»Når vi er stive, er vi i live«

Fire rejseselskaber har i år sendt 15.000 unge til Bulgarien og Spanien for at FESTE IGENNEM i billig sprut. De modtages af unge guider, der får løn for at gejle de unge op med drikkelege. Og rejseselskaber fralægger sig ansvaret for unges sanseløse druk: »Vi skal ikke spille mor og far,« lyder det fra Uptours.

En ung charterturist har drukket sig fra sans og samling i Calella, Spanien 2005. Arkivfoto: Jeppe Carlsen Fold sammen
Læs mere

Søren Nepper tilbringer i år det meste af juli måned i noget så fredeligt som Føtex Radio/TV-afdeling på Frederiksberg. En skarp kontrast til hans arbejde sidste sommer, hvor det gik det anderledes hedt for sig, da han som guide for Dansk Ungdomsferie festede igennem med en busfuld unge gæster i Spaniens svar på syndens hule, Costa Brava-byen Lloret de Mar.

Hans 60 gæster var bristefærdige af energi og forventning om en uges fest og flirt, og den 21-årige guide havde et sikkert værktøj med i bagagen til at kitte de unge sammen: Alkohol.

»Vores opgave var at sikre, at gæsterne morede sig, havde det godt, og at der var tempo på. Vi havde vandgeværer, hvor vi sprøjtede ren sprut i munden på folk, og vi lavede stripshows og drikkelege, hvor folk skulle bunde deres glas,« husker Søren Nepper fra de pubcrawls, hvor det gik mest vildt for sig.

»Vi opfordrede folk til at drikke, men accepterede også, hvis de sagde stop. Folk fik et shot på hver af de fem pubber, men mange købte drinks ved siden af. Og der er godt med sprut i dernede, nogen gange 50-50, og det var ikke alle, der kunne styre det. Så nogle gange måtte vi hjælpe folk hjem, og enkelte måtte vi endda bære hjem,« husker Søren Nepper om sit arbejde som guide.

Unge, danske drukrejsende er blevet en klassiker, der på linje med alenlange vejrudsigter og dræbersnegle popper op i den bedste sendetid hver sommer. Om det foregår i nordjyske Løkken, græske Kos, spanske Lloret de Mar, eller som i år, også på bulgarske Sunny Beach og Golden Sands, er scenariet det samme: I tusindvis af unge danskere valfarter i juli og august mod badebyerne, hvor de daser om dagen og efter mørkets frembrud tilsyneladende kaster sig ud i et orgie af øl, shots, drinks, pubcrawls, bodytequilaer og skumkanoner på barer og diskoteker. På sidelinjen ser bekymrede eksperter i ungdom og rusmidler til, mens børnene af den liberale danske alkoholkultur »giver den max gas« i en uge.

I år har det hele fået et nøk opad.

Aldrig før er så mange unge flere end 15.000 taget af sted, lokket af særligt bulgarske slagtilbud ala en halv liter fadøl for 5 kr. En 17-årig mand døde for godt en uge siden i bulgarske Sunny Beach, da han - sandsynligvis på grund af alkohol - faldt om under en pubcrawl og blev kvalt i sit eget opkast. På en række bulgarske feriesteder har fire unge danske piger anmeldt voldtægter inden for ti dage i juli. Og natten til tirsdag i denne uge blev en 20-årig dansker alvorligt kvæstet, da han i Lloret de Mar forsøgte at klatre fra én balkon til en anden på sit hotel. Han mistede grebet, faldt ti etager ned på et flisegulv og brækkede nakke og ryg.

De tragiske episoder har ført til massiv kritik af de rejseselskaber, hvis speciale er at sende unge til Spanien og Bulgarien. Festferierne har taget overhånd, mener bl.a. Sundhedsstyrelsen, som i skarpe vendinger advarer om, at unges, endnu ikke færdigudviklede hjerner tager skade af en uge i sprit, og at rejseselskaberne har en skidt moral, når de slår mønt på druk.

