Jeg havde ikke set det komme. Dagen efter europaparlamentsvalget stødte jeg tilfældigvis ind i en nabo fra mit kvarter. En kvinde i begyndelsen af 30erne med uddannelse, bolig og livsstilsinteriøret i orden, der umiddelbart ligner én med interesse for verden omkring sig. Lige foran næsen på mig foldede hun sig ud som sofavælger - en af de mest provokerende typer i min bog. Det værste var dog hendes åbenlyse mangel på skam.

»Nå, var du også henne på skolen og stemme?,« lød min lettere uopfindsomme indgang til den samtale med naboen, der ville give enhver opstillet politiker akut migræne.
»Næh, jeg sov længe,« lød hendes svar, serveret helt uden tøven.