Når suset udebliver

Choir Of Young Believers har begået årets hidtil bedste album, men fandt ikke rigtig melodien i Store Vega.

CHOIR OF YOUNG BELIEVERS koncert i Store Vega 27. april 2012 Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest Andersen

Det er muligt, men ikke sandsynligt, at der udkommer et bedre album end »Rhine Gold« i år. Ikke fordi den danske rockscene er sløj, tværtom, men fordi Choir Of Young Believers ramte et svimlende niveau med de ni sange, som så dagens lys i februar.

Her var debutudspillets på én gang intime og højstemte klang trådt i baggrunden til fordel for et mere fortættet, facetteret og ambitiøst lydbillede samt en anderledes udtalt bandfornemmelse.

Fredag aften stod Choir Of Young Believers så på scenen i Store Vega, hvor triumftoget kunne fortsætte. Det gjorde det bare ikke, selvom det åbnede løfterigt med »The Third Time«, hvor den indledningsvise skurren via Cæcilie Triers cello blev forvandlet til mellemøstlige stemninger, og hvor Jannis Noya Makrigiannis sang indfølt og dramatisk.

Herefter tog den popsensible »Patricia’s Thirst« over og overlod siden scenen til »Sedated«, hvor saxofon, trompet og percussion lagde farver på forløbet.

Vinterblåt højdepunkt

De tre numre falder i samme rækkefølge på »Rhine Gold«, men tabte gradvist højde i Store Vega, og sådan fortsatte det desværre gennem sættet, hvor sangene for ofte blev oppe på scenen, lød for meget som hinanden og indimellem var direkte kedsommelige at lytte til.

Og hvorfor Bjarke Porsmose og Mads Brinch Nielsen – de to fyre som varmede op for Choir Of Young Believers – skulle kaldes ind og hver især give hver deres tvivlsomme sangbesyv med, det stod hen i det uvisse. Ligesom det var svært at gennemskue, hvorfor Jannis Noya Makrigiannis og de seks andre i orkestret havde sammensat en sætliste, hvor der ikke var plads til »Have I Ever Truly Been Here« – det stærkeste nummer på »Rhine Gold«.

Hvor velgørende det også ville have været med flere ældre numre, det stod klart, da debutens »Hollow Talk« meldte sig med sin vinterblå intimitet og sugende smukke støj.

Men så var det slut. Uden for alvor at være kommet i gang. Dårligt var det aldrig. Selvfølgelig ikke. Det er Choir Of Young Believers alt for dygtige til. Men heller ikke rigtig godt.

Hvilket man altså bør kunne forvente af et band af deres kaliber.

- Choir Of Young Believers, Store Vega, fredag