Narkokrigen er grusomhedens grænseland

En række nye spillefilm og TV-serier beskriver de mexicanske narkokarteller som civilisationens nulpunkt.

De amerikanske narkobetjente gør klar at krydse grænsen til Mexico i Denis Villeneuves biografaktuelle narkokartel-film »Sicario«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Fra filmen

»It went South.«

I USA hører man indimellem ovennævnte udtryk, der direkte oversat betyder, at »det tog sydpå«. Ifølge Internettet har udtrykket både forskellige betydninger og forskellige oprindelseshistorier. I de fleste tilfælde bruges udtrykket om situationer, der gik helt ad helvede til.

En forklaring på ordets oprindelse henviser til amerikanske indianeres forestilling om at sjælen rejser sydpå på sin vej til åndernes rige, mens andre mener, at udtrykket stammer fra Wall Street, og beskriver retningen på styrtdykkende aktiekurser, som i sydpå = nedad.

En tredje forklaring mener, at udtrykket stammer fra 1800-tallet, da lovløse i Texas kunne forsvinde til landet syd for floden Rio Grande. Mexico. Her kunne de skjule byttet, slikke sårene og drukne sorgerne i tequila og varmblodede senoritas. Syd for grænsen er der dog altid en slange i paradiset, hvad enten det drejer sig om sadistiske banditos eller gridske militærpersoner.

Det store tørre land mod syd har været et tilbagevendende element i talløse westerns fra John Sturges’s »The Magnificent Seven« og Sam Peckinpahs »The Wild Bunch« til Robert Rodriguez’ »Once upon a time in Mexico«. Og i det nye årtusind har Mexico fået en renaissance som udgangspunkt for film om kriminalitet af en særlig korrumperet og sadistisk karakter.

Siden 2006, da Mexicos præsident Felipe Calderón erklærede krig mod narkokartellerne, har det nordlige Maxico været skueplads for en grusom krig, hvis rædsler fiktionen dårligt kan hamle op med.

Således beskrev CNN resultaterne af et virkeligt narkoopgør i den ti år lange kartelkrig, der anslås at have kostet over 110.000 mennesker livet: »35 lig efterladt på en motorvej midt i myldretiden. En person hvis ansigt blev syet fast til en fodbold. Menneskekroppe puttet i tønder med saltsyre, og afhuggede hoveder, der bliver rullet ud på dansegulvene i tætpakkede diskoteker.«

Kaotisk ondskab

Kartelkrigens groteske realiteter er oplagte at benytte i spillefilm og TV-serier som en slags civilisationens nulpunkt, hvor menneskelige værdier er sat ud af spil i så ekstrem en grad, at det truer selve forskellen på sandt og falsk.

Som den gamle sherif, Ed Tom Bell. beskriver det i Coen-brødrenes »No Country for Old men« (2007), der foregår i grænselandet mellem USA og Mexico: »Den kriminalitet man ser i dag...man kan end ikke se hvad der op og ned i den. Jeg er ikke bange for den, men jeg bryder mig ikke om at sætte mit liv på spil for noget jeg slet ikke forstår«.

Den kaotiske ondskab er en del af den biografaktuelle »Sicario«, det seneste eksempel på en række nye film og TV-serier, der beskriver narkokartellerne, som den mest bestialske trussel mod civiliserede samfund, der nogensinde er set.

Emily Blunt, Benicio Del Toro og Josh Brolin spiller FBI-agenter, der tager alle midler i brug for at bekæmpe et narkokartel med base i den mexicanske by Juarez. Men man afslører ikke for meget ved at sige at operationen »tager sydpå« i en stor skala.

»Sicario« etablerer allerede i første sekvens, at det ikke er almindelige lommetyve som den idealistiske FBI-agent Kate Macer er oppe imod. Under en raid i Arizona, opdager hun, at et tomt hus har snesevis af henrettede ofre skjult i hule vægge, som en moderne katakomb. Dette er en fjende, der ingen midler skyer for at nå sine mål, og som hverken tynges af samvittighed eller ære.

Og da FBI-agenterne under eskorte kører ind i narkokrigens Ground Zero i byen Juarez, er den skildret som en ny kreds af Helvede, hvor parterede lig hænger i reb fra motorvejsbroer, og afhuggede hoveder ligger i gadernes støv.

»Traffic«

Med sin puertoricanske baggrund og sin fåmælte latino-machismo, var førnævnte Benicio Del Toro oplagt til at være en del af det fornemme cast i Steven Soderberghs »Traffic« fra 2000, som af mange betragtes som skabelonen for de sidste års talrige film om narkokartellerne.

Filmen skildrer med flere sideløbende historier narkoens vej fra producenterne i Mexico til brugerne i USA, med Benicio Del Toro som Javier, den stort set eneste rene mexicanske strømer i et område, der er bragt i knæ af narkoindustrien.

Efter at have bestået en manddomsprøve i form af en fingeret henrettelse i ørkenen, bliver Javier hyret af en mexicansk general, der angiveligt vil stoppe Obregon-kartellet, men som i virkeligheden blot hjælper Juarez-kartellet med at udradere konkurrencen.

»Traffic« beskriver kokainens vej til USA, hvor en højesteretsdommer (Michael Douglas) for første gang indser USAs omfanget af hjælpeløshed overfor narkotrafikken, da hans egen datter bliver afhængig af crack, det stærkt afhængighedsskabende derivat af kokain. »Traffic« var en af de første film, der beskriver narkokrigens gangstere og strømere som to parter, der i kraft af deres arbejdsmetoder og mangel på moral er blevet tæt på identiske.

I Ridley Scotts »The Counselor« fra 2013 er narkokartellet en usynlig, men nærmest diabolsk ondskab. Der hviler en ildevarslende stemning af fortabelse over filmens handling, hvori en advokat (spillet af Michael Fassbender) stikker en tå i narkostrømmen for at score en hurtig profit.

Forfatteren Cormack McCarthy opfandt til denne film en henrettelsesmetode, der nærmest kun giver mening i en verden styret af narkokartellerne: »Bolito’en« er en mekaniseret wireløkke, der langsomt og ustoppeligt garotterer sit offer.

Uhyggelig realistisk

Brugen af tortur er et fast element i kartelfilm, men er aldrig blevet beskrevet så kvalmende som i Amat Escalantes »Heli« fra 2013, der præger sit publikum som et mareridt, man ikke kan ryste af sig.

Første billede i filmen er en militærstøvle, der tramper på ansigtet af en mand, der ligger blødende på ladet af en pickup-truck. Kort efter bliver hans makker henrettet ved hængning, og liget afklædes og hænges nøgen fra en fodgængerbro, sådan som man kender det fra pressebillederne fra Mexicos kartelkrige.

Filmens hovedperson, »Heli«, forsørger i Nordmexico en kone og et spædbarn, og en tolvårig datter, Estela, der har et hemmeligt forhold til Beto, en syttenårig aspirant til et paramilitært korps, der bekæmper narkohandlerne.

Beto stjæler to pakker kokain, han har fundet i et narkolager, og som han vil forsøge at afsætte for at give sig selv og hans kæreste en ny start et andet sted. Han gemmer pakkerne i Helis vandtank, og kort efter bliver Heli, Estela og Beto selv bortført af narkogangstere. At narkobanden består af medlemmer fra Betos paramilitære korps vidner om det lovløse morads, som samfundet befinder sig i.

I en næsten ubærlig rædselsscene bliver Beto og Heli gennembanket og pint med benzin og ild af bandens bødler. Torturen udøves i et rum, hvor tre børn udtryksløse ser til, og en kvinde laver mad i et køkken ved siden af. Selvom volden er uhyggelig realistisk, og særligt den centrale torturscene overgår alt, hvad der tidligere er lavet af den slags, er der samtidig en sørgmodig menneskelighed i filmene, der utroligt nok også omfatter bødlerne.

Ved at placere de tre børn, der overværer og også opfordres til at deltage i torturen, viser instruktøren Escalante, hvordan volden systematisk integreres i menneskenes liv fra vugge til grav. Porten til Helvede står på vid gab.

For filmdokumentarister er kartelkrigen et oplagt, men livsfarligt arbejdsområde. På Netflix kan man stadig se Shaul Schwartz’ »Narcocultura«, der beskriver den mexicanske folkemusik, der hylder nutidens narkokonger, og som giver et indblik i den mentalitet, der får gangsterlivet til at tage sig ud som et positivt forbillede.

På den kommende københavnske dokumentarfilmsfestival CPH:DOX vil man kunne se Matthew Heinemans utrolige »Cartel Land«, der følger Dr. Jose Mireles’ græsrodsbevægelse mod kartellerne, men som samtidig viser, at det er så godt som umuligt ikke at lade sig korrumpere i Mexicos altødelæggende krig mod sig selv.

Bjerge af penge

Flere TV-serier er fulgt trop med at behandle kartellernes virale ondskab, og Netflix-serien »Narcos« er seneste skud på stammen. En amerikansk agent for Drug Enforcement Administration (DEA) er i 1980erne vidne til det colombianske politis kamp mod narkokongen Pablo Escobar.

Murphys arbejdsgivere i DEA tillader ingen anslag mod deres folk i marken, og da Medellin-kartellet torturerer en amerikansk politimand til døde, svarer USA igen ved at nedskyde og dræbe alle involverede gangstere. Om det så blot er Murphys huskat, der bliver slået ihjel som en advarsel fra Escobar til den amerikanske agent, må kartellet bøde med blod.

»Breaking Bad« kan ses som et studie i den menneskelige ødelæggelse, der vokser som skimmelsvamp på de pengebjerge, som narkohandlen akkumulerer. Den kræftramte kemilærer Walter White begynder at producere metamfetamin i sit eget laboratorium, og da han derved påkalder sig den mexikanske narkomafias opmærksomhed, er han nødt til at overgå dem med morderisk brutalitet.

Walter White er prototypen på kartelfiktionens helt, der lever efter den machiavelliske fingerregel, der tilsiger, at når du slår til mod din fjende, skal du slå så hårdt, at du ikke behøver at frygte hans hævn. Bundlinjen er imidlertid, at fjendens ondskab er så omfattende, at den besmitter alle den berører.

Walter White begynder sin kriminelle rejse »sydpå« for at kunne forsørge sin snart faderløse familie, men han ender med at være værre end kartellernes håndlangere. Og i en af de afsluttende sæsoner afslører han, hvordan indersiden af narkokriminalitetens ondskab kan se ud, da hans kone spørger ham, hvordan det kunne være kommet så vidt. Måske er det forklaringen på, hvordan man skaffer sig håb i de håbløses land.

»Jeg gjorde det for min egen skyld. jeg kunne li’ det. Jeg var god til det. Og jeg følte mig i live.«