Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
»Man kan blive forført af glitteret og store fester, men når man så igen er alene, opdager man, at man ikke har talt med én eneste person på nogen som helst meningsfuld måde,« siger Natalie Portman:
Stjernen spiller med i Terrence Malicks biografaktuelle »Knight of Cups« (se anmeldelse på siden overfor, red.), et billeddigt om Hollywood med en historie om en disillusioneret manuskriptforfatter og hans forhold til forskellige kvinder.
Portmans karakter deltager i Hollywood-fester, der tangerer romerske orgier i dekadence og overflod, og hun fortæller, at hun selv har været med til fester af helt samme kaliber, men at det overfladiske er en del af helhedsbilledet i hendes branche.
»Det sker dog også, at jeg er til en fest i Los Angeles og støder ind i en kunstner, som jeg respekterer højt, og som jeg så ender med at bruge hele aftenen sammen med. Så overflade og indsigt bliver blandet på en måde, der kan være ret udmattende,« siger Natalie Portman, som Berlingske møder i forbindelse med »Knight of Cups«-premieren på filmfestivalen i Berlin.
Her fortæller hun også, at hun under optagelserne til »Knight of Cups« kun kendte til dele af den film, som Terrence Malick ville skabe.
»Han fortalte mig ret meget om den relation, som jeg har til Christians (Christian Bale, red.) karakter, men jeg vidste ikke noget om, hvordan det forhold passede ind i den større historie. Med det udgangspunkt handler det om at kunne stole på hinanden og være åbne for ideer under optagelserne,« siger Natalie Portman.
Værdier af tvivlsom beskaffenhed
Hun ser »Knight of Cups« som en film om »det moderne dilemma«, hvor tilfredsstillelsen jages i form af rigdom, berømmelse eller anerkendelse, selv om vi godt ved, at det er værdier af tvivlsom beskaffenhed.
»Alligevel fortsætter vi jagten, for vi ved ikke, hvad vi skal sætte i stedet,« siger skuespilleren, der slog igennem som 11-årig i hitman-fantasien »Léon« og fik stjernestatus efter sin rolle som Amidala i tre stjernekrigsfilm. Rollen gav hende samtidig det samme tvivlsomme omdømme, som flere af skuespillerne i de brogede rumeventyr har måttet trækkes med.
Spørgsmålet er dog, om det har bekymret hende så meget. Da der var verdenspremiere på den første af de tre nyere stjernekrigsfilm, »The Phantom Menace«, foretrak hun at læse til eksamen på universitetet frem for at blive vist frem på den røde løber.
Siden har hun været omhyggelig med at plukke roller ud, der interesserede hende personligt, herunder rollen i Darren Aronofskys balletdrama »Black Swan«, som hun forberedte sig til med et halvt års intensiv dansetræning.
Hun har også gradvist kantet sig ind på andre opgaver, såsom at producere og instruere. Som producer har hun netop færdiggjort zombiefilmen »Pride and Prejudice and Zombies«, og sidste år var der premiere på hendes spillefilmsdebut som instruktør.
Desuden er samarbejdet med Terrence Malick fortsat efter »Knight of Cups«, og i Berlin benytter Natalie Portman lejligheden til at gøre lidt reklame for deres ny fælles projekt: »The Seventh Fire«, der er en dokumentarfilm om kriminelle native americans, som hun er executive producer på.
»Og der er for så vidt en parallel mellem »Knight of Cups« og »The Seventh Fire«,« siger hun.
»Alle kan være amerikanere«
»Begge kan siges at handle om at miste forankringen til traditionen og de værdier, der ligger i den. Men traditioner kan både være en velsignelse og en forbandelse. Det ser jeg også i Frankrig, hvor sådan-har-vi-altid-gjort-tankegangen forhindrer forandringer. Til gengæld har franskmænd en meget stærk fornemmelse for, hvem de er. I USA er der ingen konsensus om, hvad det vil sige at være amerikansk. Alle kan være amerikanere, hvad der jo egentlig er vidunderligt, samtidig med at vi har den der rodløshed.«
En tilstedeværende israelsk journalist mener, at det samme er tilfældet med den jødiske kultur. Han spørger Natalie Portman, der er født i Israel, hvad hun mener om dét.
»Det er jeg meget uenig i. På trods af alle konflikter og århundreders forfølgelse har jøder holdt fast i deres identitet. Israel er dog et af de steder i verden, og det vil nok overraske nogle, hvor det er mindst påfaldende. Verdens mest sekulære jøder finder du i Israel.«
Natalie Portmans egen nye film, der tager udgangspunkt i den israelske forfatter Amos Oz’ selvbiografiske roman »En fortælling om kærlighed og mørke«, fik blandede anmeldelser, men dog positive tilkendegivelser fra førende brancheblade.
Selv betragter hun først og fremmest opgaven som en oplevelse:
»At instruere film er smukt og stressende, men det kræver en vis alder, da det blandt andet indebærer, at man har indsigt i, hvordan mennesker fungerer kreativt og socialt. Så kan man arbejde med dem og ikke mod dem. En instruktør, der slås med sine medarbejdere, kommer sjældent hjem med gode resultater. Så meget har jeg da lært.«