Næsten tre ud af fire har det bedre efter en livskrise: »Man prøver at finde det positive i den situation, man står i, for at kunne leve med den«

Knap tre ud af fire danskere svarer i en ny Kantar Gallup-undersøgelse foretaget for Berlingske, at de har fået det lidt eller meget bedre efter en livskrise. Det overrasker ikke sorg- og krisepsykolog Mai-Britt Guldin, der blandt andet har forsket i det, der kaldes posttraumatisk vækst.

»Jeg har fået større selvindsigt.« »Jeg kender mig selv bedre.« »Jeg ved mere om, hvem jeg er, og hvad jeg gerne vil have.«

Sådan lyder nogle af de svar, som sorg- og krisepsykolog Mai-Britt Guldin får, når hun taler med mennesker, der har gennemgået en livskrise.