder fra selve lejren. Før det nylige fund eksisterede 350 billeder fra Auschwitz.

Og ingen af billederne var tilnærmelsesvis som disse.

Billederne har tilhørt SS-Ober­sturmführer Karl Höcker, som i den sidste – og travleste – tid i Auschwitz havde en nøglerolle som adjudant for lejrkommandanten, og det var i denne periode, at omkring en halv mio. ungarske jøder blev deporteret til Auschwitz, 12.000 om dagen, 80 procent af dem blev gasset med det samme, og så hektisk var aktionen, at selv den tyske effektivitet kom til kort. Krematorierne kunne ikke følge med, og mange af de døde fik lov at ligge og brænde i store, åbne grave. Den ungarske deportation var »den mest monstrøse forbrydelse i menneskehedens historie,« sagde Winston Churchill senere.

Men det er ikke til at se det på disse billeder.

Karl Höcker dokumenterer, hvad holocaust-eksperten Saul Friedländer også konstaterer i sin netop udkomne mursten »The Years of Extermination«:
»Livet var bestemt ikke ubehageligt for de 7.000 SS-mænd, som gennem tiden gjorde tjeneste ved Auschwitz. De fik god mad, gode boliger, lægebehandling, deres børn og ægtefæller fik lov til at komme på besøg, og de fik orlov enten til fædrelandet eller til særlige feriesteder i nærheden.«

På billederne kan vi se dette behagelige liv. På et af de mest opsigtvækkende billeder er omkring 70 SS-mænd samlet til fællessang med en harmonikaspiller, og i forreste række finder vi nogle af de navne, der er synonyme med den mest ekstreme bestialitet: Rudolf Höss, som grundlagde Auschwitz; Josef Mengele, lægen der blev berygtet for sine eksperimenter; Josef Kramer, som fik tilnavnet »Uhyret fra Bergen-Belsen«, og Otto Moll, krematoriechefen i Auschwitz. Der er imidlertid ikke skyggen af bestialitet over billedet, kun gemytlighed og kammeratskab.

En serie af billeder viser kvindelige SS-hjælpere, der nyder en fridag i en ferielejr 30 kilometer fra Auschwitz. »Hier gibt es Blaubeeren«, har Höcker skrevet ved siden af billederne. Han uddeler blåbær til kvinderne, og et billede viser, hvordan de reagerer, efter de har spist dem. De vender deres skåle på hovedet og gør sørgmodige teatergrimasser. Billedet er taget 12. juli 1944. Blot tre dage forinden kørte det sidste tog fra Ungarn, og krematorieovnene i Auschwitz var på sammenbruddets rand under arbejdsbyrden. Men her – her var der blåbær.

På en tredje serie af billeder ser vi Karl Höcker tænde juletræerne i Auschwitz. »Julfeier 1944«, har han skrevet under billederne, som illustrerer, hvordan SS-officerne til det sidste ikke blot gjorde deres beskidte arbejde, men også dyrkede renfærdig hygge. I julen 1944 nærmede den sovjetiske hær sig med stormskridt, SS var begyndt at foretage de finale massakrer på tusindvis af jøder. Midt i januar 1945 blev 60.000 fanger i sne og kulde tvunget på en march mod vest, og 27. januar blev Auschwitz befriet. Af 1,3 mio. fanger, som i de foregående år var fragtet dertil, var kun 7.000 tilbage i lejren.

Efter at have bladret i museets online-udstilling er det menneskeligt umuligt ikke at stille spørgsmålet: Hvordan var det menneskeligt muligt?

Hvordan kunne disse mænd og kvinder stå på rampen og skille mænd og kvinder, forældre og børn, sende firfemtedele af dem til bad i zyklon-B, og derefter synge, spise blåbær, tænde juletræ og dase velfortjent i liggestole som bedsteborgere efter en arbejdsdag?

Hvordan kan sådan en anormalitet og normalitet rummes i det samme menneske og på samme tid?

Lord Russell of Liverpool stillede sig selv et tilsvarende spørgsmål i sin banebrydende bog »The Scourge of the Swastika« fra 1954. Russell spillede en nøglerolle i Nürnberg-opgøret, og i bogen skrev han, hvordan han havde besøgt en KZ-lejr, og hvordan han havde set et fuglefoderbræt, som en SS-officer havde sat op.

Hvordan kunne en SS-officer det ene øjeblik udrydde jøder og andre af rigets fjender – og det næste fodre fugle, spurgte Russell. Hvordan var det muligt?
En af de førende holocaust-forskere, David Cesarani, forsøger i sin nylige bog »Becoming Eichmann« at give svaret.

Adolf Eichmann var den førende embedsmand i udryddelsesmaskinen. Det var ikke ham, der bemandede krematorierne eller deltog i indsatsgrupperne på Østfronten, men det var ham, der fik togene til at køre til tiden, og der var intet i hans anonyme fortid, som havde modelleret ham til den rolle. Eichmann havde en lykkelig barndom, han havde et vist held med pigerne, han havde en fornuftig karriere, der var ingen jøder, som havde trådt ham over tæerne, han var ikke psykopat, og hvis ikke det havde været for nazismen, var han sikkert blot blevet et af de mange grå, små hjul i det østrigske eller tyske samfund.

