Natpost til Sussi

Bøger: Herbert Pundik. » Breve til Sussi«. I de 24 år, Herbert Pundik var Politikens chefredaktør, skrev han breve til sin kone i Tel Aviv. Uddrag af dem er tankevækkende og fornøjelig læsning.

Det hed sig, at Herbert Pundik kun skulle være chefredaktør for Politiken et par år, da han påtog sig jobbet i 1969. Bagefter kunne han blive rejsende korrespondent igen. Aftalen var, at han skulle bo på hotel og arbejde i København i 25 dage og holde helt fri hjemme hos sin familie i Tel Aviv i ti dage. I de 24 år, det kom til at vare, før Pundik fik en afløser, skrev han hjem til sin kone Sussi, når avisen var sendt til trykning. Hun skrev aldrig til ham, for hun ville hellere ringe, men hun gemte de fleste af hans breve. Nu er uddrag af dem – minus det private – samlet i det, der er blevet Herbert Pundiks tredje og skal være hans sidste erindringsbog.

»Journalistik var dengang ikke fremmende for familieharmonien,« skriver han i forordet, og hvordan han skulle have opretholdt et familieliv i København med sine lange arbejdsdage og nætter, er ikke godt at vide. Der er fri adgang til ham på redaktionen. I hans telefon plaprer skøre læsere, som Pundik insisterer på selv at få stillet ind til sig. Medredaktørerne Agner Ahm og Jørgen Grunnet ligger i evig krig, Ernst Klæbel fra bestyrelsen kender ingen grænser, Hans Bendix vil have en anden dame end sin kone med ud at rejse, Ninka vil have lov at skrive endnu længere, Bettina Heltberg skælder ud, teater- og musikanmelderne hader hinanden.

Dertil kommer alt det andet, som også er arbejde. Herbert Pundik har altid selv kogt af ideer, og han har været den, man ringede til, når man skulle have hjælp. Han har sat i gang og samlet ind – penge til et dansk kulturinstitut i Riga, til kinesiske systemkritikere, til tjekkoslovakiske journalister og strejkende minearbejdere i Sydafrika. Penge til at hjælpe begavede venner, som ikke kan få styr på tingene, Niels Viggo Bentzon, Henrik Stangerup, Morten Sabroe. Nu til dags hedder man vist en »netværker«, hvis man har de rigtige kontakter og orker at trykke på de rigtige knapper hele tiden. Tale med præsidenter og regeringsmedlemmer, anbefale et ridderkors, få en ambassadør ud af uføret, før en pinlig sag kommer frem, få en alkoholiseret medarbejder til afvænning, være sine venners ven.

Og hele tiden er der selvfølgelig Israels sag, hvor den mand, som kender Mellemøstkonflikten indefra, har nuancerede argumenter. »Sussi, man kan platzen, som de siger på jiddisch, over de trivialiteter, som beskæftiger mange til daglig,« skriver Pundik hjem i februar 1991, mens der falder Scud-missiler i Tel Aviv. Han kommer fra teatret, hvor hans bekendte i pausen taler om at klippe negle på deres hunde. »Måske er lykken netop denne hengiven sig til det trivielle. Måske ville jøderne have godt af at skulle beskæftige sig mere med deres hundes negle og mindre med Saddam Husseins missiler.«

Læserne har også godt af de åndehuller, bogen har, de jødiske vittigheder, anekdoterne om de store primadonnaer, de fine erindringsbilleder. Man når lige at få vejret, før man skal halse efter Pundik igen.