Når kunst hæver sig over hverdagen

Matisse er en publikumsmagnet, og Louisianas direktør, Poul Erik Tøjner, håber på mindst 200.000 gæster til udstillingen »Matisse - et nyt liv«. Her giver Tøjner sit bud på, hvorfor alle elsker Matisse.

»Af et Matisse-billede kan man lære at se det smukke i sin omverden. Det har noget med hans klarhed og farvestyrke at gøre. Matisse er for øjet, hvad musik kan være for øret.«

Louisianas direktør, Poul Erik Tøjner, er altid engageret, og når det gælder kunst - altid entusiastisk. Taler han om den franske kunstner Henri Matisse, får både engagementet og entusiasmen en tand eller to ekstra.

Museets ny udstilling, »Matisse - et nyt liv«, som kan ses fra 12. august til 4. december, indeholder 150 værker, som Matisse lavede fra han blev alvorlig syg i 1941 til han døde i 1954.

Det er fantastiske og enestående værker, som er udlånt af en lang række udenlandske museer og privatsamlinger verden over, men udstillingen er ikke kun en pragtopvisning af Matisses værk. Den er også et interessant, psykologisk indblik i kunstnerens sidste år.Da Matisse i 1941 lå alvorligt syg, troede han, at livet nærmede sig sin afslutning. Men han kom sig, og efter at have set døden i øjnene, oplevede han en kunstnerisk genfødsel og en årrække med en forrygende skabende energi. Det er resultatet af dette eksistentielle vendepunkt, Matisse selv kaldte »mit seconde vie« - mit andet liv, udstillingen viser.

»Matisse troede, at han skulle dø, men han overlevede og fik ligesom et nyt liv foræret. Den frigørelse af psykisk energi, som sådan noget medfører, kender man fra mange mennesker. Det er almindeligt, at proportionerne i livet ændres i forbindelse med sygdom. Man får måske sans for, hvad der er det væsentlige i livet. Det er ikke kun noget, kunstnere kender til. Det er en almen erfaring, men kunstnere udtrykker det på en måde, så alle kan se det,« siger Tøjner.

Det er kunsthistorikeren og Matisse-eksperten, Hanne Finsen, der har fået ideen til udstillingen, som hun også er kurator for. Det er hendes forskning i en enestående brevveksling mellem Matisse og den franske satiretegner og forfatter, André Rouveyre, i perioden 1941-54, der er rygraden i udstillingen. Brevene giver et enestående indblik i Matisses kunstneriske genfødsel.

Udstillingen viser en række af de centrale værker, som Matisse skabte i denne periode af sit liv, hvor han for anden gang blev banebrydende som kunstner og forbillede for yngre kolleger, bl.a. de amerikanske minimalister og andre kunstformer, som unge kunstnere dyrkede i 1950erne.

»Det er hele denne fantastiske personlige historie om venskabet mellem de to mænd og den ny suverænitet i Matisses kunstneriske udtryk, der gør udstillingen interessant,« siger Tøjner.

Udstillingen er blevet til i samarbejde med Musée du Luxembourg i Paris, hvor den netop har været vist og er blevet set af 310.000 mennesker.

»Vi har budgetteret med 200.000 besøgende, og det skal vi have, for det har været så dyrt at lave udstillingen,« siger Tøjner.Han fortæller, at det har været svært at lave udstillingen, fordi Matisse er en meget efterspurgt kunstner blandt verdens museer.

»Det har virkelig været hårdt at få lov til at låne en række af værkerne. Man kan charmere sig til meget her i livet, men i den her boldgade, der er det argumenter, der tæller. Når det har kunnet lade sig gøre, skyldes det Hanne Finsens lysende klare koncept. Udstillingen viser de billeder, man kan læse om i brevvekslingen mellem Matisse og Rouveyre,« siger Tøjner.

Når man beder ham forklare, hvorfor Matisses malerier, papirklip og glasmosaikker er så populære, både hos publikum og kunsthistorikere, gør han det ved at sammenligne ham med Picasso, som var Matisses samtidige og store rival.

»For et par år siden var der i London, Paris og New York en fantastisk udstilling, som hed »Matisse og Picasso«. Der er et spændende modsætningsforhold mellem disse to kunstnere. Picasso har en kompliceret psykologi. Når man ser hans billeder, ser man en meget kønsbevidst mand, som kæmper med sine damer, dæmoner og indre kræfter. Det, synes vi, er voldsomt fascinerende. Ved Matisse er der en form for afklarethed, måske ligefrem en form for trøst, som er lige så fascinerende. Han når den samme klarhed, som man kan finde i f.eks. middelalderkatedraler. Det er stor kunst, der hæver sig over hverdagen. Begge dele hører med til menneskets liv - Picassos psykologi og Matisses klarhed, renhed og legitimitet i forhold til det at nyde ting. Af et Matissebillede kan man lære at se sin omverden som smuk.«