Nattens dronning i Nørregade

Pænt ser det ud, og pænt var det, når der i 1950erne blev spillet op til dans i natklubben Adlon. Fold sammen
Læs mere

Når en halv snes danskere kan blive enige om et eller andet, danner de en forening. Sådan har det altid været, men et besynderligt udslag af denne trang, var de mange natklubber, der opstod i årene efter første verdenskrig. Offentlige restauranter skulle lukke ved midnatstid, det krævede loven, men det var alt for tidligt at gå hjem, hvis man havde lyst til livet og penge på lommen. Hvad man derimod som frit menneske foretog sig i en privat forening, kunne loven ikke bestemme, og så opstod den ene natklub efter den anden med det formål at holde medlemmerne i vigør til den lyse morgen.

Den mest celebre var Adlon, som i november 1923 første gang så nattens lys i en tidligere fabrikshal i Nørregade 41. Bestyrelsen bestod af en skuespiller og en restauratør, som desuden ejede nogle cigarforretninger og fungerede som forbindelsesofficer til myndighederne og det højere aristokrati. Den slags skulle være i orden, for selv om det var en natklub, var det ingenlunde noget lyssky foretagende. Det sørgede den legendariske portier for. Han hed Lynge, og som en kerub vogtede han i døren gennem en menneskealder, og han var kendt og respekteret af hele det prominente København.

Forhenværende politimand var han, og fra den første aften tjente han som både dydens og lastens vogter. Han vidste, hvem af de kendte der kom sammen med hvem, og hvem der ikke længere kom sammen med hvem og hvorfor. Kort sagt: konerækken havde han på fingrene, og ikke bare de enkelte navne, men også rækkefølgen. Diskretion var en æressag, og hvis der slap et rygte ud i byen, kom det ikke fra hans mund. Ingen behøvede at vide alt. Og slet ikke at landets statsminister fra tid til anden lagde vejen om ad Nørregade og ud på de små timer kunne blive umanerlig træt.

Kongelige medlemmer

Allerede ved åbningen havde over 1.000 mere eller mindre kendte københavnere meldt sig som medlemmer af klubben. Heriblandt angiveligt flere kongelige, og det lokkede flere til, således at der allerede efter et par år var 10.000 medlemmer, som havde betalt det symbolske kontingent. Men hvad foregik der i nattens mulm og mørke? Det spurgte myndighederne også om, og så kom det frem, at der på medlemslisten var flere tusinde fra Amerika, Kina og Australien og flere hundrede uden fast bopæl, fordi en del gæster havde glemt at opgive korrekt navn og adresse.

De ansvarlige for regnskabsrodet fik bøder og bulen blev lukket, men åbnet igen, og succesen fortsatte. Samtidig blev den gamle regel, at der på danserestauranter af hensyn til sædeligheden ikke måtte inklineres fra bord til bord, opgivet, og mod betaling af et særligt gebyr kunne egnede etablissementer nu opnå dansebevilling med ret til inklination mellem bordene. Helt i samme ånd var der i slutningen af 1920erne indforskrevet gigoloer i Adlon til at tage sig af de damer, der savnede en partner til at føre på dansegulvet. Og dygtige var de unge herrer, men der var grænser for, hvor morsomt det var at se på for de kærester og ægtemænd, som skulle betale regningen, og som havde mere tolerance til overs for det kontingent af enlige damer, der også kastede glans over etablissementet.

Dresscode blev ændret med tiden

Kjole og hvidt var dresscode til at begynde med, men det blev ændret til smoking i takt med, at den demokratiske udvikling gjorde det umuligt at holde på formerne, og således kæmpede man sig igennem tredivernes kriseår. Under besættelsen lukkede det natlige udgangsforbud Adlon i mere end et år, og da klubben åbnede igen efter befrielsen, blev den invaderet af engelske og amerikanske soldater. Heldigt, for mange københavnerinder uden sprogkundskaber lærte den sommer at sige både O.K. og Yes, darling næsten uden accent.

Men tiden var hård ved natravnenes gamle rede. Gennem tre årtier lukkede og genåbnede den igen og igen. Jehovas Vidner lagde billet ind på lokalerne i 1956, men det blev ejeren af Kakadu Bar, som løb med sejren, og han havde en anden vision. Med vedtagelsen af en ny lov fire år senere ophørte Adlon endelig med at være en lukket klub. En epoke var slut, men Lynge fortsatte med at sortere publikum i døren.