Også den pæne, etablerede del af rejsebranchen i bl.a. Mytravels og Startour har været ude med riven og forklaret, at de for år tilbage droppede ungdomsrejserne, idet de ikke kunne stå inde for kombinationen af unge og massiv druk. Men branchens fire enfant terribles med speciale i rejser til unge, Ung Rejs, Viby Ungdomsrejser, Dansk Ungdomsferie og Uptours, forsvarer sig med, at de arrangerer ungdomsferier, ikke drukferier, og at det er op til de unge selv at bestemme, hvor meget, der skal indenbords.

Fronterne står altså skarpt i en debat, der tilsyneladende går lukt henover hovedet på de unge. De forsætter uanfægtet turene til Spanien og Bulgarien, og en hurtig rundtur på internettet vidner om, at de unge er helt med på, hvad de går ind til:

»Tja, sommerferien 2004 var en tur til Lloret de Mar med Ung Rejs. 3 party-tøser havde dømt totalt party-uartig-druk-fest i 10 dage! (...) 3 tøser klar på de 3 ser sol, strand og sprut! (...) Det var simpelthen et brag af en tur,« skriver en 22-årig pige med internet-aliaset Sussie på Ung Rejs Community et chatforum, Ung Rejs har oprettet på selskabets hjemmeside. Her udveksles røvere fra tidligere ture, man chatter med andre gæster på den kommende ferie og gejler hinanden op, som en 18-årig pige med profilen Luna, der skriver:

»Goddag alle banditter! Fuuck det var vildt i Lloret sommer 06! Lloret de Mar Psykopater 07, er vi klar? ;)

Party on people det ved jeg, at jeg gør!;)«

Begynderne spørger også de mere erfarne gæster til råds, som en ungersvend, der vil høre, om man må drikke på den mere end 30 timer lange bustur fra Danmark til Spanien og promte får svar:

»Om man MÅ drikke i bussen ? Man SKAL!!!! er du sindssyg ... man knapper den første øl op kl. 6 om morgenen når man mødes ved bussen (eller hvornår den nu kører) og så er det bare igang,« svarer »Årets Brandert Lloret de Mar 2007!!!«

Signaturen Cillebaby opsummerer kort stemningen blandt Ung Rejs gæster på nettet, når hun skriver:

»Når vi er stive, er vi i live.«

Hvis Cillebaby bestiller en tur hos Ung Rejs får hun rig mulighed for at føle sig i live. Sammen med rejserne sælger selskabet pakker med fest på fest. Den største, platinpakken, koster 1.575 kr., og for det får man, udover en tur i et vandland, adgang til fest stort set hver aften på ferien to pubcrawls, Crazy Night, BBQ Party, Beachparty og Guldfesten, der næsten alle inkluderer en stribe gratis shots eller mindst en times fri bar i øl og sangria. De andre selskaber har lignende pakker, hvor nogle endda ud over festerne giver adgang til dobbelt op og rabat på drinks hele ugen. Trods de omfattende pakketilbud med fester og alkohol hele ugen, afviser rejseselskaberne al kritik af, at de skulle opfordre deres unge gæster til druk.

»Der er altid alkoholfrie alternativer til arrangementerne, og hvis vi f.eks. tilbyder en to timers sejltur med fri bar, er det både vores og restauratørens ansvar at sikre, at der fås andet end alkohol. Men hvor meget alkohol folk så vælger at drikke, og om de overhovedet vil drikke, må de have afklaret hjemmefra,« siger John Tobiesen, direktør i Ung Rejs og Viby Ungdomsrejser. Dansk Ungdomsferie og Uptours mener også, at de unge selv må trække grænsen i samråd med deres forældre.

»Vi arrangerer ikke drukferier, men sætter trygge rammer for, hvordan de unge kan gå i byen på mere sikker vis, end de kan derhjemme. De unge tager så alkoholkulturen med sig hjemmefra, og hvis den indebærer druk, jamen så er det ikke os, der skal løfte pegefingre. Vi skal ikke spille mor og far over for dem, men vi vil så sandelig sørge for at passe på dem, når de drikker,« siger medejer af Uptours, Jeppe Risum.

