Når tavsheden taler

»Dykkerklokken og sommerfuglen« er trods et tragisk emne en smuk og livsbekræftende film.

Hvem har lyst til at se en film om en lam og stum mand, som kun kan kommunikere med sine omgivelser ved at blinke med det ene øje?

Nej, det lyder ikke umiddelbart tillokkende, og derfor er det uhyre vigtigt straks at understrege, at Julian Schnabels »Dykkerklokken og sommerfuglen« hverken er kedelig eller deprimerende. Tværtimod er den en strålende film, der med god grund blev prisbelønnet for bedste instruktion på årets festival i Cannes, og som også ved et gensyn bevæger sin stærkt berørte tilskuer til tårer.

Historien er oven i købet autentisk. I 1995 bliver den franske ELLE-redaktør og livsglade levemand Jean-Dominique Bauby ramt af et slagtilfælde og ligger tre uger i koma, inden han vågner op på et hospital nær Calais og må konstatere, at han hverken kan tale eller bevæge sig. Lægerne forsøger at opmuntre ham, men deres optimisme klinger hult, og den kun 42-årige Bauby vil meget forståeligt helst dø. Men det får han ikke lov til.

I stedet går talepædagogen Henriette Durand med uendelig tålmodighed i gang med at lære ham at formulere sig ved at blinke med det ene øje, som han stadig kan bruge, og ved hjælp af denne hjemmelavede form for morse-alfabet lykkes det mirakuløst for Bauby at forfatte en selvbiografi, der udkommer i 1997 og har givet filmen dens titel.

Den amerikanske billedkunstner og instruktør Julian Schnabel har tidligere demonstreret fornem sans for at fortælle om autentiske personer i »Basquiat« om graffiti-kunstneren af samme navn og »Before Night Falls« om den homoseksuelle cubanske digter Reinaldo Arenas. Fine film, men »Dykkerklokken og sommerfuglen« – som man mere mundret kunne have givet titlen »Tavsheden taler« – er klart hans bedste værk til dato med sit modige greb om en usædvanlig og tragikomisk handling. Det tragiske giver sig selv, så det væsentlige her er at fremhæve, at historien også rummer humor.

Ægte og gribende

Julian Schnabel har valgt at fortolke Jean-Dominique Baubys selvbiografi i en kalejdoskopisk form, som dristigt og velfungerende bevæger sig frem og tilbage mellem nutid og fortid, mellem virkelighed og fantasi. Vi lytter til den lammede Baubys tanker på lydsporet, vi ser hans erindringer visualiseret, og vi følger de kejtede og akavede besøg, som familie og venner aflægger hos ham på hospitalet. Hvad siger man til en mand i hans situation?

Det kunne være blevet rørstrømsk, vammelt og klynkende, men denne skarpe og klarhjernede film undgår suverænt den slags faldgruber og er ægte gribende, når den vidunderlige Henriette – uimodståeligt spillet af Marie-Josée Croze – utrætteligt remser bogstaver op for Bauby, så han ved at markere de relevante bogstaver med et blink ganske, ganske langsomt får formet ord og sætninger og til sidst en hel bog. Det er mageløst.

Mathieu Amalrics tapre præstation som Bauby er totalt overbevisende, og i en lille birolle som hans gamle far yder Max von Sydow sin smukkeste præstation siden »Pelle Erobreren«. Alle spiller i det hele taget eminent i den visuelt opfindsomme film, som kombinerer karsk sarkasme og beåndet poesi med usentimental medfølelse.

Det fantastiske ved »Dykkerklokken og sommerfuglen« er netop, at den er både hjerteskærende og livsbekræftende, og at den er pinefuld på en opmuntrende måde. Dermed bliver den ikke bare langt mere underholdende, end man på forhånd skulle tro, men også en fremragende anledning til at tage sin egen tilværelse op til konstruktiv revision og taknemmeligt tælle dens kvaliteter.

Man bør bruge ordet uforglemmelig med varsomhed, men som beskrivelse af denne film er det passende.