Nathalie Ostrynski: »Der er noget løgnagtigt over alle de yogatimer, mindfulness-retreats og pilateskurser«

Foto: Søren Bidstrup

Det havde ellers været en rolig yogaklasse. Vi havde ikke lavet andet end at strække ud i en time til den særlige, oversarte lyd af yoga-musik. Med slappe ansigtsfolder havde vi netop taget den sidste dyyyybe vejrtrækning, da et lille, men symbolsk hverdagsdrama gik ind i første akt.

En kvinde iført heldragt sad foran mig i skrædderstilling med opadvendte håndflader på sin egen medbragte yogamåtte. Hun var helt nede i gear med summende vejrtrækning og blev siddende, selv om underviseren havde sagt tak for i dag.

Hele timen igennem havde hun levende prustet, stønnet og suget luften godt ind i øvelserne, men lige meget havde det åbenbart hjulpet. Da en anden kvindelig yogaelev med hurtige skridt gik ind over hendes måtte, vågnede den indre løve. Hun vrissede højt efter den formastelige:

»Gider du godt lade være med at trampe på min yogamåtte? Det er ikke første gang, du gør det. Nu finder jeg mig altså ikke i det. Jeg har fanme fået nok.«

Sikke en vidunderlig, paradoksal scene, tænkte jeg, imens jeg fra måtten betragtede den eskalerende konflikt mellem de to midaldrende kvinder i træningslokalet. Her havde vi lige været i zen, og nu løb de to kvinder hurtigt op af konlikttrappen. Det var blevet showdown-tid i yogaland, men en yogamåtte er ikke et særligt brugbart våben.

Kvinderne stod ansigt til ansigt og hvæsede i stedet den ene spydighed efter den anden i hovederne på hinanden. Mens den oversarte musik stadig kørte, og vi andre rystede kroppen tilbage i en mere vågen tilstand.

Mere ro, tak!

Der er noget løgnagtigt over alle de yogatimer, mindfulness-retreats og pilateskurser, vi i disse år strømmer til. Alt det, der skulle få os til at trække vejret helt ned i maven og skabe en bedre, afbalanceret version af os selv. Vi køber løs af måtter, duftlys og rolige stunder, vel vidende, at efter alle de dybe vejtrækninger sætter vi os ind i bilen og haster videre mod den næste opgave, der ligger i kalenderen.

Vi ved, at der skal mere til, hvis vi for alvor vil ned i en vegetativ tilstand af evig mildhed og smil på ansigtet. Men hvis vi reelt nåede dertil, ville vi så kunne holde det ud? Ville vores knarvorne jeg alligevel ikke titte frem?

Sindbilledet på os danskere er skrevet med den sorte mavesurhed, vi holder alt for meget af. Meget kan verden byde os, men hvis nogen kommer lidt for tæt på, råber vi straks op. Om det er hækken ind til naboen, kofangeren på vores bil eller vores børn på cykelstien, er vi der straks med en vrissen bemærkning – selv yogadamer kan åbenbart få nok.

Stressede render vi rundt og forsøger at holde samling på det hele, men midt i halvmaraton-hastigheden er der altid overskud til at kaste en vandballon fuld af eddikesurhed mod vores medmennesker med beskeden om: Må du også have en rigtig dårlig dag.

»Slap dog for helvede af, du har lige været til yoga!« lød det til sidst fra den anklagede forbryderske. Hun samlede resolut sine ting op og trampede gennem lokalet, mens hun fnøs. Jeg er tilbøjelig til at give hende ret. Nogen burde lære at tage en dyyyyb indånding.