Nationale nederlag og kunstneriske højdepunkter

Guldalderen kommer også i november på auktion hos Bruun Rasmussen, der forventer høje priser for klassikerne. Hvorfor er 1800-tallets danske maleri så uopslideligt?

Der er igen i november guldaldermalerier på auktion hos Bruun Rasmussen. Her ses et udsnit af C.W. Eckersbergs »En falden Piges Historie. Elskeren flygter ud ad vinduet«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Pressefoto
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er noget for næsten enhver smag, når Bruun Rasmussen afholder årets sidste internationale auktion fra 24. november til 3. december med eftersyn mellem 19. og 23. november:

Ældre kunst og moderne kunst, orientalsk kunst og russisk kunst, smykker og armbåndsure - og så et lille halvt hundrede malerier og tegninger fra den danske guldalder.

For så vidt angår guldalderen, er det navne som ikke mindst C.W. Eckersberg, der for tiden kan opleves på en storartet udstilling på Statens Museum for Kunst. Blandt de værker, der nu kommer på auktion hos Bruun Rasmussen, er flere, der korresponderer med eller hænger motivisk sammen med nogle af billederne på udstillingen på nationalgalleriet.

Udstillingen på Kunstmuseet har således også nogle tidlige, moraliserende Eckersberg-billeder, der handler om, hvor sørgeligt det kan gå for unge piger, der er dovne eller syndige - og det er der også eksempler på på auktionen, som ventes at blive fulgt opmærksomt fra ind- og udland.

Omkring halvandet år efter, Eckersberg var vendt hjem fra sine lange ophold i Paris og Rom, blev han udnævnt til først professor ved og siden direktør for Det Kongelige Danske Kunstakademi. Her havde han blandt sine elever så betydelige navne i guldalderen som Martinus Rørbye, Christen Købke og Constantin Hansen - og også nogle af deres malerier er med på den kommende auktion i Bredgade.

»Danske kunstinteresserede har længe været opmærksomme på guldalderperioden,« siger Martin Hans Borg, der er afdelingsleder i auktionshuset med særligt ansvar for ældre kunst. »Tilbage i 1980erne blev der imidlertid afholdt flere guldalderudstillinger på museer i USA, hvilket var med til at øge samlerinteressen i udlandet, også fremover.«

»I 2004 fik vi således verdensrekorden på C. W. Eckersbergs »Søestykke forestillende adskillige Købmandsskibe som krydser med alle Sejl« fra 1827 med hammerslag 5,2 mio. kr. I 2012 fik vi hammerslag 3,4 mio. kr. på et værk med motiv fra Rom af C. W. Eckersberg. Det blev solgt til the Metropolitan Museum i New York, der i de senere år har vist os stor interesse. På den baggrund har vi positive forventninger til vores kommende guldalderauktion i november.«

Ikke forbeholdt kunstretningen

Som regel afgrænses guldalderen til første halvdel af 1800-tallet. Og på det tidspunkt, da den fandt sted, var vi slet ikke klar over, at den overhovedet hed guldalderen. Det var først noget, vi fandt på, årtier efter, den var slut. Men guldaldre er heller ikke begreber, der er forbeholdt maleriet i Danmark i en del af det 19. århundrede.

Guldalderen er også - og det er nok derfor begrebet er så brugbart - betegnelsen for en periode tidligt i menneskehedens historie, hvor alting var godt og sandt og rigtigt, som det omtrentligt hedder hos Ovid, og menneskeheden derfor ikke behøvede nogen til at bestemme over sig eller afgrænse sit liv. Også i nordisk mytologi er der en guldalder, hvor alt er godt og sandt og rigtigt. Siden kom alle ulykkerne. Måske er guldaldre blot myter, når det kommer til stykket.

Guldalderen har såmænd heller ikke været så uopslidelig. Mange af dens hovedpersoner blev siden i nogen grad fortrængt af andre retninger og af en ny tids syn på, hvad kunstidealet var.

Guldalderen blev efterfulgt af en stille periode i dansk kunst, hvor det mestendels var efterklange af storhedstiden, der prægede scenen. Men fra 1880erne kom Skagensmalerne brusende gennem landskabet med nogle friskere syn på naturen og hverdagslivet hentet helt fra spidsen af Jylland, der dengang virkelig lå langt væk fra hovedstaden.

Siden dannede både malere fra Fyn og Bornholm skoler i dansk kunst, og for omkring hundrede år siden begyndte de første modernister at ryste grundopfattelsen af, hvad kunst kunne være. Siden skulle det kun blevet meget værre, og i perioder har guldalderen været lidt glemt men ikke gemt, for billederne blev ved med at insistere på deres kvaliteter rundt om på landets kunstmuseer.

Dansk identitetshistorie

Guldalderen har også været udskældt. For eksempel fordi den gav et idylliseret og (små)borgerligt billede af Danmark. I begyndelsen af årtusindeskiftet - det var så i Anders Fogh Rasmussens regeringstid - undrede en svensk kulturredaktør sig såre over, at en præsentation af guldalderen på Statens Museum for Kunst ikke »havde skabt en stormfuld debat«, således som det ville have været tilfældet i - forstod man - store kulturnationer som Sverige, Tyskland, Frankrig osv.: »Tager danske kritikere og kulturjournalister deres egen nationale identitet for givet i en sådan grad, at de ikke ser behov for en diskussion, når denne identitet slås fast med søm på væggen i en af landets dominerende kulturinstitutioner?« skrev redaktøren.

Det skal såmænd nok passe. Udover de indlysende kunstneriske kvaliteter er guldalderbillederne blandt andet blevet så mange, så rige og så storartede, fordi de indskriver sig som en del af den danske identitetshistorie.

