Hvis ikke man ved, hvordan travlhed ser ud, kunne det være sådan her: Et hvidmalet atelier fyldt med collager. Indpakkede rammer langs alle vægge, en åben liter minimælk stillet til side ved køkkenvasken. På det lyserøde skrivebord en bunke af papirklip, kalendere, malerbøtter, indpakningspapir og gamle brochurer. Og midt i det hele kunstneren selv, der går tænksomt omkring, mens hun tager håret op i en hastehale, lader det sidde et halvt minut. Og slår det ud igen.
Der er knap en uge til, Evren Tekinoktay skal stå klar med sin første danske soloudstilling siden 2016, assistenten er taget på ferie, og stoffet til hendes nydesignede sofa kom for en halv time siden. Hun stikker en hånd i lommen, som leder hun efter sine cigaretter.
»Jeg er i en situation, hvor mit temperament bliver udfordret af andre mennesker. Efter jeg begyndte at arbejde med neon, bliver det bare endnu mere tydeligt. Nu skal jeg have hjælp fra en anden, når jeg skal bøje rørene. En assistent skal hjælpe med at samle kasserne. Jeg er hele tiden i en position, hvor jeg skal vente på andre, der kan noget, jeg ikke kan. Det forhold er der en slags poesi i, men det kan også være ret udfordrende,« understreger Tekinoktay og slår igen håret ud.
Kroppen vågnede klokken halv fire i morges. Sådan er det bare, når hun går i gang med de store shows. Og bekymringerne bliver ikke mindre af, at hun er så afhængig af sit samarbejde med andre mennesker.
»Det svarer vel til, at du har taget en kjole på, som har en lynlås i ryggen, du ikke kan nå. Dine arme er i deres fysiske form begrænsede og stædige og alt for korte til, at de kan sno sig rundt og nå den djævelske lynlås. Det samme gælder i mit arbejde. Jeg er afhængig af andres indsats, og den har bare at være kompetent. Ellers er det spild af tid. Og spild af koncentration. Balancen skal være der, og det generer mig ikke, så længe alle gør deres og gør det ordentigt«.
Godt så.
Skønheden i en drag queen
Oprindeligt ville Evren Tekinoktay lave traditionelle malerier. Billeder, hvor penslen havde formet genstande på lærredet. Men det fungerede ikke, og i stedet kastede hun sig over collagerne, hvor mønstre og modeller blev klippet ud og sat sammen på papiret. Men uanset hvilke virkemidler fik hendes værker ofte det samme prædikat. De blev kaldt smukke.
»For nogle år siden lavede jeg en kæmpe collage til Statens Kunstfond. På afstand var den meget grafisk, men når man kom tættere på, bestod den af dragqueens, transvestitter og transseksuelle, og de poserede på måder, der var langt fra det, man traditionelt set kalder smukt. Jeg synes, at det blev pisseflot, men det er alligevel ret ironisk, at det blev rost som et smukt værk.«
Evren Tekinoktay interesserer sig faktisk mest for skønheden, når den indtager sin bitre form, siger hun. Når den er trodsig og knejser med nakken midt i det umulige. I den forstand giver det mening, at de bøjede neonrør får lov at bugte sig hen over de pastelfarvede relieffer i de nye værker. Det er det bløde mod det hårde.
Også i de nye værker er der en spænding.
»Min nye udstilling er opkaldt efter Jimi Hendrix-sangen »If 6 was 9«, der er en slags selvstændighedserklæring. Han påpegede, at de to tal blot er to figurer, vi har tillagt en høj og lav værdi. Men hvis du vender dem på hovedet, symboliserer de en helt anden værdi end før. Alt er flydende. Den verden, du oplever som fast, kan sagtens opleves helt anderledes af andre.«
Hun nævner et eksempel.
»Nationalitet er jo i virkeligheden en konstrueret idé. Du kan tro og mene, at du ved, at du tilhører et land og så opdage, at det gør du slet ikke. Hvis du tager en DNA-test, opdager du måske, at du har rødder i 10 andre områder i verden. De tanker satte mig i gang med at lave en række små flag og værket »New Land«.
"Jeg har intet imod alenehed eller ensomhed, det er et af de mest fundamentale grundvilkår i livet. Der er en enorm drivkraft i den erkendelse"
Det lyder, som om at du har lavet din egen selvstændighedsreklæring?
»Det ved jeg ikke, om jeg har,« svarer Evren Tekinoktay, og fortsætter:
»Jeg har bare lavet det, jeg havde lyst til. Hvis du hele tiden lader det være op til andre mennesker at udlægge tingenes værdi, så er du konstant overladt til deres nåde. Det har jeg sat mig ud over. Der er også folk, der mener, at mine værker er meget orientalske, men det er jo bare projektioner af deres egne opfattelser af virkeligheden.«
Lidt ligesom når de kalder dine værker for skønne?
»Ja, det kan man godt sige. Jeg har intet imod, at andre læser ting ind i mine værker. Det er vilkårene. Jeg kan bare ikke stå og tænke på, om mine billeder er smukke for dig at kigge på. Jeg kan kun tænke i, om de har en energi, der giver mig noget. Jeg ved ikke engang, hvad mine billeder hedder, før de skal på udstilling.«
Kan der ikke være en stor ensomhed forbundet med at stole så meget på sig selv?
»Jeg har intet imod alenehed eller ensomhed, det er et af de mest fundamentale grundvilkår i livet. Der er en enorm drivkraft i den erkendelse, synes jeg. Den styggeste følelse er uforbundethed, og den kan være grum, hvis ikke man kan finde forbundetheden - i sig selv, i sit arbejde eller sine relationer.«
Det røde neons lys
Det var egentlig den franske filosof Satre, der sagde det. Måske på en dårlig dag: Helvede er de andre.
Jeg tænker på det, mens Evren Tekinoktay leder efter en stikdåse, så vi kan tænde lyset i de tre neonrelieffer. Der er folk, som finder mest frihed, mest lykke, i at arbejde alene.
Evren Tekinoktay finder kontakten, og med ét tryk er det lille atelier pludselig fyldt af et varmt, rødligt lys, der skaber associationer til filmnoir og skæbetunge nætter. I denne fantasi er Evren Tekinoktay ikke længere iført cowboybukser og hestehale - og vi befinder os et helt andet sted end i Nordvests heldagsregn.
»Neon er både tilgængeligt og mystisk. Det minder om film og om lys og om de fantastiske neonreklamer, der hang ved søerne i sin tid,« siger Tekinoktay og fortæller, at hendes søn fik et af reliefferne med, da han flyttede hjemmefra.
»Det havde kun et rør i farven rød, der oplyste hele hans stue. En aften ringede han og sagde, at hele lejligheden var fuld af hvepse. De bliver åbenbart tiltrukket af farven. Måske synes de også, at den er lidt sexet«.
Eller måske ser virkeligheden bare anderledes ud fra forskellige vinkler?
Evren Tekinoktay ser direkte på mig.
»Det, du selv ser, er ikke nødvendigvis det, andre ser. Ja, det er i hvert fald det, der optager mig lige nu.«
»Collaborations by Tania and Thomas Asbæk« viser soloudstilling med Evren Tekinoktay fra den 30 august. Galleriet ligger i Store Kongensgade 118, 1264 København K. Der er åbent ons-fre 12-18, lør 11-16