Som det eneste selskab beder Uptours dog om grønt lys fra forældrene, hvis unge under 18 år vil af sted. Ung Rejs og Viby Ungdomsrejser, hvor hver tredje gæst er under 18 år, har man overvejet noget lignende, men ikke fundet det nødvendigt. For forældrene ved udmærket godt, hvad der sker på ferierne, mener John Tobiesen:

»Vi har kun to-tre eksempler om året på forældre, der vil aflyse en rejse for deres barn. Og vi har 8.000 gæster årligt, så vi ser ikke behovet for at tjekke. De fleste forældre tager det roligt, og det virker som om, at de er afklaret med, hvad der sker på rejserne.«

Mens rejseselskaberne lader de unge om selv at tælle genstande, tager de til gengæld gerne ansvaret for at passe på de unge under udskejelserne. Her spiller selskabernes guider en nøglerolle, for udover at levere en normal service og sørge for, at ting som transport, hotel, pool og bagage kører som smurt, har de ofte unge guider i 20erne indtil flere sikkerhedopgaver. De skal ved ankomst advare gæsterne om mulige farer på feriestedet og udlevere nødnumre, så gæsterne altid kan komme i kontakt med dem. Til festerne er guiderne med og skal ståædrueligt klar, hvis en gæst bliver dårlig, skal følges hjem eller en tur på skadestuen. Og sker en ulykke, er det oftest også guiderne, der i de første timer skal yde krisehjælp og få styr på kaos. Men samtidig deltager guiderne selv i festerne, fører an og drikker også. Den tidligere guide, Søren Nepper, husker, at det nogle gange var svært at finde balancen mellem selskabeligt årvågenhed og festlig fuldskab.

»Der var en forventning fra gæster og rejseselskab om, at vi drak med, men det skulle holdes på et niveau, hvor man kunne styre situationen. Men det var svært, og jeg og flere kollegaer blev da også fulde nogle gange. Jeg må da indrømme, at jeg selv var stang-bacardi nogle aftener,« siger Søren Nepper om sin tid hos Dansk Ungdomsferie. Hos Ung Rejs arbejder guiderne efter lignende regler, og direktør John Tobiesen erkender, at det kan være svært for de unge guider at udfylde dobbeltrollen.

»Når vores guider er med i byen, er det en hårfin balance, hvor de skal kunne bevare roen og dømmekraften. De som er i uniform må ikke være fulde, men gerne feste med gæsterne. Vi går meget op i at det ikke er en guideopgave at få gæsterne til at drikke alkohol. De skal sørge for trygge rammer og hjælpe gæsterne og det er absolut mit indtryk, at guiderne ikke fører an,« siger John Tobiasen fra Ung Rejs.

Det kan selvfølgelig diskuteres, hvad det vil sige at føre an, men indtil torsdag i denne uge kunne man på Ung Rejs egen hjemmeside se en række filmklip, hvor selskabets guider i hvert fald ikke virker som en flok stivstikkere. I en såkaldt partyvideo, optaget i bulgarske Golden Sands sidste år, ser man en guide arrangere en konkurrence for fem-seks kvindelige gæster på et diskotek. De skal først bælle en halv liter øl om kap, dernæst ryste deres numser i den mest muligt sexede dans, og til slut skal pigerne i sand pornostil imitere et blowjob på en flaske Bacardi Breezer. Den samlede vinder bliver en pige, der nærmest sluger flasken og derefter omfavnes af en storsmilende Ung Rejs guide. Vinderens veninde konstaterer skuffet bagefter:

»Jeg har det faktisk ufatteligt dårligt med det. Jeg kan bælle øl, og jeg kan shake min røv, men jeg kan ikke give et ordentlig blowjob.«

Selv om guiderne på videoen er godt fremme i skoene og arrangerer en ølkonkurrence, fastholder John Tobiesen, at hans guider ikke opfordrer til druk:

»Videoerne viser, hvad der sker de vildeste aftener, hvor der køres lige til kanten. Men der er kun ganske få selskabslege med alkohol og deltagerne skal deltage frivilligt og være fyldt 18 år. De unge elsker det, og guiderne kan kickstarte en fest og give gæsterne adgang til baren. Men baren er ikke det primære, det er mere musikken og dansen, hvor guiderne fører an.«

Nogle guider har også incitament til at føre an i festen. Hos Ung Rejs, Viby Ungdomsrejser og Dansk Ungdomsferie får de nemlig mere i løn, hvis de kan skabe fede fester, som giver selskabet et godt festry og lokker ekstra mange gæster med. Guiderne får en lav grundløn på ned til 1.000 kr. om ugen, og derudover provision og bonus på op til 500 kr. om ugen, hvis de får lokket en høj procentdel af gæsterne med på Pubcrawls, Beachparty osv.

