Næste nødlanding var hans egen tilværelse

Luftkaptajn Stefan G. Rasmussen blev i 1991 udråbt som helt, da han nødlandede sit SAS-fly på en eng i Sverige og reddede alle 129 ombordværende. Siden har han haft en kort karriere som TV-vært, folketingsmedlem og foredragsholder. Et rigtigt arbejde er det dog aldrig blevet til igen. Ingen har stået i kø for at ansætte en helt.

Næste nødlanding var hans egen tilværelse - 1
Efter havariet ligger det store SAS-fly som en anskudt fugl på engen uden for Stockholm. Med halskrave og chok i blikket fortæller kaptajn Rasmussen om nødlandingen. <br>Foto: Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Det var tidlig morgen 3. juledag 1991. Temperaturen lå omkring frysepunktet, og sneen havde lagt sig som en hvid dug hen over Stockholm. Stefan G. Rasmussen tog automatisk bestik af vejrsituationen, mens han tog sin pilotuniform på. Han havde overnattet i Stockholm, fordi han allerede lidt i otte den morgen skulle flyve 123 passagerer fra Arlanda lufthavn til København.

Den 44-årige Stefan G. Rasmussen var en erfaren pilot. Han havde været pilot i 20 år og havde sågar en officersuddannelse i bagagen. Før sin tid som luftkaptajn i SAS havde han blandt andet fløjet jetjagere i militæret. Han elskede at flyve. Farten, friheden deroppe over skyerne. Elskede at sidde i sit cockpit og fragte passagerer fra et sted til et andet. Han lod altid døren til cockpittet stå åben under flyvningen, fordi hans kone, Annette, havde sagt, at det indgød tryghed hos passagerne. Specielt hos dem med flyskræk som hende selv.

Klokken lidt i otte manøvrerede han sit SAS MD80-fly ud på landingsbanen. Flyet slap jorden - og så kom lyden. En ukendt lyd. Der var gået syv sekunder af flyvningen.

Fadervor og kolde fødder
Han bladrede lynhurtigt sin indre videnbase igennem. Adrenalinen pumpede nu i hans krop, sleb han sanser knivskarpe. Et lyshav oplyste cockpittet, instrumenterne gik amok. Så døde højre motor, dernæst venstre.

Et minut og 15 sekunder var passeret, og der blev alt for stille. Stefan G. Rasmussen kneb sig mentalt i armen. Havde han en pilots nightmare? Nej, han var her. Midt i kaos. Flyet lå nu i en kilometers højde, som en lydløs jernfugl inde i de mørke skyer. Han besluttede sig for at forsøge at holde flyet svævende så længe som muligt. Det var en simpel løsning, men sådan er han. Han har altid forsøgt ikke at komplicere tingene. Eller som hans overordnede på flyvebasen i Phoenix, Arizona, hvor han gik på flyveskole, havde formuleret det: »Kiss! Keep it simple, stupid!«

Han råbte ud til stewardesserne, at de skulle informere passagerne - og lod stadig døren være åben. Der var ingen, der skreg eller råbte. Med et fast greb om roret fik han nu flyet til at svæve ned gennem skyerne i en lige kurs for at vinde tid, hvilket også betød, at Arlandas landingsbane var uden for rækkevidde. Han gennemlevede sit liv på et splitsekund.

De svævede i to et halvt minut, og pludselig var flyet ude af skyerne. En lille sneklædt eng åbenbarede sig, måske kunne det alligevel lade sig gøre? Med en kortdistancelanding, som han havde gjort det i sin tid i militæret med DC3-flyene. Ned på jorden og så stop!

Flyet ramte træerne, og han slap livet, kunne ikke gøre mere nu. Et øjeblik, han aldrig glemmer, fordi alt og intet blev til noget rart i sig selv. Han bad sit Fadervor.

Uendeligheder senere stod flyet stille med maven begravet i jorden, knækket i tre dele. Som en robot rejste han sig, tog sin kaptajnkasket på og begyndte at hjælpe de chokerede og grædende passager ud. Snart stod alle 123 passagerer og seks besætningsmedlemmer på den mørke eng, uskadte. Han vidste endnu ikke helt, om han var til, men det var han nok. Han frøs i hvert fald på sine fødder i de tynde lædersko. En helikopter bragte ham ind til det nærmeste sygehus. Han blødte fra hovedet og lugtede af brændstof.

»Den her kommer til at slå hårdt, Rasmussen,« sagde han til sig selv og brød sammen.

