Når kirken straffer syndere

»Magdalene Søstrene« er et dystert drama om et mørkt kapitel i irsk historie.

Nogle film er båret af en indignation og en vilje til at fortælle om autentiske, tragiske begivenheder, der fortjener at komme frem i dagens lys. Den irske film, »Magdalene Søstrene« er en af dem, og den handler om en katolsk nonneorden, der fra det 19. århundrede i Irland drev forvaringsanstalter for kvinder. Anstalter, der fungerede som indtægtsbringende vaskerier, men hvor de »indsatte« var både ulønnede og retsløse. Den periode kvinderne var dømt til at tilbringe dér, afhang alene af nonnernes vurdering af de syndefuldes angren, og for ca. 30.000 kvinder regner man med, at det betød både hele liv og død indenfor murene. Og mest chokerende er det måske, at disse forvaringsanstalter fortsatte helt op til 1996!

Det er naturligvis en skamplet på den katolske kirke som den endnu ikke har undskyldt officielt, og man forstår instruktør Peter Mullans kritik og harme. Mullan, der kunne ses som Joe i Ken Loach-filmen »My Name is Joe«, blev inspireret til filmen, da han så dokumentarprogrammet »Sex in a Cold Climate« om nogle af de indsatte kvinders liv, og han har selv skrevet manuskript baseret på virkelige beretninger.

Små og store synder

Filmen følger tre unge kvinder, Bernadette, Rose og Margaret, der af forskellige årsager alle ender på anstalten. Margaret fordi hun ved et bryllup bliver voldtaget af sin fætter, »men sikkert selv har været ude om det«. Rose fordi hun blev gravid udenfor ægteskab og iøvrigt blevet påtvunget at bortadoptere sit barn. Og Bernadette alene fordi hun på det børnehjem, hun er vokset op på, har udvist lidt for stor interesse for drenge. Grunde nok for forældre og myndigheder i 1960erne til at straffe unge piger.

Resten af filmen beskriver kvindernes hverdag på klosteret. Hårdt slid syv dage om ugen, sult, fysisk afstraffelse, seksuelle overgreb, psykiske ydmygelser og ingen kontakt med hverken omverdenen eller hinanden.

Mangler indlevelse

Det kan lyde som hård kost, men det er faktisk ikke så hårdt at se på, som det lyder. For er der en indvending mod »Magdalene Søstrene«, der fik Den Gyldne Løve på Venedig Film Festival, er det faktisk, at den har så travlt med at opridse grusomheder, at den ind imellem mangler indlevelse i sine personer. Det gør desværre, at selv om hændelserne på lærredet er forfærdelige, så virker de også en smule uvedkommende. Man har medlidenhed med pigerne, men lever og ånder ikke med dem gennem deres lidelser.

Det er selvsagt en skam, men rører dog ikke ved, at helhedsindtrykket af »Magdalene Søstrene« er en film, der har en mørk men vigtig historie. Den bliver fortalt i et klædeligt afdæmpet tempo og bakket op af nogle bemærkelsesværdige skuespillerpræstationer og er alene af den grund værd at se.