Når hverdagen skal bevares for eftertiden

Jo mere hverdagen og vor egen tid er blevet relevant at udstille på museer, jo vigtigere bliver indsamlingen af hverdagsgenstande som tandbørster, opvaskebaljer og kaffekopper.

En stue fra 1950erne kræver mange hverdagsgenstande. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

I bestikskuffen. Eller klædeskabet. Eller puderne i sofaen. Museumsgenstandene pibler frem i dit hjem. Hverdagsgenstande som kaffekopper og vasketøjskurv kan være potentielt interessante for flere danske museer i fremtiden, og i nogle tilfælde allerede nu, når museerne laver interiør-udstillinger som dem, man finder i Den Gamle By i Aarhus, på Arbejdermuseet i København, og på flere lokale museer rundt om i landet.

I Aarhus valfarter folk nu til den moderne by i Den Gamle By for at se på deres barndom og ungdom i 1974-bydelen, hvor køkkenskabene viser Margretheskåle i friske nuancer, afsyrede møbler, tidligere sennepsglas, der nu i stedet er drikkeglas, ryatæpper i efterårsfarver og slidte håndklæder på badeværelset.

Og allerede nu forbereder Den Gamle By tre hjem, der er endnu tættere på os og nutiden, når museet om fem år vil åbne en gade fra 2014 med fem butikker og tre lejligheder.

»I bydelen genskaber vi tre konkrete menneskers hjem: en singlekvinde, en enlig mand og et lesbisk par med børn. Vi lærte i arbejdet med at opbygge 1974-bydelen, at man kan komme langt med almindelige familiefotos, hvor man kan ane reolsystemet og bøgerne i det på et billede fra juleaften og den slags.«

»Men til gengæld mangler vi billeder af, hvordan lofterne eller stikkontakterne så ud, så derfor har vi gennemfotograferet de tre hjem i 2014. Vi har for eksempel også taget et billede af singlekvindens køleskab, som er helt tomt bortset fra en pose rødløg, der spirer, og en færdigret i fryseren,« siger Anna Wowk Vestergaard, museumsinspektør hos Den Gamle By i Aarhus.

Relationen mellem person og genstanden

I 2020 og i 2050 bliver udfordringen derfor at blive ved med at kunne lægge en pose rødløg i en pose, der ser præcis ud, som den, der lå i køleskabet i 2014. Og at emballagen på færdigretterne i fryserne har det rigtige årstal trykt på udløbsdatoen.

»Vi har indsamlet emballager fra firmaet, der har lavet retterne, og kollegerne her på museet har også taget tomme emballager med hjemmefra, når de havde fået en færdigret,« fortæller Anna Wowk Vestergaard.

Så Den Gamle By i Aarhus har pt. et mindre lager. Men der er også indledt et samarbejde med en grafiker om at genskabe og opfriske netop emballage til brug i udstillingerne.

»Fordi vi har åbne udstillinger, bliver tingene slidt. Aviser og blade er noget, der er enormt tidstypisk, derfor bladrer folk ofte i dem, så de bliver hurtigt slidt. Derfor efterlyser vi nu generelt blade, magasiner og aviser fra 2014, så vi har dem på lager.«

På Arbejdermuseet i København har man også interiørs udstillet.

Museet er ikke mindst berømt for en autentisk arbejderlejlighed fra 1915-92, som museet arvede af datteren i familien, Yrsa Sørensen, og for genskabelsen af et klassisk arbejderhjem i 1950erne, som har vakt genkendelse hos mange mennesker gennem årene.

»1950er-lejligheden er en rekonstrueret udgave af, hvordan en arbejderlejlighed kunne se ud på det tidspunkt. I den er der ting, som er så tidstypiske, at de af sig selv sætter folks erindring i gang, når de ser interiørerne. Men ellers handler indsamling for os primært om at bevare relationer mellem en person og genstanden.«

»En genstand er sjældent interessant for os, hvis folk ikke har en erfaret historie om genstanden eller et forhold til den, heller ikke selv om den er i nok så fin stand. Får vi for eksempel tilbudt en høj 50er barnestol i bøgetræ, måske endda fra FDB-serien, men uden en personlig historie, så vi ikke engang ved, om der er en arbejderhistorie knyttet til den, vil vi formodentlig ikke lade den indgå i museumssamlingen, og dermed love at bevare den til evig tid.«

»Mens en identisk stol med en god og relevant proveniens er selvskrevet i samlingen«, forklarer museumsinspektør Helle Leilund fra Arbejdermuseet. Og så er der jo alligevel ingen regler uden undtagelser:

»I sidste uge fik vi tilbudt nogle ting fra det kooperative mejeri Enigheden, som en tidligere ansat havde gemt. Blandt andet en meget fin model af en hestetrukken mælkevogn. Selv om det var sønnen til den ansatte, der kom med dem, og derfor ikke havde så meget personlig erindring om de enkelte genstande, så gør det i lige dét tilfælde ikke noget, fordi Enigheden er så velbeskrevet, og den kooperative bevægelse er et væsentligt arbejdsområde for museet.«

Museets efterspørgsel

Er der noget, der er svært at skaffe?

