»Når kvinder står sammen, bliver mænd bange«

Kampagnen #MeToo, hvor hundredtusindvis af kvinder verden over er stået frem og har fortalt om seksuelle krænkelser, viser mænd, at det altså kan have nogle alvorlige konsekvenser at gå over stregen, mener kønsforsker Christian Groes.

Kampagnen #MeToo har fået kvinder over hele verden til at berette om seksuelle overgreb. Fold sammen
Læs mere
Foto: 10080 Fredrik Sandberg/TT

Kampagnen #MeToo, hvor hundredtusindvis af kvinder – kendte som ukendte – verden over de seneste dage er stået frem og har fortalt om mænds seksuelle overgreb og krænkende adfærd, kan godt få arbejdspladsens mænd til fremover at tænke sig om mere end én gang, før de klapper en kvindelig kollega bagi.

Det mener kønsforskeren Christian Groes, lektor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet (RUC).

»Generelt kan kampagnen være en måde at give mænd indblik i kvinders oplevelse af krænkelse og grænseoverskridende adfærd, som de ellers kan have svært ved at forstå, fordi mænd ikke selv på samme måde oplever det som nedværdigende at blive udsat for sexchikane. Og det i sig selv kan selvfølgelig få en effekt på mænds adfærd,« siger han.

»Men jeg tror også, det har en afskrækkende effekt, når mænd kan se, at det faktisk kan have en konsekvens at være grænseoverskridende. At der altså står et helt kollektiv af kvinder klar til at tale om det, tale imod det og lægge det ud på Facebook. Den kraft, der ligger i, at kvinder står sammen, tror jeg vil være adfærdsregulerende i langt højere grad, for så kan det jo ende med, at det er manden, der bliver udskammet og stigmatiseret, og det er også noget, mænd frygter. Derfor tror jeg, at nogle mænd ryster lidt i bukserne over denne kampagne, selv om nogle helst vil latterliggøre den.«

Netop det, at kvinder står sammen om at sige fra over for seksuelle krænkelser, er historisk forholdsvis nyt, mener Christian Groes.

»I forhold til krav om f.eks. ligeløn og barsel har kvinder været gode til at stå sammen, men lige præcis på intimitetens område, når det handler om seksualitet og skam, har det været mere sporadisk med solidariteten,« siger han.

Vant til hverdagssexisme

Han ser bl.a. sagerne med Bill Clinton og senere Strauss Kahn – magtfulde mænd, der misbrugte deres roller – som startskuddet på den udvikling, der foreløbig er kulmineret med #MeToo.

»Efterhånden er der jo sådan en sag nærmest hvert halve år, senest Bill Cosby, Harvey Weinstein og Trump. Og samtidig har internettet givet helt nye muligheder for at skabe kollektive bevægelser, hvor vi har set flere og flere feministiske platforme med fokus på sexisme. Kulturhistorisk har vi set, at når en kvindes grænser bliver overtrådt, skaber det et enormt stigma for den enkelte kvinde med risiko for udstødelse, hvis hun står alene. Men jo flere, der bakker op, jo mere bliver det stigma fordelt, så det til sidst mister sin magt. På den måde er det her en fin strategi og en måde at genvinde respekt på, når kvinder står sammen,« siger han.

Karen Sjørup, lektor emerita ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på RUC, har gennem mange år forsket i bl.a. køn, etnicitet og ligestilling. Hun ser kampagnen som led i en bevægelse, der har været under udvikling et stykke tid.

»Dansk Kvindesamfund har bl.a. kørt en kampagne mod hverdagssexisme, men sådan et greb fra Hollywood kan jo samle nogle kræfter om at sige fra. Det kan bidrage til, at vi får øje på den lille hverdagssexisme, som kvinder efterhånden er så vant til, at de dårligt bemærker den længere,« siger hun.

»Det er godt, at det kommer ud nu. De historier, der nu bliver delt, kan give nogle erfaringer med, hvad man skal acceptere, og hvad man ikke skal acceptere.«

Der bør være undervisning i folkeskolen

Ifølge Karen Sjørup er der en hårfin grænse mellem, hvad der opleves som overgreb, og hvad der ikke gør. Det kan være svært at skelne mellem, hvornår man har en god flirt i gang, og hvornår det er et overgreb.

»Derfor ville det være en utroligt god idé, hvis man i skolen, enten i seksualundervisningen eller samfundsfag, lærte noget netop om det usynlige sprog, der er omkring seksualitet. Ligesom vi har undervisningsmateriale målrettet folk med indvandrerbaggrund, der handler om danskernes skikke, kunne man også udvikle materiale, der beskrev det tilsvarende mellem kønnene og f.eks. gav nogle eksempler på, hvornår man overskrider det andet køns grænser,« siger hun.

»I USA har man traditionelt haft mange flere regler for, hvordan man omgås hinanden, fordi det er et mere ulige samfund rent etnisk. Vi danskere har været vant til, at vi kendte hinandens koder. Men i takt med, at vi også bliver et mere multietnisk samfund, begynder vi også opfatte det på en anden måde.«

Med rødder i rødstrømpegenrationen glæder det hende at se en ny generation komme på banen og sige fra over for seksuelle krænkelser.

»Vores generation har nok bidt meget i os, fordi vi syntes, der var en større kamp, der handlede om, at kvinder skulle have uddannelse og mulighed for at forsørge sig selv og få et rimeligt spændende arbejde. Det var vores kamp,« siger hun.

»Den næste kamp er så, hvordan man omgås med hinanden på de arbejdspladser, hvor begge parter skal være. Og i øvrigt i det frie rum. For vi har jo fået lavet en offentlighedskultur, hvor kvinder har krav på at kunne cykle gennem byen i en meget lille top. Det fastholder de som deres ret – og med fuld ret. Men det sætter også nogle udfordringer i forhold til, hvordan de bliver mødt.«