Natklubber skal ikke have lov til at åbne, mener natklubejer: »Jeg kan ikke se, hvordan man kan have en forsvarlig fest med social afstand på dansegulvet. Jeg kan simpelthen ikke se det ske.«

Siden marts har der ikke været nogen gæster på Robin Ungermanns natklub. Men står det til ham, skal der gå endnu længere tid, før myndighederne bør give tilladelse til, at natklubber kan åbne igen.

»På dansegulvet slipper folk hæmningerne, hygger sig og er berusede. Omkring 60 procent af vores natklub er dansegulv, så festen hos os foregår på dansegulvet. Jeg kan ikke se, hvordan man kan have en forsvarlig fest med social afstand på dansegulvet,« siger 36-årige Robin Ungermann, medejer af Frederiksberg-natklubben Haven. Mathias Svold

Det er sjældent, at man træder ind på en natklub og ikke bliver mødt af den sødlige lugt af ølvådt gulv. Men sådan er det lige nu på Frederiksberg-natklubben Haven, der ligesom landets øvrige natklubber har været lukket siden marts på grund af coronavirussen. Medejeren Robin Ungermann går rundt i det aflange og mennesketomme lokale, der udgør natklubben. Der er stille.

Og står det til ham, bør hans og landets øvrige natklubber være mennesketomme og stille længe endnu. Når partilederne snaert skal forhandle fjerde fase af samfundets genåbning, bør natklubberne ifølge Robin Ungermann ikke indgå.