”Vi mangler særligt herretøj. Det lader til, at mænd slider deres tøj op, eller de smider det ud eller konverterer det til havetøj. Arbejdstøj og sportstøj mangler vi også, det gemmer man åbenbart ikke. Så er der ting som opvaskebørster og opvaskebaljer – det er noget, der er lavet med henblik på at blive at brugt, til det er slidt op.«

»Det er ekstra udfordrende, fordi vi har brug for store mængder af det, idet vi for eksempel i 1974 bydelen har ti hjem, en børnehave og en gynækologklink, der alle har køkken,« siger Anna Wowk Vestergaard fra Den Gamle By.

I den moderne tids brug og smid væk kultur kan tøj kan generelt være svært, især tøj, der afspejler et helt liv, fra barn til voksen. Men Arbejdermuseets Helle Leilund har været så heldig at møde en ældre kvinde med en for et museumsmenneske særlig skat liggende i sit hjem:

»Jeg har en mangeårig kontakt med en kvinde, der er født i 1937, og som har gemt alt - som i alt! - sit tøj siden hun blev født. Hun kommer fra en arbejderfamilie, så tøjet er stoppet og lappet, genbrugt og omsyet undervejs. Der er ganske få ting, hun har smidt ud undervejs, men hun er krigsbarn, så hun har følt sig forpligtet overfor sin mor til at gemme og bruge tingene til de absolut ikke kan mere.«

Museerne mangler særligt herretøj, hvorimod B&O fjernsyn og radioer ikke er særlig efterspurgt. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.

Hvad må I så til gengæld sige nej til, fordi I har rigeligt allerede?

»Vi siger nej til B&O fjernsyn og radioer. De har typisk været så dyre, at folk holder fast ved dem, og derfor har gemt dem. Men det er ikke et mærke, alle har haft, så vi kan ikke placere dem,« fortæller Anna Wowk Vestergaard fra Den Gamle By.

På Den Gamle Bys hjemmeside med efterlysninger er det da også et Tandberg fjernsyn, museet efterspørger.

»På Arbejdermuseet får vi for eksempel ret tit tilbudt trædesymaskiner og komfurer. I arbejderhjemmene var det en slags forsikring at have en symaskine. Hvis der kom arbejdsløshed, kunne man måske tjene ved at sy for nogen, senere kom også strikkemaskinerne, som enlige mødre kunne have, fordi de så kunne arbejde hjemme om aftenen hos børnene.«

»Men mange af de gemte symaskiner har typisk ikke den spændende personlige historie. Og så får vi tilbudt en del Richs album, men det skyldes nok, at andre museer henviser til netop os,« fortæller Helle Leilund, som også begrunder den hyppige forekomst at netop symaskiner med, at de har været dyre i indkøb og derfor er blevet gemt i mange hjem.

»Vi får ofte tilbudt det, som folk selv skatter, men mere sjældent de ydmyge genstande,« siger Helle Leilund, og Anna Wowk Vestergaard understreger også, at ingen genstand er for lille til at være interessant for Den Gamle By:

»Taknemmeligheden er ikke afhængig af mængden vi modtager. Måske kommer du med lige dét opskriftskort, vi mangler, og så vil vi være glade for at få det. Vi har for eksempel stor brug for tandbørster fra 1974 – alene børnene i børnehaven skulle egentlig have en hver – så der er vi glade for hver enkelt, vi modtager.«

Tingenes alder

Når man har med hverdagsgenstande som tandbørster, gulvskrubber, støvsugere og bestik at gøre, kan det være svært at fastslå tingens præcise alder. Men for Den Gamle By i Aarhus er det afgørende at vide, om en orange vasketøjskurv er fra 1974 eller 1976, hvis den skal placeres i et af hjemmene i den moderne by.

»Det kan være svært med plasticting, fordi der ikke altid står noget på dem fra dengang. Opvaskebaljerne fra 70erne føles tykkere i plasticen, end de der laves i dag. Men ellers ser vi på, om der er stregkode på – for den blev først taget i brug i USA i 1974, og kom til Danmark senere – om der er varefaktamærker, eller om tingene ligner noget fra gamle reklamer..«

Derfor er det også bittert, når man sidder man den helt rigtige genstand i god stand, og som museumsinspektøren allerede kan visualisere i udstillingen.

Kun for at opdage, at den er to år for ung.

»Madkasser var også noget, vi manglede til 1974 bydelen, og på et tidspunkt fik jeg nogle rigtig fine eksemplarer ind. Men jeg opdagede, at Rosti desværre først lancerede den model fra 1976, og derfor kunne vi ikke bruge dem,« siger Anna Wowk Vestergaard.

2014-bydelen tegner ikke i samme grad til at blive en udfordring, blandt andet fordi museet allerede nu samarbejder så tæt med de familier, der skal portrætteres i hjemmene på museet.

»I kernefamilien har det ene af børnene skiftet sit værelse fuldstændig ud, og vi købte hans gamle værelse. Familien havde også en uheldig periode med sine hårde hvidevarer, hvor flere ting gik i stykker, så dem har vi overtaget og sat på lager. De behøver ikke være funktionsdygtige for at stå i lejligheden, men vi ved, det er de rigtige.«

»Singlekvinden havde en vandskade i sin lejlighed i 2014, og i 2015 flyttede hun sammen med sin kæreste, så hun har også givet os ting allerede. Samtidig er hun en type, der følger tidens tendenser, og derfor tit skifter ud, så vi får løbende ting overført fra hende. Hun vurderer selv, at hun i 2020 har afviklet langt de fleste af de ting, der var i hendes hjem i 2014.«