Når vi spejder efter giganter

Arkivfoto. Vi har brug for giganterne. Mennesker, der rager op i det moralske landskab og giver os i middelhøjden noget at stræbe efter. Fold sammen
Læs mere
Foto: ALEXANDER JOE

Vi har brug for giganterne. Mennesker, der rager op i det moralske landskab og giver os i middelhøjden noget at stræbe efter. Ellers kommer vi nemt til at vælge de nemme løsninger og gå efter guldet i stedet for det gode. Eller vi glemmer, at vi har indflydelse og gennem vores handlinger hele tiden har muligheden for at leve i en stræben efter vores højeste idealer – og måske i bedste fald præge vores omgivelser i retning mod noget bedre.

Forskning viser, at jo dårligere vi tror, andre mennesker opfører sig, des dårligere har vi selv tendens til at opføre os. Så hvis vi bruger al vores tid på at betragte og væmmes ved dem, der sætter det moralske kompas efter laveste fællesnævner, risikerer vi at lade os præge i den retning, så der er god grund til at spejde efter det efterstræbelsesværdige.

Det er 18. juli, og giganten Nelson Mandela ville i dag være blevet 99 år, havde han endnu levet. FN har udnævnt dagen i hans navn, og opfordrer alle mennesker verden rundt til at benytte anledningen til at rette en særlig opmærksomhed mod, hvordan man kan gøre en positiv forskel i det samfund, man er en del af. Og der er rigeligt at tage ved lære af: at han tager kampen mod systemet på sig. Tror på at verden kan forandres. Han er endda klar til at ofre sit eget liv i håbet om at opnå et højere, mere retfærdigt gode.

Og sidst, men langt fra mindst, lyser hans evne til at tilgive det utilgivelige og på den måde forsøge at vise en vej for et land, som var ved at flå sig selv i stykker af retmæssig hævntørst. Ikke fordi han ikke var vred over de endeløse år bag tremmer, men fordi han var mere end det. Han ville have noget, der var vigtigere, rigtigere, større end sin egen hævn. Han ville have fred og frihed for sit land, og den slags altruisme finder man ikke for enden af en egoistisk hævn, hvor forståeligt behovet for den end måtte være.

Ja, når man kigger på giganterne, kan lyset falde på mange forskellige kvaliteter, alt efter timen, man står i, og øjnene, der ser. Og nu er det jo ikke os alle, der står i situationer, hvor vi kan kæmpe kampe i apartheid-størrelsesorden, men selv i sin hverdagstrummerum kan man låne en flig af giganternes forbillede.

Eksempelvis kan det være nødvendigt at tage kampen, stor eller lille, selv om man risikerer at tabe den. Hvis man vil leve et etisk liv, må man indimellem vælge mageligheden fra og minde sig om, at der er mere at hente i en tabt kamp for noget sandt end i at vende den overbærende kind til.

Og dernæst: skulle man vinde kampen, må man passe på den, man har vundet over. Omsorgsfuldt. Oprigtigt. Med målet for øje. Så alle i kampen kan komme nye steder hen og ikke bare bytter plads i en repetitiv koreografi, hvor man skiftevis holder den andens hoved under vand. For så genskaber man konstant det samme forkerte billede i stedet for at male et nyt med de farver, som drømmene er gjort af.