Når selvhøjtidelighed bliver komisk

»The Fountain« er så filosofisk ambitiøs, at det bliver komisk.

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

En original idé. En ambitiøs instruktør. To attraktive stjerner. Hvad kan gå galt?

Stort set alt, viser det sig i Darren Aronofskys »The Fountain« om lægen Tom, hvis elskede kone Izzi er ved at dø af en hjernesvulst, og som derfor drøner frem og tilbage gennem århundrederne for at finde en magisk kur, som sikrer evigt liv.

Noget tyder på, at den kur gemmer sig i et træ nær en mystisk pyramide hos de gamle mayaer i Mellemamerika, og det kan derfor kaldes ganske heldigt, at dronning Isabella i Spanien midt under inkvisitionen sender sin loyale conquistador Tomas, der er identisk med vores ven Tom, til Amerika for at finde mirakelkuren. Det går dog ikke helt som planlagt, så vidt man kan vurdere, men det er endnu mere vanskeligt at finde ud af, hvad der egentlig foregår i en række fremtidsscener med en pilskaldet og munkeagtigt mediterende Tom et sted i det ydre rum eller måske det indre - ifølge pressematerialet befinder vi os her i det 26. århundrede, hvad man ikke umiddelbart selv kan se, men det er da rart nok at vide.

Eller er det? Nej, det er faktisk tindrende ligegyldigt, for Darren Aronofsky - især kendt for den maniske narkofilm »Requiem for a Dream«- dyrker i »The Fountain« så gigantiske filosofiske og eksistentielle ambitioner, at de fuldstændig har taget magten fra ham og totalt formørket hans dømmekraft. Især scenerne fra fremtiden er i deres pompøse absurditet endt som komisk kitsch, og filmen er i det hele taget præget af en prætentiøs selvhøjtidelighed, som kvæler ethvert tilløb til emotionelt engagement hos tilskueren.

Problemet er med andre ord ikke, at den ukronologisk tidssprængende og jævnligt scene-gentagende »The Fountain« er svært tilgængelig, men derimod at den ikke fortæller en historie, som er værd at gå ind i. Man skulle ellers tro, at en fortvivlet ægtemands besatte stræben efter for enhver pris at redde sin kones liv ville være bevægende, men Darren Aronofsky er så ivrig efter at være kryptisk, at hans overdimensionerede kærlighedsdrama bliver mere grinagtigt end gribende.

Ret skal være ret - visuelt rummer filmen magtfulde scenerier og spektakulære effekter, ikke mindst i den spanske conquistadors dramatiske møde med mayaerne. Men det ekstremt højtravende tonefald spolerer fornøjelsen ved de flotte billeder, og man må virkelig beundre Hugh Jackman og Rachel Weisz for det stærke engagement, som de heroisk investerer i rollerne som Tom og Izzi.

Fra Darren Aronofskys hånd befinder »The Fountain« sig et sted midtvejs mellem det utålelige og det ulidelige, men dens to tapre stjerner skaffer den to stjerner.

 

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse