Når kunsten tabes på vikarjobbet

Skuespilleren Nonny Sand har været ude i vikarjob som postbud, lagerarbejder og sekretær i ti måneder. Så havde hun mistet sin identitet og sit selvværd, og hendes karriere som skuespiller og hendes to teaterprojekter tørrede ud som en flodbred i Afrika. »Jeg gør mere gavn i job, jeg er uddannet til,« siger skuespilleren, der i dag er tilbage på scenen.

»En skuespiller skal netværke konstant, hver dag og hele tiden for at skabe det næste job. Alligevel sker det at netværket svigter og A-kassen ånder én i nakken og man bliver panisk angst,« siger skuespilleren Nonny Sand i aktion med sin mobiltelefon. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jan Jørgensen

Skuespilleren Nonny Sand har været i aktivering som postbud, lagerarbejder og i lufthavnen. Så kunne hun ikke mere.

»Jeg elsker at få post. Men som postvikar skal man stille på forskellige postkontorer hver morgen og ved aldrig på forhånd, om man får en husrute eller en trapperute,« siger Nonny Sand.

Hun har også haft et lagerarbejde, hvor hun blev stuvet sammen med ni andre mennesker i et 28 kvadratmeter stort rum uden vinduer.

»Hvis vi forlod vi stedet så meget som ét minut før tid, så blev vi truet med bål og brand af en fastansat, selv om vi havde udført vores arbejde. Vi var jo kun vikarer, så hvad havde vi at sige?« spørger Nonny Sand uden selv at give svaret »ingenting«.

Som ingenting
Sådan følte hun sig også, som ingenting, efter ti måneders vikarjob til ringe løn og uden mulighed for avancement og sagde op. Selv om hun ikke havde noget job i kikkerten.

»Jeg gør mere gavn i job, jeg er uddannet til. Jeg føler, at jeg forstyrrer og går i vejen alle andre steder,« siger Nonny Sand.

Vikarjobbene med skiftende vagter, som kunne være på 13 timer i lufthavnen, betød, at hendes karriere som skuespiller og hendes to, ret succesfulde teaterprojekter med undervisningsbaseret oplevelsesteater tørrede ud som en flodbred i et tørkeramt Afrika.

»Jeg ved godt, at mange mennesker har det grusomt, så jeg føler ikke, jeg kan tillade mig at være ked af det. Jeg har det jo godt. Jeg har min familie, mand og børn. Men jeg er ked af det. En skuespiller skal være synlig og er altid på udkig efter det næste job eller har gang i et projekt, som på et tidspunkt forvandler sig til det næste job.

Der skal netværkes konstant. Hele tiden, hver dag. Men i mine ti måneder med vikarjob havde jeg ikke overskud til at pleje mit netværk. Jeg blev usynlig og mistede min identitet. Jeg eksisterede ikke i virkeligheden,« siger Nonny Sand, 46 år.

De fleste kender hende. Hun fik sin filmdebut som tvillingepigen Topsy i »De uanstændige« i 1984 og spadserede direkte ind på Statens Teaterskole, hvor hun blev færdiguddannet i 1987. Hun har spillet på Det Kongelige, Folketeatret, Vendsyssel Egnsteater, Fiolteatret og Holbæk Egnsteater m.fl. plus i TV-serier og på film.

I 1999 valgte hun at tage et års barselsorlov, da hun havde født sit tredje barn, så den lille kunne slippe for at blive taget med på turneer i en lift som sine ældre søskende.

Voksenunderviser
Da Nonny Sand vendte tilbage til arbejdslivet, var der ingen opgaver her og nu til en skuespiller, der er »hjerteskærende god«, som Berlingske Tidendes teateranmelder Jens Kistrup skrev om nogle af hendes roller på Det Kongelige »med et meget smukt, meget gribende og meget rystende spil«.

Så Nonny Sand blev sendt på aktiveringskursus og fik besked på, at hun skulle finde på noget andet at bestille end det brødløse teater.

