Når smerte bliver til grin

Den amerikanske komiker Patton Oswalts kone døde uventet for halvandet år siden. I den premiereaktuelle Netflix Comedy Special »Patton Oswalt – Annihilation« fortæller han om at komme overens med tabet og om sin store sorg. Han er imidlertid langt fra den eneste komiker, der bruger sit eget livs store smertepunkter på scenen. For i dag kan selv den største tragedie være helt til grin. Bare det er din egen.

17BKUKULTUR-PATTONOSWALT-23.jpg
komikeren Patton Oswalt I showet Annihilation DSC03675.ARW Fold sammen
Læs mere

»Jeg så på min datter og smadrede hendes verden. Det kommer til at tage længere for mig at komme mig over det, end at min kone er død«.

Der bliver ikke lagt fingre imellem i Patton Oswalts timelange Netflix-special »Annihilation«. Efter en mere traditionel halv times kommentarer om Donald Trump og andre verdenskatastrofer (deraf titlen), bevæger den amerikanske komiker sig ind i det mørke, der opstod, da hans 46-årige kone Michelle McNamara i april sidste år gik i seng og aldrig vågnede igen.

Med skiftevis grundærlig alvor og vittigheder fortæller han om en sorgproces, han i et Facebook-oplslag tidligere på året har beskrevet som »de ubetinget mest forfærdelige 12 måneder jeg har været nødt til at slæbe mig igennem i løbet af mine 48 år på denne planet«.

Blandt andet fortæller han om en diskussion han havde med sin kone om, hvorvidt der var en dybere logik, der holdt universet sammen. Det mente hun ikke, at der var. »Og den diskussion vandt hun så - på den værst tænkelige måde.« Booom. Av.

Der har altid været tårer bag klovnemasken. Den bedste komik har en klangbund af alvor og sorg. Men der har også været grænser for, hvad der blev anset som god underholdning på en stand-up scene - visse ting var for tunge til at gøre grin med. Men ikke længere. Patton Oswalt indskriver sig nemlig i en ny tendens, hvor komikere bruger deres livs største traumer, tragedier og smertepunkter, ikke bare som en del af et show, men som selve showets omdrejningspunkt.

Den danske komiker Sofie Hagen, der er bosat i London, oplever at tendensen startede i 2010, hvor den britiske komiker Russell Kane vandt »Best Show« på Edinburgh Comedy Festival med showet »Smokescreens and Castles«.

»I showet taler han om sin far i nutid hele vejen igennem, bortset fra til sidst, hvor han afslører, at faderen faktisk døde for nylig. Derefter kom der et hav af shows af den type, man henkastet kalder »Dead man shows«, hvor komikere taler om sorg, døde forældre og bedsteforældre, hjertesorg og lignende. De to vigtigste shows i de seneste par år, og bedst anmeldte og mest prisvindende, er Hannah Gadsbys »Nanette« og Richard Gadds »Monkey See Monkey Do«, der begge handler om de gange, de har overlevet voldtægt,« fortæller Sofie Hagen, der heller ikke selv har været bleg for at fortælle om de mørkere kapitler i hendes eget liv.

»Mit første show i 2015 handlede om depression og selvskade. Mit andet show handlede om angst, og mit nye show »Dead Baby Frog«, som jeg kommer til Danmark med til februar, handler om min psykopatiske bedstefar.«

Også herhjemme har vi de senere år set flere og flere shows, der går tæt på personlige oplevelser.

»Det er helt klart en tendens, at man taler om mere personlige ting, også de sensitive,« siger den danske komiker Sebastian Dorset, der blandt andre fremhæver Jakob Svendsens shows »Kristen i krise« og »Næste(n)kærlig«, der handler om at være kristen og Mads Holm og Ane Høgsbergs »Det STORE depressionsshow« som gode eksempler.

