I 2005 var den sydafrikanske forfatter Nadine Gordimer udsat for et groft røveri i det hus i Johannesburg, hvor hun havde boet det meste af sit lange liv.

Sammen med sin hushjælp blev hun slæbt op på husets 1. sal, og da hushjælpen skreg af angst, begyndte røverne at slå og sparke hende. Det gjorde den aldrende forfatter, der ellers tog situationen med knusende ro, så rasende, at hun råbte til røverne, at hushjælpen var gammel nok til at være deres bedstemor! Det stoppede mishandlingen, og de to kvinder blev låst inde i et klædeskab – og overlevede.

Da Nadine Gordimer i 2012 blev interviewet af sin britiske forfatterkollega Justin Cartwright og blev spurgt om overfaldet, svarede hun bl.a.:

»Jeg har begået mange fejl, men jeg har aldrig været bange.«

Det er en udtalelse, som virker troværdig. Gennem et langt liv kæmpede den spinkle, viljestærke kvinde med det kraftfulde ansigt modigt mod apartheidstyret i Sydafrika, og modsat mange andre forfattere og intellektuelle forblev hun trods chikane i landet, mens det brutale styre praktiserede sin racediskriminerende ideologi.

Søndag døde Nadine Gordimer fredeligt i Johannesburg, 90 år gammel, med sin søn og datter ved sin side. De mistede deres mor, og verden mistede en af sine store forfattere.

Nadine Gordimer begyndte at skrive allerede som teenager, og hendes forfatterskab tæller 15 romaner, der er blevet oversat til 40 sprog. Flere af dem er kommet på dansk, bl.a. »Min søns historie« (1991), »Ingen at følges med« (1996) og »Et andet land« (2001).

Hun var medlem af Nelson Mandelas antiapartheidorganisation, ANC, og kæmpede imod racediskrimination. Apartheids indflydelse på mennesker i Sydafrika var et hovedtema i hendes bøger, og også efter styrets ophør spillede apartheid en rolle i hendes romaner, fordi historien ikke forsvinder, men bliver ved med at præge menneskers adfærd og tanker.

I 1974 fik hun den britiske Booker Prize, og i 1991, da apartheidstyret lå for døden, fik hun Nobel Prisen i litteratur. »En guerilla af fantasi«, kaldte den irske forfatter Seamus Heaney hende dengang.

En litterær verdensstjerne

Nadine Gordimer var en litterær verdensstjerne, og kigger man billedarkiverne igennem, kan man se hende sammen med forfattere som Salman Rushdie, Susan Sontag, Günter Grass og Toni Morrison for blot at nævne nogle få.

Den svenske forfatter Per Wästberg, medlem af det svenske akademi og formand for Nobelkomiteen for litteratur, var en nær ven af Nadine Gordimer siden 1959. Han boede i perioder hos hende og hendes mand i Johannesburg, og hun besøgte ham i Sverige. I en kronik i tirsdagsudgaven af Svenska Dagbladet fortalte han om sin sorg over at miste »en ven uden for Sverige, en søster, et forbillede«.

»Som hos ingen anden former hendes samlede værk sig som en dybdepsykologisk samfundskrønike. Hun har kortlagt Sydafrika som en moralsk slagmark. I hendes tekster ser vi historien tolket uden forenklinger og letkøbte forklaringer, og dér møder vi hende som Sydafrikas store arkivar og fyrpasser,« skriver han.

Forfatteren Niels Barfoed er en af de få danskere, der har mødt Nadine Gordimer. Det skete i 1993 ved en frokost på en restaurant i Klosterstræde i København sammen med hendes danske forlægger, Gyldendals litterære direktør Johannes Riis.

»Hun var en meget intelligent og hurtigt tænkende person. Meget sikker. Hun kunne kort og klart og uden omsvøb analysere den politiske situation i Sydafrika. Hun kiggede én an og tog stilling til, om man kunne tale med om tingene eller ej. Hun var ikke til smalltalk. Hun havde en karisma, som kom af hendes historie. Hun havde betalt en høj pris for at være anti-apartheid-forfatter,« siger Niels Barfoed, der dengang var formand for Dansk PEN, som hjælper forfulgte forfattere.

Spørger man ham, hvad der gjorde Nadine Gordimer til en stor forfatter, så peger han på hendes frygtløshed.

»Hun gik fuldstændig sine egne veje. Og under apartheidstyret, da det var mest barsk, betalte hun prisen for sit mod og sin egenrådighed ved at få hele tre bøger forbudt. Ja, frygtløs var hun. Det kunne man mærke på hendes udstråling. Men hendes bøger handlede meget om frygt – om frygten for statens terror, for den hævn, der ventede én, hvis man havde lagt sig ud med samfundet og konventionerne. Hendes bøger var selvfølgelig politiske – hvad ellers? – men ikke i udgangspunktet. Hendes fortællinger udgik altid fra hverdagen og de sammensatte karakterer, både sorte og hvide, hun skildrer. Hendes indfølingsevne var helt usædvanlig og satte hende i stand til at bryde raceskellets snærende psykologi og se selve den mere omfattende kultur, der taler igennem det enkelte menneske,« siger Niels Barfoed.

Et politisk aftryk i den private sfære

Lars Ole Sauerberg, professor i engelsk litteratur ved Syddansk Universitet, siger, at Nadine Gordimer var en førende forfatter målt med både en sydafrikansk og en verdenslitterær målestok.

»Hun var en stor forfatter og historiefortæller, og hendes engagement i apartheid har været en mægtig hjælp til, at Sydafrika har kunnet komme videre som nation. Hendes betydning kan dårligt overvurderes.«

Lars Ole Sauerberg pointerer, at de eksistentielle spørgsmål og etiske dilemmaer, personerne i hendes romaner kommer ud for, reflekterer den politiske situation i Sydafrika.

»Det, som karakteriserer hendes forfatterskab, er evnen til at efterlade et politisk aftryk i den private sfære – at man i Sydafrika ikke kan adskille det private og den politiske virkelighed. Samtidig har hun, som man ser det i romanen »The House Gun« (på dansk »Husvåbenet«), en evne til at bruge en konkret sydafrikansk situation til at diskutere et større etisk dilemma: Hvornår får man ansvar, og hvornår bærer man skyld?« siger Lars Ole Sauerberg.