Når virkeligheden overgår fantasien

Læsernes Bogpris 2008 Peter Øvig Knudsen er dansk dokumentarisme, når den er bedst. Det har vi vidst længe. Med sine to bøger om Blekingegadebanden har han begået sit hidtil mest læste værk om danskere, der går langt over stregen. Læsernes bogpris: Stem her

Journalisten og forfatteren Peter Øvig Knudsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Als

En over 900 sider lang dokumentarisk beretning om en afart af dansk venstreekstremisme, dens historiske forudsætninger og dens kulmination i en kriminel bande, hvis medlemmer lignede nogen, man godt kunne gå forbi på en mørk vej uden at føle sig skræmt, men som under overfladen skilte sig radikalt ud fra såvel normaldanskere som almindelige kriminelle ...

Sådan en beretning er ikke noget, som hvem som helst bare lige sætter sig ned og skriver. Men journalisten og forfatteren Peter Øvig Knudsen, manden bag de to bind om Blekingegadebanden, er heller ikke hvem som helst.

Peter Øvig Knudsen havde øvet sig grundigt i kunsten at skrive langt, inden han gik i gang med sit hidtil mest ambitiøse og – skulle det vise sig – til dato mest sælgende værk. Flere bøger var det blevet til, inden de to bøger om Blekingegadebanden, kulminerende med to originale og tankevækkende beretninger om besættelsestiden: »Efter drabet« og »Birkedal« hvor forfatteren udnytter sin evne til at sammenfatte et stort historisk stof i fængslende beretninger om de mere betændte sider af danmarkshistorien.

Også her var de centrale aktører »almindelige« mennesker, der begik grænseoverskridende handlinger. Også her var der tale om bøger, der står som mønstereksempler på, at de bedste fortællinger om vores fælles fortid ofte skrives af folk, der ikke er faghistorikere.

Når journalistisk metode og fortælletalent går hånd i hånd, kan der ske underværker. Peter Øvig Knudsen er dansk mester i denne disciplin.

Her er historien om Blekingegadebanden i al kriminel korthed:

Overskrider næsten alle tænkelige regler
En gruppe stærkt venstreorienterede udvikler sig i løbet af 1960erne og 1970erne til en sekterisk celle, der har kontakt til friheds – og/eller terrorbevægelser over hele verden. (Hvornår der er tale om det ene, og hvornår der er tale om det andet, afhænger som bekendt af øjnene, der ser).

Medlemmerne af det, der senere skulle blive kendt som Blekingegadebanden, samles omkring eks- DKPeren Gotfred Appel i Kommunistisk Arbejderkreds (KAK).

Senere bryder de med læremesteren og danner Kommunistisk Arbejdsgruppe (KA), og op gennem 1980erne bygger den lille flok veluddannede, velfungerende og velbegavede danskere et net af falske identiteter og dæklejligheder omkring sig og begår en række spektakulære kup.

De overskrider næsten alle tænkelige regler, ikke for egen vindings skyld, men for at bidrage til de oprør i den tredje verden, som i deres optik var dér, hvor slaget skulle slås, og de runder af med røveriet i Købmagergades Postkontor, der afsluttes dybt tragisk med, at en ung politimand bliver skudt af et bandemedlem. Forbrydelsen bliver begyndelsen til enden for banden.

Nu sættes alle efterforskningsressourcer ind på at knalde de kriminelle. Men der skulle et politidrab til, før det blev alarmerende nok til, at der for alvor blev rykket.

Det hører nemlig til de mere opsigtsvækkende sider af historien, at PET i årevis har haft gruppen mistænkt, men konsekvent synes at have undladt at bistå det almindelige politi med det almindelige opklaringsarbejde.

Det lyder også som en lidt for listigt turneret kriminalroman, at det senest tilkomne bandemedlem, Carsten Nielsen, kører galt på Kongevejen i en bil, der i såvel bogstavelig som overført betydning rummer nøglen til opklaringen af Købmagergade-røveriet. Og er det ikke lige en tand for utroligt, at dette sker på et tidspunkt, hvor hans medsammensvorne står umiddelbart for at blive løsladt fra varetægtsfængsling, fordi politi og anklagemyndighed mangler håndfaste beviser?

Jo, da, det er virkelig langt ude, men det er jo dét, Peter Øvig Knudsens bøger gør: De minder os om, at virkeligheden meget ofte overgår fantasien, og de gør det ved omhyggelig fremlæggelse af fakta i form af en kølig, ikke-psykologiserende fremstilling og med en suveræn disponering af stoffet, der holder spændingen ved lige til det sidste, selv om man godt kender udfaldet.

Ikke sociolog eller idéhistoriker
Så vidt, så godt. Virkelig godt.
Man kan, mener nogen, kritisere bøgerne om Blekingegadebanden for noget, de ikke gør, og det er der nogen, der allerede har gjort en del ud af.

Peter Øvig Knudsens mange sider om Blekingegadebanden indeholder, ifølge disse kritikere, for få refleksioner over, hvordan og hvorfor banden ideologisk var en del af en stærkt politiseret samtid.

Bøgerne går ikke, påpeges det, i detaljer med, hvordan det i vide kredse var stuerent af føle en større eller mindre grad af sympati for terrorister, hvis blot disse var venstreorienterede.

Bøgerne går heller ikke, fremhæver kritikerne, nærmere ind på forholdet mellem den anti-zionisme, som store dele af venstrefløjen engang åbent vedkendte sig, og den anti-semitisme, som er en uhyggeligt nærliggende konsekvens af anti-zionismen.

Spørgsmålet er så bare, om denne kritik er relevant? Peter Øvig Knudsen er jo ikke sociolog eller idéhistoriker. Han er en journalistisk fortæller, der forholder sig til de fakta, der knytter sig strikt til den fortælling, han vil fortælle. Han holder sig til sagen, til selve sagen som er Blekingegadebanden og dens konkrete forudsætninger i KAK og KA.

Bøgerne udstråler fascination af Blekingegadebandens medlemmer, men ingen sympati med deres gerninger, og efter endt læsning har man i hvert fald oparbejdet en sund appetit på at vide mere om den ideologiske side af den venstrefløjsekstremisme, der var almindelig langt op i 80erne, og som var mere ekstrem og mere almindelig, end mange lidt yngre personer i dag gør sig forestillinger om.

Blekingegadebanden var denne venstreekstremismes mest ekstreme manifestation. Dens forbrydelser og dens tilblivelseshistorie har Peter Øvig Knudsen nu med beundringsværdig journalistisk grundighed lagt for dagen.

De, der kan og vil og tør, kan gå videre med historien bag historien om den ideologiske danske deroute. Der er nok at tage fat på.