Når kunsten går forud for børnene

I den stærke og stærkt selvbiografiske »De urolige« skriver Linn Ullmann om opvæksten med Ingmar Bergman og Liv Ullmann.

Linn Ullmann er aktuel med romanen "De urolige". Bogen tager udgangspunkt i det selvbiografiske - især omkring hendes forældre, Ingmar Bergman og Liv Ullmann. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard

»Jeg var hans barn og hendes barn, men ikke deres barn, det var aldrig os tre; når jeg bladrer gennem stakken af billeder, som ligger på bordet foran mig, finder jeg ingen fotografier af os tre sammen. Hun og han og jeg.«

De tre er ikke hvem som helst. »Hun« er den store skuespiller Liv Ullmann, »han« er filmgeniet Ingmar Bergman, og »jeg« er Linn Ullmann – deres fælles barn og forfatteren til den stærke og stærkt selvbiografiske roman, »De urolige«.

Her fortælles en typisk historie om en opløst familie. Og så alligevel ikke. For vel var forældrene mennesker af kød og blod, men de var også geniale kunstnere og på den måde en slags undtagelsesmennesker, der først og fremmest havde viet sig til kunsten.

Ikke mindst far Bergman, der havde hele ni børn. Men »Børnene var ikke det vigtigste«, skriver Linn Ullmann. Heller ikke for mor Ullmann, der eksempelvis flyttede fra Sverige til USA for at arbejde og installerede datteren med to barnepiger flere times kørsel fra hendes egen lejlighed på Manhattan. Det er svært at se som andet end vanrøgt.

Ud på øen

11 måneder om året boede Linn Ullmann hos sin mor og en enkelt med faren på Fårö nord for Gotland. Men selv om hun som barn var hos ham i meget kortere tid end hos moren, får besøgene lov til at fylde store dele af romanen, hvor det lykkes at beskrive øens forblæste og forrevne poesi og den kejtede kærlighed til faren, der aldrig lod hende glemme, at her spillede kunsten hovedrollen: Når han arbejdede i sit værelse, måtte hun ikke forstyrre og fik lov til at bo i et værelse fjernt fra hans.

Pigen, som hun ofte kaldes i distancerende tredje person, elsker sine forældre, sådan som børn nu engang elsker deres forældre. Men kærligheden er også isprængt noget andet, noget begsort: »Egentlig tror jeg, at jeg har sørget over mine forældre hele livet«, skriver Linn Ullmann et sted, og videre: »jeg ved ikke helt, hvem jeg var for dem.«

Det er en af de værste anklager, et barn kan rette mod sine forældre. At de ikke var tydelige nok i deres kærlighed. Men Linn Ullmann lader samtidig til at forstå dem. Deres selvoptagethed, deres vilde optagethed af kunsten. Måske fordi deres blod ruller i hendes årer, og fordi hun er vokset op i deres nærvær. Måske også fordi hun nu, som voksen, i lige så høj grad er gift med sin kunst.

Den og andre tanker træder frem af de stykker erindringer, refleksioner og dokumentariske indslag, »De urolige« udgøres af, og som Ullmann orkestrerer med selvfølgeligt mesterskab.

At hun skulle være i slutningen af 40erne, før hun skrev romanen, og have et anseligt forfatterskab bag sig, virker rigtigt. Det kræver jo ikke bare talent, men også erfaring og en vis distance til stoffet for at få sådan et værk til at leve. Det gør det lykkeligvis, og mest bevægende er beskrivelserne – der ofte gør opmærksom på hukommelsens lunefuldhed – af farens sidste tid i huset på Fårö. Her er han så tynd, at hun frygter, at hans krop vil knække under hovedets vægt, hvor han er halvdøv og halvblind og hele tiden taber tråden.

Sin fars datter

»Old age is a massacre«, har forfatteren Philip Roth engang skrevet. Linn Ullmanns beskrivelse af Bergmans sidste tid understøtter kun pointen, men er meget sjældent sentimental. Og mellem sine nøgterne erindringer og refleksioner har hun omhyggeligt placeret udskrifter af de krattende båndoptagelser, hun nåede at lave med ham inden hans død i 2007.

Planen med disse »sidninger«, som han kalder det, var en samtalebog. Den blev aldrig til noget, men samtalernes akavede, lidt febrile, men også kærlige karakter er med til at gøre »De urolige« til en bevægende oplevelse, mens det bare er dødtrist at mærke hvor lille hun – en fortrinlig og prisbelønnet forfatter – blev i hans selskab. Ikke stort meget andet end sin fars datter.

Men efter at have læst romanen slår det mig, at hverken faren eller moren noget sted nævnes ved navn. Vel for at åbne bogen op, gøre den mere almen og skønlitterær. Men de er der alligevel: Ingmar Bergman og Liv Ullmann. Deres ansigter, stemmer, bevægelser, vilde viljer. Så nok er det en fortælling om en opbrudt familie. Men altså én uden sidestykke.

Titel: De urolige. Forfatter: Linn Ullmann. Oversætter: Karen Fastrup. Sider: 408. Pris: 300 kr. Forlag: Gyldendal.

Bogcover De Urolige Fold sammen
Læs mere