»Den personlige historie bliver mere og mere vigtig og mere og mere accepteret. Stand-up har jo altid handlet om den personlige oplevelse, men det er blevet mere tilladt at gå tættere på og tale om ting, der gør ondt,« siger Sebastian Dorset, der mener, at det skyldes en kombination af, at publikum har forstået, at stand-up kan og er mere end bare underholdning til familiefesten, og at der er kommet mange flere komikere, der skal kæmpe om at blive hørt, og derfor »trækker på hovedstolen«, som han kalder det. »Plus at stand-up komikere jo har en tendens til at tale om de ting, de tænker meget på.«

Ane Høgsberg, der tidligere på året fik flotte anmeldelser for »Det STORE depressionsshow«, der tager udgangspunkt i hendes egne oplevelser med en depressiv kæreste, oplever samme tendens.

»I de senere år har der være en stor opblomstring i det, der populært bliver kaldt »bekendelseskomik«, komik der tager udgangspunkt i egne, gerne smertefulde, oplevelser, modsat »observationskomik«. Det tror jeg både sker, fordi vi komikere nyder at tale om os selv, men også fordi der i samfundet er meget større fokus på tabuer. Vi ser tv-serier, dokumentarer og interviews, hvor folk udleverer sig selv og deres mørke sider, og det afspejler selvfølgelig den måde, vi taler om de ting på – også på scenen.«

Humorforsker Mette Møller fra Københavns Universitet er enig i, at tendensen sandsynligvis spejler, at vi blandt andet via de sociale medier er blevet mere vant til at dele - og få del i – livets mere intime sider.

»Vi er blevet mere vant til, at vi deler generelt. Derfor er vi heller ikke så bange for at høre om den slags meget tunge emner. Men humor og alvor har altid hængt sammen. Hvis ikke der er bid i det og en kerne af noget, der er alvorligt, så fungerer det typisk ikke. Den måde vi bruger humor er sådan en slags positiv psykologi – at man skal forsøge at le sig gennem de svære ting. Det skal selvfølgelig gøres med en meget fin balance, hvis det nu er voldtægt eller dødsfald man står og taler om. Men vi kan bedre nærme os den type svære emner, hvis de har en eller anden form for humoristisk distance.«

Mette Møller mener, at det ikke kun handler om at få sagt tingene højt, men også at der er et fællesskab i latteren, der kan virke forløsende.

»Den måde vi kommer igennem svære ting på, er typisk ved at være sammen om dem, og det kan vi være ved at grine sammen. Derfor handler latteren ikke nødvendigvis om det, der bliver talt om, men om, at det er rart at dele den latter.«

Det ligger helt i tråd med Patton Oswalts tanker, som han har delt i interviews med blandt andre Vanity Fair op til de to live-shows, der danner udgangspunkt for »Annihilation«.

»Da jeg begyndte at skrive om det på Facebook, var der folk, der kontaktede mig og sagde »det der hjalp mig virkelig meget«. Og det hjalp mig til at komme over min sorg. Som om jeg var en del af en sorg-gruppe. At hjælpe andre mennesker, der går igennem det samme, hjælper mig. Men mit mål er, altid, at være sjov og få folk til at grine, for jeg tror, at latter kan løsne op for en masse gift, der har sat sig i dine muskler og i din sjæl.«

Mette Møller er overbevist om, at vi kommer til at se flere shows med tunge, personlige emner i fremtiden.

»Vores ekstremt store eksponering for det private og selvudstilling qua medier og sociale medier i den tidsalder vi lever i, er hele tiden med til at rykke vores grænser for, hvad vi er vant til at se på og høre om. Men jeg tror også at sådan noget som »Klovn« og »Klassefesten« med den der grove, meget seksuelle humor, hvor man sidder og taler om hæmorroider og om at knalde til højre og venstre, er med til at rykke ved nogle grænser. Der er ikke så meget filter tilbage. Men det ligger også lidt i komikerens eller satirikeren rolle. Det er dem, der på en eller anden måde skal gå lidt foran og skubbe til de værdier og grænser, vi har, og få os til at tænke over, hvorfor vi tror på det, vi gør, eller handler på den måde, vi gør.«

»Patton Oswalt – Annihilation« kan streames på Netflix fra i dag.