Når kvinder elsker

David Lynchs »Mulholland Drive« er en meget underlig og stærkt underholdende film med både satire, uhygge og erotik.

Allerede de allerførste billeder i »Mulholland Drive« er så besynderlige, at man faktisk kan nå at styrte ud til billetkontoret og forlange at få sine penge tilbage, inden filmens første replik er blevet sagt.

Det vil dog ikke være klogt. Ganske vist er David Lynchs film et værk, som kan drive logisk og rationelt orienterede tilskuere til frådende frustration, men den er også eminent underholdende som en enestående blanding af satirisk komedie, actionfilm, erotisk drama, kulørt kitsch, grum gyser og eksistentiel fabel. Hvis man finder det svært at forestille sig, at alle disse elementer kan indgå i en organisk helhed, har man fuldstændig ret, men hver for sig håndteres de med virtuos veloplagthed af den begavede spasmager David Lynch.

Sammen med diverse mærkelige sidehandlinger rummer »Mulholland Drive« to hovedhistorier, som efterhånden viser sig at hænge sammen. I den ene er en smuk kvinde (Laura Elena Harring) lige ved at blive likvideret i en bil på Mulholland Drive i Los Angeles, da en trafikulykke ironisk nok redder hendes liv, men samtidig påfører hende hukommelsestab.

Hun søger fortumlet tilflugt i en tilfældig lejlighed, hvortil den glade og naive Betty (Naomi Watts) straks ankommer fra Canada fyldt med drømme om at blive stjerne i Hollywood. De to kvinder - hende med amnesi vælger at kalde sig Rita - bliver veninder og siden også elskere, mens de forsøger at finde frem til Ritas identitet, og imens skildrer den anden hovedhandling, hvordan mystiske og magtfulde mænd prøver at tvinge den ambitiøse unge instruktør Adam Kesher til at hyre en skuespillerinde ved navn Camilla Rhodes til hovedrollen i en ny film. Det nægter han i begyndelsen at gøre og bliver dermed en jaget mand.

Så langt så klart, sådan da, men så hugger David Lynch uden varsel til med det omvendte trick af det, som han benyttede i sin dybt kryptiske »Lost Highway«, hvor hovedrollen jo midt i historien blev overtaget af en ny skuespiller. I »Mulholland Drive« overtager Laura Elena Harring og Naomi Watts brat et par andre roller end Rita og Betty, nemlig henholdsvis Camilla Rhodes og hendes kæreste Diane Selwyn - som man tidligere i filmen har set ligge død på sin seng - og eftersom Camilla også er kæreste med Adam Kesher, kringler handlingen sig i en slags cirkelbevægelse frem til en slutning, der ligner en optakt til historiens begyndelse, selv om flere løse ender hænger flagrende tilbage.

Som om det ikke var indviklet nok, virker visse scener helt vilkårligt kastet ind i filmen. Det gælder blandt andet et lejemord, der på Tarantino-facon går så blodigt og komisk galt, at selv en støvsuger bliver likvideret, ligesom man fornøjet forundres over en episode, hvor Adam Kesher griber sin utro kone på fersk gerning og reagerer ved at hælde lyserød maling over hendes smykker - for slet ikke at tale om den skumle sekvens fra den mystiske kabaret »Silencio«, der får én til at tænke på David Lynchs debutfilm »Eraserhead« og tilsyneladende er helt central i handlingens udvikling. Uden at man fatter hvorfor.

En tom blå æske

Gennem alle disse bizarre begivenheder yder Naomi Watts og Laura Elena Harring et par attraktive, heroiske præstationer - også i en intens lesbisk sexscene på niveau med brødrene Wachowskis supererotiske »Bound« - mens veteraner som Ann Miller, Robert Forster og Lee Grant hyggeligt dukker op i små biroller. David Lynch sender flere hilsener til filmhistorien, også til Billy Wilders »Sunset Boulevard«, hvis handling fortælles af en mand lige så død som den siden hen kortvarigt lyslevende Diane Selwyn.

»Mulholland Drive« er præget af en simrende stemning af uvirkelighed - som om begivenhederne ses gennem en glasvæg, der forvrænger proportionerne en smule - og minder dermed om en drøm, til tider om et hårrejsende mareridt. Den følelse forstærkes i høj grad af Angelo Badalamentis lurende og truende musik, mesterligt komponeret, hvad der ikke behøver forhindre den skeptiske tilskuer i at notere sig, at handlingens dunkle sammenhæng tilsyneladende ligger skjult i en gådefuld blå æske. Som er tom.

Hvis man vil være vranten, kan man på den baggrund anføre, at mystikken i »Mulholland Drive« er så demonstrativ, at den mere virker som resultat af en provokatorisk viljeshandling end som den naturlige måde at fortælle netop denne historie på - som om David Lynch især i filmens sidste del gør alt, hvad han overhovedet kan, for at være så uklar og mærkværdig som muligt.

Det kan man blive irriteret over, men kede sig kan man ikke under dette postmodernistiske orgie af ironiske, pirrende og uhyggelige indfald, der nok helst skal opleves som en drilagtig og lunefuld leg med gamle genrer og velkendte klicheer.

Ja, det er uden tvivl bedst at se »Mulholland Drive« med et lyst og lattermildt sind. Tag den ikke for tungt, lad være med at gruble grå hår frem over den mulige dybere mening, og nyd i stedet David Lynchs formidable evne til med fræk og frodig fantasi at forvirre sit publikum så grundigt, at man bagefter næppe ville være i stand til at finde billetkontoret, hvis man stadig skulle ønske at få sine penge tilbage.