Heltens lod
Og det gjorde det. Slog hårdt. Selv om der er gået næsten 14 år siden den skæbnesvangre decembermorgen, bliver den nu 58-årige Stefan G. Rasmussen stadig dybt bevæget, når han fortæller om de få minutter, der i offentligheden gjorde ham til en ombejlet helt. Og som ændrede hans liv totalt. Han husker enhver detalje, har gennemlevet dem tusindevis af gange.

»Selv om jeg er stolt af det, jeg gjorde dengang, har livet ikke været nemt siden. Jeg blev fritstillet som pilot i en alder af 44 år med titlen »helt«, og det har sgu ikke været nogen ønskestilling. Ingen har stået i kø for at ansætte mig. Heller ikke fra luftfartsbranchen. Folk har måske ment, at jeg var for overkvalificeret. At man ikke kan sætte en luftkaptajn til at lave almindelige ting i en virksomhed. Men jeg er jo bare et almindeligt menneske, der har haft en meget ualmindelig oplevelse,« siger Stefan Rasmussen, mens han viser rundt i sin villa i Frederikssund.

Han stopper op ved sin »minde-væg« - indrammede fotografier af hans liv. De fleste er fra perioden efter ulykken. F. eks. fra det direkte, TV-transmitterede pressemøde efter ulykken i 1991, hvor en grådfyldt Stefan G. Rasmussen iført støttekrave fortalte om ulykken for første gang. Billedet af en smilende Stefan G. Rasmussen, da han modtog Ridderkorset for sin heltegerning. Og sammen med Jacob Haugaard og Erling Olsen fra tiden som konservativt folketingsmedlem i 1994-96. Endnu en drømmekarriere han bl.a. måtte opgive, fordi de psykiske efterdønninger af ulykken var for store. Han fik i kølvandet af hændelsen diagnosen »posttraumatisk stress« og spenderede adskillige timer hos psykologer for at få has på sine angstsymptomer.

Byråd og golf
I dag plejer han sine politiske interesser som byrådsmedlem i Frederikssund kommune, men han lægger ikke skjul på, at det stadig ærgrer ham, at han kom i Folketinget så hurtigt efter ulykken.

»Jeg var ikke klar til opgaven dengang, og jeg nåede ikke rigtig at få vist folk, at jeg var andet end ham luftkaptajn-helten. Jeg var bevidst om, at jeg kunne bruge min kendthed til at komme i Folketinget, men jeg håbede også, at det ville blive mit politiske arbejde, der kom i fokus,« siger Stefan Rasmussen, der i 1992 kort nåede at være vært i TV-programmet »Hverdagens Helte« på TV 2. Samtidig udgav han bogen »Det gælder dit liv«, der handler om hans liv og erfaringer før og efter flystyrtet.

»Ud over det politiske arbejde har jeg brugt meget tid på at holde foredrag, men det er stilnet lidt af nu,« siger han, mens han klapper en af sine otte, tamme karper i den lille sø i haven, som han selv har anlagt. Han ligner sig selv fra dengang, han blev hele Danmarks helt. Eneste forskel er, at håret nu er kortere, mere gråt, og livvidden nogle centimeter større.

»Når jeg ser på det i dag, så har flystyrtet givet mig mange fantastiske oplevelser, jeg ellers aldrig ville have fået. Det ændrede også mit livssyn. Jeg føler, jeg fik en ekstra chance og lærte at værdsætte livet mere. Men kendtheden og medie-virakket var svært at håndtere. Jeg har følt Janteloven på tætteste hold, og folk har beskyldt mig for at bade i opmærksomheden. Det er ikke sådan, det er, og jeg forstår ikke den misundelse. Jeg hverken er - eller har nogensinde forsøgt at leve op til - det stereotype billede på en helt. Jeg græder let, som jeg også viste dengang, og jeg har f.eks udtalt mig offentligt om, hvad man kan gøre, hvis man har vandladningsproblemer. Det er da antihelte-agtigt og ikke særligt mandigt. Jeg har hele tiden gjort det, jeg har følt har været rigtigt. Og jeg fortryder ikke noget af det til trods for, at det nok har haft konsekvenser.«

Selv om Stefan G. Rasmussen ikke kan skjule den bitterhed, der ligger som et af lagene hen over hans heltestatus, står han hver dag op med et af sine karakteriske smil på læben. Hans tilgang til livet er positivt - lige meget hvad. Når han ikke holder foredrag eller sidder i byrådssalen, finder han glæden ved at dyrke sine to store lidenskaber - at spille golf og nusse i haven.

Den tredje - lidenskaben for at flyve - lader han derimod forblive som en del af hans erindring. På godt og ondt.