»Næsten lissom The Blues«

Den gamle mand og hatten er tilbage. Leonard Cohen fylder 80 år og udgiver sit 13. album. Berlingske har mødt maestro i London.

»Jeg har gennem alle årene forsøgt at finde et politisk ståsted, ingen kan afkode,« siger Leonard Cohen, der tirsdag mødte verdenspressen på den canadiske ambassade i London. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sony Music
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

LONDON: Han har taget morfar-hatten af. Ulasteligt klædt i mørk habit kommer han næsten let bukkende med hatten i hånden ind i konferencerummet. Ledsaget af bifald. I betragtning af at han fylder 80 år i overmorgen, forekommer han adræt med sin lille, slanke skikkelse. »Hello,« siger Leonard Cohen med malmrøsten og smiler, efter at The High Commissionaire på den canadiske ambassade her i London har præsenteret ham:

»Jeg vender tilbage om 36 minutter,« tilføjer Cohen og lister ud igen og ind i et tilstødende lokale. Derpå afspilles hans nye album, »Popular Problems« for de omkring 100 journalister fra 25 lande. Indledende med det messende åbningsnummer »Slow«: I’m slowing down the tune/ I never liked it fast/ You wanna get there soon/ I wanna get there last/ It’s not because I’m old/ It’s not the life I led/ I always liked it slow/ That’s what my momma said...

Efter afspilningen interviewes Cohen. På en lille forhøjning i konferencerummet. Her sidder han konstant iført sit næsten umærkelige smil ved hvert ord. Et let ironisk drag, der giver stort set alle udsagn dobbeltbund. 

»Jeg synes, det har en stemning af fortvivlelse og melankoli,« siger han om sit 13. studiealbum. Som om det skulle være nyt, når man at tænke. Så ser man hans djævelske glimt i øjet – selvironien.

Han er stadig vor mand, ham Cohen. Især når det gælder at udlægge netop fortvivlelse. Når melankoliens anatomi såvel som civilisationens, vores alles og ikke mindst hans egen dårskab skal sættes på vers. Leonard Cohens leg med apokalypse står fortsat skarpt som en ragekniv.

På »Popular Problems« hedder sangen om nogen »Almost Like The Blues«. En undergangssang, der tilmed swinger. Den er dansabel, nøjagtig som titelnummret på albummet »The Future« i sin tid. Berlingske får dog ikke spurgt hertil. Mikrofonen når, trods længe, højt oprakt arm, aldrig frem. Til gengæld stiller BBC et tåbeligt spørgsmål med henvisning til netop denne sang.

Angående dens tale om krig, sult og gudløshed: Har Hr. Cohen udgivet et politisk album? »Jeg har gennem alle årene forsøgt at finde et politisk ståsted, ingen kan afkode,« skælmer Cohen. Leonard Cohen svarer mest i korte, selvironiske statements i dag. Og har man ikke forstået, at krig, konflikt, sult, lidelser og nød i det cohenske univers er metaforer for, hvad der foregår i soveværelset, sindet, og selve eksistensen, har maestro tydeligvis ikke behov for at rette vildfarelsen. 

En israelsk journalist mener at kunne spore jødiske referencer i nogle af teksterne. Han spørger manden, der engang sang »I’m the little jew who wrote the bible«, om jødedom har nogen indflydelse på hans værk. Hvortil Cohen tålmodigt svarer, at han er vokset op i og har altid været meget bevidst om at tilhøre en jødisk familie. Det er et pressemøde om et nyt album, der udkommer på mandag.

Glæden ved det færdiggjorte

Men som altid med Cohen er det endnu et kapitel i bogen. Det er ikke ment som en fuldstændig fortælling. Leonard Cohens nye album har som det forrige, »Old Ideas«, og i øvrigt de seneste mange års udgivelser fortsat en elektroniske klangbund. Den er først og fremmest varetaget af medkomponist og producer Patrick Leonard. Genremæssigt er det gospel, blues og lidt country. Udført klinisk, næsten syntetisk, som en kontrast til Cohens dybe sangforedrag .

»Vi har ingen ambitioner om at genopfinde hjulet. Vi tager de formater, der er til rådighed og bruger dem. Pats palet er meget bred, og han bibringer de gamle former en betydelig portion nyt,« siger Cohen. Leonard Cohen og Patrick Leonard har oven på »Old Ideas« og nu »Popular Problems« fortsat samarbejdet med endnu et album, afslører digteren.

»Vi er langt inde i processen med det næste album. Det får titlen »Unpopular Solutions«,« hævder Cohen og taler næsten som om, at i hans alder skal man huske at fortsætte ting, når man først er gået i gang. Det handler mere end nogensinde om at færdiggøre ting.

»Jeg ved ikke, hvordan andre sangskrivere har det. Jeg har blot en taknemlighedsfølelse over at kunne fuldende noget. Det er det at færdiggøre noget, jeg virkelig værdsætter,« siger han.

Adspurgt direkte om han ved, hvornår et værk er færdigt, tyr digteren til litteraturen. Han citerer den franske digter Paul Valery: »Et digt bliver aldrig færdigt, men blot forladt.« 

Leonard Cohens skæmten med sit evige tema, afsked, forstærkes efterhånden for hver plade. Hvad enten han vinker farvel til livet i sig selv, viriliteten, ungdom i almindelighed, almindelig sund fornuft eller verden i den store apokalypse, er det med den vidende poets sarkastiske smil i hvert ord. Men det er også – ironisk nok – for at holde sig i live. Holde sig redebon til, hvad der måtte komme. Eksempelvis endnu en turné.

»Jeg kan godt lide livet på landevejen. Det er en del lettere end det civile liv. Det er lidt ligesom at være med i en motorcykelbande,« siger Cohen. Siden hans mangeårige kvindelige forretningsfører stjal hans penge, har Leonard Cohen været på konstant verdensturné.

Speed, buddhisme og cigaretter

I begyndelsen mod egen vilje. Siden med stor glæde og større publikum og indtægt end nogensinde før. Nu har han ikke tænkt sig at stoppe. »Der er det og så det at vaske op. De udgør i virkeligheden de eneste ting, jeg ved, hvordan man gør,« siger han.

Leonard Cohen fylder 80 år søndag. Han er en af de få ældre rockartister i verden, hvis alder ikke står som en selvmodsigelse. En mand, hvis udgave af rock’n’roll har karakter af visdom for tilhængerne modsat et lydspor til vildt, ungt blod. En britisk journalist gør opmærksom på, at Cohen for få år siden erklærede, at når han nåede 80, var det hans plan at begynde at ryge igen. Er det fortsat planen?

»Jeg røg gennem 50 år. Stoppede for 10-15 år siden. Jeg nød virkelig at ryge. Jeg tænker tit på det. Faktisk tænker jeg på det lige nu,« lyder det, hvilket får salen til at bryde ud i latter. Men hvordan skal 80-års dagen fejres? Leonard Cohen erklærer sig åben for forslag. I hans familie »fejrer man stort set aldrig noget«.

Hvilket giver den fordel, at glemmer man nogens fødselsdag, falder der ingen straf, påpeger han. Underforstået, at det vil heller ikke blive sådan i hans tilfælde.

»Men jeg tager måske en smøg,« lyder det fra manden, der som andre af sin generation og æt har haft diverse misbrug. Speed, mandrax, coke, syre osv.: »Mine åndelige og fysiske processer er så langsomme, at speed blot fik mig op i normalt tempo,« som han siger i Sylvie Simmons biografi »I’m Your Man«.

Afholdenhed har aldrig været Leonard Cohens stærke side. På bagsiden af et udleveret teksthæfte til »Popular Problems« er han tegnet i munkekutte. Med noget, der ligner en åbnet førstehjælpskasse foran sig. Det var dengang, digteren forsøgte sig som buddhist. Indtil han en morgen opgav at få kutten ud over sin morgenrejsning. Hvorpå han efterlod en note til sin læremester:

»Kære Roshi. Undskyld at jeg ikke længere er til nogen hjælp, jeg har mødt denne her kvinde... Jikan, den ubrugelige munk.« Det har altid været bemærkelsesværdigt, hvor meget liv der er i poeten, som i en menneskealder har flirtet med død og undergang. Leonard Cohen sagde engang til Berlingske, at han har et særligt sted. 

Et mentalt sted, hvor han går hen og konsulterer sandheden i en poetisk form. Heraf opstår kærligheds-sange, der kan få ældre mænd til at græde og kvinder til at dåne. At dømme efter »Popular Problems« findes stedet stadig. Hvordan det ser ud i dag? Om det er forandret, er der ikke tid til at spørge om. Den norske avis VG skal høre maestro, hvorfor han selv tror, han sælger mange plader i Norge og i Polen.

Hvilket Cohen mener skyldes, at hans familie oprindelig er polsk, og han selv havde en norsk kæreste engang. Som albummet rinder ud, efterlades lytterne dog i nåde. Trods al »fortvivlelse og melankoli«. Albummet rundes af i tro, håb og kærlighed med sangen »You Got Me Singing«: You got me singing/ Even though the news is bad/ You got me singing/ The only song I ever had...

Leonard Cohen efterlader forsamlingen på den canadiske ambassade med indtrykket af stadig at være stundesløst søgende. Efter at finde fred med verden. Og med sig selv. Som han og verden er. Leonard Cohen forlader lokalet som han kom ind. Under bifald og med morfar-hatten i hånden. Uanvendelig som munk. Hyldet som poet. Og selv tydeligvis mest tilfreds med samt lettet over, at han kan gå ud i Londons sensommeraften og atter lægge sit ansigt i en blød hats skygge.