Nabokrig i Jesu navn

I Arnborg syd for Herning har borgerne længe haft modvilje mod to kristne trossamfund, og op til årsskiftet flød bægeret over, da de hellige ville frelse byen fra dens LOKALE BORDEL. Nu er der tilsyneladende ro, men roen har mest karakter af en våbenhvile.

Maria har i otte år haft sin lille virksomhed i Arnborg. Da de kristne ville have hende væk, brød religionskrigen ud. Foto: Flemming Hansen Fold sammen
Læs mere

Selv om de tæller højst 1.000 sjæle med opland, har de det hele i landsbyen Arnborg lidt syd for Herning:

En sportshal, en Dagli'Brugs, en rundkørsel, en revy og et bordel, og som det sidste har de endda fået deres helt egen religionskrig.

I Arnborg er den fremherskende tro nu engang, at »ingen skal komme her og blande sig«, og den er i ugens løb blevet endeligt cementeret over for de lokale superkristne. I stedet for en djævleuddrivelse havde de forsøgt sig med en luderuddrivelse foran Arnborgs bordel, hvor Maria i de seneste otte år ellers i al fredsommelighed har taget sig af de mere kødelige behov.

Hun skulle ud, mente de kristne fra to lokale menigheder af Evangelist og Troens Ord, og derfor startede de en decemberdag en lovlig anmeldt demonstration uden for det gråpudsede hus med den diskrete indgang og en grøn signallampe i vinduet. For dem en naturlig forlængelse af det hjælpearbejde, som de og Jesus sammen udfører for at redde fortabte sjæle i land igen.

Men aldrig så snart havde de stemt i med en salme om, at »der er kun dig, Gud, kun dig« på afrikansk, før en gruppe af Arnborgs pæne borgere blev enige om, at nu var grænsen altså nået.

»Det var en urimelig chikane af Maria,« siger en af dem, Robert Simonsen.

»Hvis hun hang ud ad vinduet med attributterne og generede børnene, var det noget andet. Men hun har aldrig gjort nogen fortræd,« siger lagerekspedienten med henvisning til, at flere af hans naboer ikke engang kendte til bordellet, før de superkristne slog til imod det.

Gruppen af arnborgere startede derfor en moddemonstration. Med »Cigaretter og whisky og nøgne piger« som deres svar på de superkristnes salmer. Det var ikke Maria, men de hellige, der skulle ud af byen, mente de.

Hver dag sin demonstration og sin moddemonstration, der somme dage blev så opløftet, at politiet måtte køre ned fra Herning for at mane til orden.

Noget af en heftig udvikling i en vestjysk landsby, hvor det ellers var forårets konkurrence om den flotteste forhave og en invasion af dræbersnegle henne på Jens Provsts Vej, der konkurrerede om at være årets dramatiske højdepunkt.

Og Arnborgs lokale udgave af Maria Magdalene var stum af forbløffelse, for aldrig havde hendes forretning været genstand for så megen opmærksomhed, og det varede lidt, før det gik op for den 48-årige ugandisk-fødte kvinde, hvem der tordnede imod hende, og hvem der bare var imod hendes modstandere.

Pludselig havde hun 30-40 par stirrende øjne lige ind i sin lune stue, hvor hun ellers havde kunnet færdes uforstyrret i sit sparsomme arbejdstøj. Og så begyndte de at kontakte hende, de superkristne.

»De sagde, at de ikke ønskede mig her, og jeg blev faktisk bange for dem, for jeg vidste ikke, hvad de kunne finde på,« siger Maria og skutter sig under sit sjal, der kun næsten dækker hendes sorte trusser og BH.

»Så ville de købe mit hus for en million, men kun hvis jeg skrev under på aldrig mere at drive bordel og i stedet begyndte at arbejde for Jesus, som de sagde. I flere dage kunne jeg hverken sove eller spise, men jeg vil ikke sælge til dem. Jeg er kristen, men ikke på deres måde, og jeg er godt tilfreds med mit arbejde. Jeg vil i øvrigt heller ikke kunne få andet, når jeg hverken kan læse eller skrive,« siger hun og tilføjer, at det var grunden til, at hun i sin tid måtte opgive et tilbudt rengøringsjob på Viborg Sygehus.

»Jeg har aldrig fået noget fra det offentlige og betaler både moms og skat, som jeg skal, så lad mig dog være i fred.«

I torsdags blev Marias bønner så hørt. Både de lokale repræsentanter for Evangelist og Troens Ord trak sig tilbage fra bordellet, og arnborgerne kunne igen passe deres arbejde uden at skulle tage fri for at mod-demonstrere i tide og utide.

»Vi forregnede os omkring bordellet,« siger en skuffet Morten Pedersen fra Troens Ord.

»Vi har måttet sande, at folk i Arnborg vil beholde det.«

Et-nul til arnborgerne, men Robert Simonsen vil ikke glæde sig for tidligt.

»Det ville være naivt at tro, at vi er færdige med dem,« siger han og tilføjer, at han helst så dem forsvinde helt ud af byen med deres behandlingscentre og deres djævleuddrivelser.

Hellere et bordel end to sekter, hvis det stod til ham personligt, og han kan ikke skjule en gnækken, når han fortæller om vejskiltet, som nogle lokale havde stillet op nær de helliges behandlingscenter Vildekildegaard. Et trekantet advarselsskilt med små treforkbærende djævle og teksten »krydsende dæmoner«.

Måske en slags tilbagebetaling for dengang nogle af de hellige var taget på sjælefiskeri blandt byens ungdom, mens de voksne arnborgere holdt byfest.

Nu frygter Robert Simonsen og mange andre, at de hellige planlægger at overtage magten i deres by. Troens Ord har jo sat sig på den tidligere kro, mens Evangelist-bevægelsens folk ejer flere byggegrunde og ejendomme ud over Villekildegård.

»De vil ødelægge det fællesskab, som vi har kæmpet så hårdt for. De tager deres børn ud af børnehaven og vores lille skole, og så går vores by i stå,« siger Robert Simonsen.

»Vi var to familier, der i alt tog otte børn ud af skolen, fordi de blev holdt uden for fællesskabet,« medgiver Morten Pedersen fra Troens Ord. »Men vi bliver i byen, for vi oplever, at vi er kaldet til at være her.«

Men de får kam til deres hår, for arnborgerne er kampvante i religionskrig. Det er faktisk anden gang, de sætter sig for at banke Herrens selvudvalgte på plads. Sidst var i 1996, hvor de indremissionske lagde an til at vælte sognets grundtvigianske præst. Dengang mønstrede de en stemmeprocent på 96 til menighedsrådsvalget og beholdt deres præst. Ingen skal komme her og blande sig.

Denne gang har de garderet sig med et nystiftet anpartsselskab, Arnborg Invest, der skal opkøbe, hvad der måtte komme til salg af huse, før de hellige gør det. Der er flere huse i kikkerten, og der er en halv million kroner på vej ind i kassen, fortæller Poula Sørensen, der lige som 85 andre støtter sagen med 5.000 kroner.

»Økonomisk kan vi nok ikke hamle op med dem, men vi kan jo heller ikke bare lade det ske,« siger Poula Sørensen med henvisning til, at en af evangelisterne, David Klit, der oven i købet har boet i byen og drevet virksomhed gennem 15 år, er god for adskillige millioner og pønser på at bygge fire huse til narkomaner på sine fire tomme byggegrunde inde i Arnborg. Som tak for sidst i 2005 hvor seks arnborgere gik sammen og købte huset på Birkebækvej 5 for næsen af David Klit.

»Andre mennesker skal ikke bestemme, hvad jeg skal. De synes jo, det er i orden at hjælpe narkomaner, men det skal helst ikke foregå i deres by,« siger David Klit. Og undrer sig over, at han skal være byens mest udskældte person. »Måske er det misundelse over, at det er gået mig så godt - eller også udspringer det af, at jeg i sin tid var nødt til at fyre Robert Simonsens kone fra min virksomhed. Men vi er jo også ude i det mørkeste Vestjylland, hvor der er noget indgroet. Selv efter 15 år i byen er man stadig bare en tilflytter,« siger David Klit.

Nej, man skal ikke komme og blande sig i noget i Arnborg, for de kan godt selv. De har ved fælles anstrengelser bygget eller istandsat Arnborghallen, Dagli'Brugsen, spejderhuset og hjemstavnshuset, og selv en omfattende hjemmeside er det blevet til.

Og skal man tro den, bliver det næste måske »vores eget logo på rundkørslen. Et stort A, måske med en lillepige i rød kjole på en gynge«, hedder det på www.arnborg.dk

»Vi kan godt selv. Men det kræver, at man deltager helhjertet,« siger Robert Simonsen og erkender, at det er hårdt arbejde at sidde i inderkredsen. »Da mine børn gik i skole, sad jeg i skolebestyrelsen og mødte op til et utal af arrangementer. Det er jo sådan, at bare ungerne har samlet fire egeblade, bliver der indkaldt til forældresamling.«

Nu har Robert tid til andre gøremål for fællesskabet - til at demonstrere og skrive slagsange dertil og til at skrive tekster til Arnborgrevyen, der ikke kommer til at mangle stof i år. Han skal bare lige have fundet nogle gode rim på»de hellige«.