Naboer: Nej til Krøyers Plads-forslag

Politikerne på rådhuset er positivt over for det tredje forslag om bebyggelse af Krøyers Plads - men på Christianshavn er der utilfredshed

Bygherrens visualisering af projektet på Krøyers Plads på Christianshavn i oktober 2011. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

”Det er for højt. Det går ikke. Det er alt for meget.”

Lokaludvalget på Christianshavn er ikke imponeret af det nye forslag til byggeri på Krøyers Plads.

Mange håbede ellers, at tredje gang ville blive lykkens gang for en af de mest attraktivt og centralt beliggende byggegrunde ved Københavns Havn.

NCC, der er en af de store bygherrer på grunden, havde håbet det.

Arkitekterne bag det nye forslag havde håbet på det.

Og politikerne i Borgerrepræsentationens miljø- og teknikudvalg, der er positivt stemt over det nye forslag, havde håbet på, at nu ville det lykkes.

Men nej.

For højt

”Det planlagte byggeri er for højt. Det er næsten 50 procent højere end de omkringliggende pakhuse på det højeste punkt. Det går ikke. Det bør tilpasses omgivelserne. Det samme gælder byggeriets størrelse. Man har planer om at bygge 20.000 etagemeter på 10.000 kvadratmeter. Det er alt for meget,” siger Poul Cohrt til b.dk. Poul Cohrt er formand for lokaludvalget for Christianshavn.

De to foregående forslag til Krøyers Plads faldt netop på modstand fra navnlig lokalsamfundet. Først var der den hollandske arkitekt Erick van Egeraats spektakulære højhuse i forskellige størrelser. De ville have skabt et markant område i København - men forslaget, der bestemt også havde sine tilhængere, blev fejet af bordet efter en heftig diskussion i medierne.

Dernæst udarbejdedes et nyt og langt mere moderat forslag bestående af en fælles plan og individuelle huse fra Henning Larsens Tegnestue, Bjarke Ingels Group og Kim Utzon Arkitekter. De tre tegnestuer placerede hver et hus trukket tilbage på grunden i forhold til havneløbet, hvorved det ville blive muligt at etablere en større pladsdannelse ved vandet. Dertil kom flere mindre småtorve og promenader, bådpladser og trapper ned til vandet.

Byrum med torv og terrasse

Det nye forslag til Krøyers Plads består blandt andet af et par nye huse samt udvidelse af den eksisterende boligmasse i området.

Mellem de planlagte bygninger på selve Krøyers Plads foreslår GHB Landskabsarkitekter en række forskellige byrum af forskellig stemningsmæssig, visuel og sanselig karakter. Der er tale om såvel torv som plads og have, terrasse, allé og en promenade, der bringer området i tæt kontakt med selve havneløbet.

Blandt mulige kvaliteter i det nye forslag er også krav om, at der skal være forretninger i stueetagerne i nybyggerierne. Fraværet af forretninger plejer at være den første betingelse for at skabe et goldt byområde.

Forud for det nye forslag fra NCC og andre bygherrer i området har der været en række dialogmøder med lokalmiljøet, ligesom der har været nedsat en følgegruppe, hvor blandt andre Poul Cohrt har deltaget:

”Der har været to forløb tidligere på Krøyers Plads, hvor man ikke lyttede til lokalsamfundet. Det resulterede i, at der aldrig blev noget byggeri. Denne tredje gang er man startet godt med at inddrage og lytte til borgerne, men jeg er bange for, at man ikke har tænkt sig at følge det til dørs,” siger Poul Cohrt.

Den nye bebyggelsesplan for Krøyers Plads skal godkendes i Borgerrepræsentationen. Forinden skal der være en offentlig høring om byggeplanerne.