Det kritiserer Sundhedsstyrelsen som endnu et kritisk eksempel på, at selskaberne opfordrer til øget druk. Samtidig kritiseres selskaberne for at give guiderne en lav løn set i forhold til deres arbejdsdage på op mod 16 timer og det store ansvar ved at skulle passe på flokke af fulde, unge mennesker.

Søren Neppers uddannelse, før han blev sendt af sted med ansvar for 60 gæster, begrænsede sig til en enkelt ansættelsessamtale og en eftermiddags briefing hos Dansk Ungdomsferie:

»Der blev ikke krævet meget andet, end at man var klar til at feste. Vi kom til et møde, hvor vi snakkede om arbejdet og fik en manual, hvor der stod en masse om, hvad vi skulle sige til gæsterne. Så fik vi pizza, øl og vin og det var så det,« siger Søren Nepper.

Da han kom til Spanien og blev kastet ud i nattelivet, blev han udsat for mere, end han var forberedt på. Specielt på en aften, hvor en gæst gik amok, smadrede noget inventar på et hotel, blev hårdhændet anholdt og derfor måtte guides på hospitalet med Søren Neppers hjælp, savnede han ballast.

»Det var en voldsom oplevelse og et stort ansvar, som jeg slet ikke var forberedt på uden uddannelse. Set i bakspejlet var det jo helt sindssygt, at vi i det mindste ikke fik et førstehjælpskursus, inden vi blev sendt af sted.«

Hos Dansk Ungdomsferie bekræfter direktør Jesper Schousen, at nogle guider sidste år blev sendt af sted uden en uddannelse i ryggen, men han forsikrer, at selskabet i år har ændret procedure:

»Alle medarbejdere, vi sender af sted i år, har været på vores eget guidekursus, som varer en uge. Her får de instruktion i de sikkerhedsprocedurer, vi arbejder efter, og et bestået førstehjælpskursus er et krav for at blive guide,« siger Jesper Schousen, der i øvrigt afviser den kritik af guideuddannelsen, hans tidligere medarbejder Søren Nepper kommer med.

Hos de andre arrangører af ungdomsrejser kræves en guideuddannelse med kurser i førstehjælp og sikkerhed for at blive ansat. Desuden forsikrer selskaberne, at selv om der festes igennem, og guiderne nogle gange fører an, er der altid en eller flere ædru guider til stede, hvis der bliver brug for hjælp. Og selv om de unge guider står med et stort ansvar, kan de fleste klare presset og i øvrigt altid hente hjælp hos ældre, mere erfarne chefer på feriestederne.

I det hele taget har rejseselskabernes direktører afvist det meste af den hårde kritik i ugens løb, som de mener skyldes agurketid og for mange eksperter, der ikke aner, hvad der reelt foregår blandt de unge. Trods paraderne har kritikken dog fået flere selskaber til at ændre en smule på koncepterne.

Dansk Ungdomsferie har skåret sit ugeprogram ned, så det nu kun indeholder én pubcrawl. Samtidig har selskabet iværksat en følg-hjem-ordning, hvor selskabets guider følger de unge gæster trygt til hoteldøren om natten. Det samme har Ung Rejs, der tilsyneladende også har fjernet en stribe partyvideoer med guider og unges udskejelser fra selskabets hjemmeside. Forbrugerombudsmanden, der tidligere har kritiseret ungdomsrejserne, vil nu igen undersøge, om rejseselskaberne overholder markedsføringsloven, der forbyder reklamer for og opfordring til druk når der sælges rejser til unge. Trods al balladen er status her midt i sæsonen, at de unge fortsat strømmer til Spanien og Bulgarien for at feste.