Når musikken går til filmen

Legendariske koncerter, historiske dokumentarer og intime portrætter. Musikfilmgenren spænder bredt og trives i dag i bedste velgående. Få selv syn for sagen, når Cinemateket de næste ni dage viser en perlerække af genrens bedste fra før og nu.

»Hendrix 70: Live at Woodstock« Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad ville musikken være uden de billeder og historier, der omgiver den? Det er i hvert fald umuligt at lytte til David Bowies »The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars« uden samtidig at se sangerens androgyne skikkelse for sig. Vi ser det røde hår. Ja, det er lige før, at vi kan skære os på de høje, malede kindben.

Eller tænk på sidste års helt store dokumentarhit »Searching For Sugarman«, der med sin gribende musikhistoriske detektivfortælling gav den aldrende sanger-sangskriver Rodriquez et gennembrud med 40 års forsinkelse. Det var aldrig sket uden filmen. Og når vi fremover lytter til Rodriquez’ musik, vil det for altid være med hans rørende historie som ekstramusikalsk bagtæppe.

Musikfilmen giver musikken kontekst. Føjer nye visuelle og fortællemæssige dimensioner til vores oplevelse af rytmer, klange og strofer. Og i disse år synes musikfilmen mere populær end nogensinde. En film som netop »Searching For Sugarman« trak sidste år fulde huse i biograferne. På den årlige dokumentarfilmfestival CPH:DOX er det særlige musikfilmprogram »Sound & Vision« blandt de mest populære. Og for andet år i træk inviterer Cinemateket nu indenfor til Musikfilm Festivalen, der i de næste ni dage byder på 30 nye og gamle musikfilm.

Udover gensyn med klassiske koncertfilm som »Hendrix 70: Live at Woodstock« og »The Night James Brown Saved Boston« byder festivalen på gamle og nye dokumentarfilm inden for et væld af genrer: Fra den legendariske hiphop-fortælling »Beat This! A Hiphop History« over Henning Carlsens 1975-klassiker »Da Svante Forsvandt« om Poul Dissing og Benny Andersen til den helt nye interaktive portrætfilm »Story Music« om den færøske sanger Teitur. Et bredt sammensat program, der i sit udvalg afspejler musikfilmens mangeartede udtryksformer.

Siden de første reelle musikfilm blev indfanget på celluloid i 1960erne, har genren udviklet sig i tandem med dokumentarfilmen og rummer i dag et væld af forskellige udtryk. Fra observerende fluen-på-væggen-fremstillinger over mere traditionelle narrative dokumentarer til eksperimenterende portrætter af mere poetisk eller performativ karakter.

Nogle af de første og mest stilskabende musikfilm voksede ud af 1960ernes amerikanske cinema direct-bølge, hvor dokumentarister indfangede periodens ungdomsoprør og modkultur i en tilstræbt objektiv, observerende stil. Særligt D.A. Pennebakers Bob Dylan-film »Don’t Look Back« (1967) og Maysles-brødrenes skelsættende Rolling Stones-dokumentar »Gimme Shelter« (1970) står i dag som nogle af genrens tidlige hovedværker.

Det fortæller leder af Musikfilm Festivalen, Henrik Østergaard. Og for ham er der ingen tvivl om, at musikfilmen får alvor finder sit udtryk i direkte forlængelse af den teknologiske udvikling.

»Genren var formentlig slet ikke startet ud på samme måde i slut-60erne uden de nye 16 mm.-kameraer, der var håndholdte og kunne optage lyden direkte. Den slags var afgørende for den fluen-på-væggen-æstetik, som mange af de tidlige film sigtede efter. En del af charmen ved en film som »Don’t Look Back« er netop det observerende narrativ og det, vi kan kalde for en umiddelbar ærlighed – eller i hvad fald et direkte møde med musikeren og mennesket bag.«

I dag er teknologien blevet hvermandseje. I princippet kan enhver med en god idé filme og klippe en fuldlængde musikfilm på sin smartphone. Men derudover har teknologien også åbnet op for et brud med filmmediets lineære, afsenderstyrede form. I de senere år har navne som Arcade Fire og Bob Dylan f.eks. udgivet interaktive musikvideoer, hvor videoens forløb bestemmes ud fra den enkelte seers input.

Begge tendenser er repræsenteret på Musikfilm Festivalen. De to danske dokumentarer »It’s Not Repetition – it’s discipline« om det britiske postpunkband The Fall samt »No God – Shadow House Burn« om det eksperimenterende danske band No God kan ses som eksempler på, hvordan fremvæksten af mere tilgængelig teknologi har muliggjort portrætfilm af smallere og mere personlig karakter.

I den anden ende af skalaen finder man festivalens åbningsfilm »Story Music«, der følger den færøske sanger Teitur under tilblivelsen af hans seneste album. Visningen er en såkaldt work-in-progress version af det, der på sigt skal udmønte sig i en decideret interaktiv dokumentarfilm, som den enkelte seer selv er med til at skabe ved at klippe rundt mellem over 100 timers optagelser på sin smartphone eller computer.

Når alt kommer til alt, så er det dog ikke teknologien, der afgør, om en musikfilm er værd at se. På tværs af alle de udvalgte film – gamle som nye – er det stadig de helt basale ting, der gør forskellen, fortæller festivalleder Henrik Østergaard.

»Det er historier og dramaer. Flotte billeder og god lyd. Film, der vil gøre sig godt på et biograflærred. Det er den slags, der trods alt er de vigtigste parametre for os, når vi udvælger film.«