Så hvorfor blev Eichmann alligevel Eichmann?

Cesarani påviser, hvordan en vis opportunisme førte ham ind i nazismen, SS og SD, og hvordan han som officer forsøgte at gøre sit arbejde så godt, at han kunne blive en endnu højere officer. Når ordrerne fra højere sted ville, at jøderne skulle sendes tilbage til Palæstina, gik Eichmann forrest. I Wien etablerede han et nært samarbejde med de førende zionistiske grupper, og sammen sørgede de for at smugle mange af storbyens jøder ind i, hvad der dengang var en britisk mandatstat, og når ordrerne ville, at jøderne skulle til Madagaskar, så forsøgte Eichmann at implementere de ordrer.

Han blev forfremmet, han fik sin egen adjudant, han fik sit eget stabskøretøj, han fik en elskerinde, han blev regnet med, og når jøderne ikke længere skulle til Jerusalem eller til en fjern ø i et fjernt hav, men derimod til en massegrav ude østpå eller til Auschwitz, Treblinka, Sobibor eller Majdanek, så sørgede han også for, at de ordrer – til punkt og prikke og til det allersidste – blev eksekveret. »Der var intet i nazi-behandlingerne af jøderne, som plagede ham så meget ... at han gjorde oprør, gjorde modstand eller forsøgte at undvige sig arbejdsopgaverne,« siger Cesarani.
Eichmann var ikke født eller opvokset til at blive en hovedperson i massemord. »Nøglen til at forstå Eichmann er ikke i manden, men derimod i de ideer, som omgav ham – i det samfund, hvor ideerne florerede, i det politiske system, som diskuterede dem, og i de omstændigheder, som gjorde dem acceptable.«

Det er en helt afgørende og dramatisk konklusion, og perspektiverne er vidtrækkende. For så taler vi ikke længere om fortid, men om nutid; så taler vi ikke længere om nazisme, men også om andre ismer, og så taler vi ikke længere kun om Eichmann. Vores moderne historie er en historie om folkedrab, fastslår Cesarani, og i det lys »virker Adolf Eichmann mere og mere som en mand af vor tid. Hver mand som folkedræber«. Eichmann som hver mand.

Ikke sandt?

Så er det unægteligt nemmere at rumme Amon Göth. Han var en god nazist, fordi han ikke var et godt menneske, og sådan kan vi lide dem.

Karl Höcker og hans fotoalbum
I januar i år modtog Holocaust-museet i Washington en pakke. Afsenderen var en tidligere amerikansk efterretningsofficer, som havde deltaget i afnazificeringen af Tyskland, og som i 1946 i en lejlighed i Frankfurt havde fundet et fotoalbum med 116 billeder. Nu donerede han albummet til museet. Museumsfolkene kunne allerede på første side se, at billederne ikke var almindelige billeder. Her stod nemlig skrevet med håndskrift: »Auschwitz 21.6.1944«. På de følgende sider var billeder af albummets ejermand, SS-Obersturmführer Karl Höcker (foto), og han var også med på mange af de øvrige billeder.

Men hvem var han? Han var adjudant for kommandanten i Auschwitz i den travleste periode i dødslejrens historie, en nøgleperson i en nøgleperiode, men alligevel er han forblevet anonym, og han er f.eks. ikke nævnt en eneste gang i Saul Friedländers nyudkomne og knap 900 sider lange redegørelse for jødeudryddelsen. Höcker var en bankmand fra den tyske by Engershausen, han passede sit job ved kassen, og i 1937 meldte han sig ind i nazipartiet. Da krigen brød ud, blev han beordret til tjeneste i KZ-lejren Neuengamme, og KZ-lejre blev hans karrierevej. I 1943 blev han adjudant for kommandanten i dødslejren Majdanek, og i 1944 blev han adjudant for kommandanten i Auschwitz. Da nazisterne evakuerede Auschwitz i januar 1945, fortsatte han som adjudant i lejren Dora-Mittelbau, og han flygtede, før de allierede dukkede op.

I 1946 anholdt briterne ham; hans papirer sagde, at han var en hær-
soldat, og han blev løsladt efter 18 måneders internering. Det blev hans held. Höcker vendte hjem til Engershauen, genoptog sit familieliv med kone og to børn og en veltrimmet have, og han blev skrankechef i den lokale bank.

Efter Eichmann-retssagen i 1961 dukkede Höckers navn op, og han blev anholdt i 1963 og idømt syv års fængsel. Da han blev løsladt i 1970, fik han sit gamle job i banken tilbage. Han døde i 2000, 89 år
gammel.

Kilde: United States Holocaust Memorial Museum