Ikke at inspirationen ikke kom udefra, for det gjorde den, og det bedste i dansk kunst er altid blevet til i et samspil med udlandet. Guldalderens store skikkelser var for eksempel i Rom.

Siden var det Paris, der blev den europæiske (og resten af verdens) førende kunstmetropol, og i midten af det 20. århundrede skiftede balancen mellem Europa og USA, og New York blev kraftcentret i moderne kunst. Düsseldorf og Køln og siden Berlin har været vigtige byer for vor egen tids danske kunstnere. Sammen med London; så igen nogle af de store amerikanske byer, og efterhånden også Kina.

Da guldaldermalerne kom hjem, havde de nok motiver med fra Italien, men de malede og tegnede også den danske virkelighed. Sådan som de gerne ville have, at den så ud. I takt med alle de katastrofer, der ændrede Danmark i 1800-tallet, blev det mere påtrængende og eftertragtelsesværdigt at gengive landet - det vi havde tilbage - så smukt og sødmefuldt som muligt.

Ikke mindst kunsthistorikeren N.L. Høyen, landets første af slagsen, der besad vigtige poster i den unge danske kunstinstitution - Akademiet var blevet oprettet i 1754, Thorvaldsens Museum, landets første kunstmuseum, blev først opført i 1840erne, og de kongelige samlinger blev foreløbig vist på Christiansborg - spillede sammen med andre nationalliberale en vigtig rolle i at motivere kunstnerne til at dyrke det nationale gennem skildringer af landskabet, af borge og slotte og af historien.

Krig og blomstrende kultur

Denne romantisering af den glorværdige danske forhistorie havde som en fanfare indledt århundredet med Oehlenschlägers - stærkt suggestive, egentlig nærmest filmiske - digt, »Guldhornene«, inspireret af et nyligt tyveri af de to nationalklenodier, guldhornene, dateret til omkring år 400.

Men digtet hyldede først og fremmest de »gamle gamle Hensvundne Dage!/ Da det straalte i Norden,/ Da Himlen var paa Jorden«. Når guldhornene forsvandt, var det, fordi guderne ikke mente, vi værdsatte eller forstod artefakternes egentlige betydning og dermed bindeleddet til fortiden.

Og ligesom digtet, der var stærkt inspireret af tysk romantik, billedliggjorde vores stolte fortid, gjorde guldaldermalerne det gennem deres skildringer af tidligere tiders gravhøje, af både det danske urlandskab og det opdyrkede, kultiverede landskab, af kongernes slotte og adelens herregårde men også af den bedsteborgerlige idyl, der til syvende og sidst måske var det bedste værn mod den omverden, vi efterhånden ikke havde så gode erfaringer med.

Det 19. hundrede blev i dén grad identitetsskabende for nationen, og oplevelser og erfaringerne fra nederlaget og af sårfeberen, som Herman Bang skrev om, rakte meget langt frem i tiden. Gør det på sin vis stadigvæk.

For som nævnt gik det ikke så godt for Danmark i 1800-tallet. Næppe havde vi i århundredet tidligere omsider udkæmpet vores sidste krig med svenskerne, ophævet stavnsbåndet og opnået en florissant tid, hvor handlen med slaver i øvrigt også blev forbudt, før det gik galt igen.

Danmarks alliancer med Sverige og Rusland vakte vrede i England, der angreb København i 1801 og 1807. Sidste konflikt medførte tabet af flåden, der havde bidraget til Danmarks position i Europa. I 1813 gik landet fallit.

Ved fredsaftalen i Kiel året efter, der for Danmarks vedkommende markerede afslutningen af Napoleonskrigene, måtte Danmark afstå Norge. Senere i århundredet kom så krigene med Tyskland, der også betød landafståelser og resulterede i, at Danmark endegyldigt blev reduceret til en småstat i Europa.

Og mens alt dette skete, blomstrede kunst og kultur som ingensinde tidligere i København. Indenfor teatret og balletten, i litteraturen og i billedkunsten.

Stadig mere populære

Udover Oehlenschläger, hvis stjerne i øvrigt dalede, var det skikkelser som H.C. Andersen og Søren Kierkegaard, der ragede op over samtiden, foruden Grundtvig og B.S. Ingemann, der bidrog til at styrke optagetheden af fortiden - og også romantiserede den.

Bournonville revolutionerede balletten, og der opstod en national tradition på Det Kongelige Teater. En del af klassicismens København, der stadig tegner konturerne af den indre by i hovedstaden, blev tegnet af Harsdorffs elever, efter den store danske arkitekt selv med sit hus ved siden af Kunstakademiet på Kongens Nytorv havde opført idealbygningen i korrekt størrelse.

Der var store naturvidenskabelige opdagelser i tidens København - blandt andet af H.C. Ørsted - og så lykkedes det forresten at afskaffe enevælden og få indført en grundlov uden blodsudgydelser. Modsat de dramatiske omvæltninger i andre europæiske lande.

Bertel Thorvaldsen, der var taget til Rom i slutningen af 1700-tallet, blev en af de mest anerkendte billedhuggere i Europa, og hans museum med Jørgen Sonnes frise af den heltemodtagelse, Thorvaldsen fik ved sin hjemkomst i 1883, er nærmest det perfekte monument over guldalderen, der da også, da museet blev bygget, var ved at rinde ud.

Og så var der malerne: Københavnerskolens malere er ikke kendetegnet ved realisme, sådan som vi skulle opleve begrebet senere. Men ved en idealiseret virkelighedsskildring med stor omhu for detaljen. Og hvordan den kunne både indgå og korrigeres, så kompositionen blev perfekt og passede til det ofte klare lys og de stærke koloristiske skildringer af verden. Som den burde være.

Måske er det også derfor, guldalderens billeder bliver stadig mere populære.