»I er her jo, fordi I ikke har noget arbejde,« lød velkomsten fra lederen af aktiveringskurset.

»Men det havde jeg jo. Jeg havde engagement på Folketeatret, hvor jeg skulle spille i en dramatisering af »Anne Franks Dagbog« tre måneder senere.«

Men sådan noget tæller ikke.

Tilbage i 1999 blev skuespillere dog ikke presset til at søge to-tre fuldtidsjob om ugen uden for deres fag og mindst to job, som A-kassen anviser, sådan som praksis er nu efter de seneste stramninger.

Nonny Sand valgte den gang at tage en uddannelse som voksenunderviser, som hun faktisk er rigtig glad for. Den satte hende i gang med at skabe sine egne teaterprojekter og skrive tekster og instruere, og hun dannede sit eget forumteater, som tager ud på skoler og laver dramaøvelser med elever. Alene her i efteråret er det ude på 33 skoler med teaterleg-dramatik om dårligt sprog, vold og trusler.

Hun har også taget en auteur-uddannelse på Odsherred Teaterskole og skabt Teatret Riffraff, der spiller undervisningsbaseret oplevelsesteater med syv skuespillere og fire musikere ude på virksomheder.

»Vi er efterhånden mange, der konkurrerer på det område, så det kræver konstant salgsarbejde ved telefonen og computeren,« siger Nonny Sand. »Alligevel så sker det ind imellem, at netværket svigter, og så er det, at man straks bliver åndet i nakken af A-kassen og panisk angst.«

Skuespillere sidder altså ikke ved telefonen og computeren og venter på at blive kontaktet af teaterdirektører og filmproducenter?

»Det sker kun for en meget lille indercirkel i dag. Jeg bliver helt sørgelig over at se, hvor mange nyuddannede skuespillere, der forlader teaterskolerne uden arbejde. Det kan jeg slet ikke holde ud. Så grelt var det ikke tidligere.«

Har du fortrudt at du tog den barselsorlov og selv røg ud af rampelyset?

»Ikke et sekund. Jeg vidste, at mit tredje barn ville blive mit sidste, og det skulle nydes. Om der sidder 1.000 tilskuere i salen eller 25 er fuldstændig lige meget for mig. Jeg er ikke til glamour. Jeg er meget genert og hader, når man kigger på mig på gaden. Det, der fascinerer mig, er at fortælle en historie,« siger Nonny Sand, der er tilbage på scenen.

»Jeg havde ikke noget projekt, da jeg stoppede som vikar. Det havde jeg ikke orket på grund af de skiftende arbejdstider, psykisk dårligt arbejdsmiljø, og skuespillerkolleger, der undgik mig, som om jeg led af en smitsom sygdom. Det sidste slog mig næsten mere ud end noget andet,« siger hun.

Men dagen efter ringede telefonen med et job i Dansk Røde Kors’ equalprogram, hvor hun spiller hun en fastansat, der mobber en nyansat i en forumteaterforestilling, som er inspireret af Christian Jungersens roman »Undtagelsen«.

»Det er som at komme hjem, men mit engagement slutter 24. november. Så er jeg arbejdsledig igen og skal til at søge mindst tre job om ugen, så hvis nogen kender nogen, der kender nogen, der skal bruge en skuespiller, så...«

På banklån
Nonny Sand har dobbeltgarderet sig mod at blive sendt ud i nye vikarjob ved at tage et banklån og starte som selvstændig med at opbygge et nyt teater på en båd i Sydhavnen. Banklånet skulle række det næste halvandet års tid.

»Jeg ved, der er regler, jeg må respektere. A-kasserne gør jo det, de skal. Jeg kan også godt forstå den strammere arbejdsmarkedspolitik. Men jeg frygter, at man taber nogen på gulvet, som har gang i noget interessant. Det svarer til, at man fjerner alle de små fodboldklubber, som er fødekæden til et godt landshold. Det er slet ikke til at holde ud,« siger Nonny Sand.