WASHINGTON: Hvis den tidligere amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton havde håbet på at slå politisk mønt af den nye TV-spændingsserie ved navn »Madam Secretary« (Fru udenrigsminister), har hun foreløbig ikke fået det ønske opfyldt.

Seriens seertal er i frit fald. Og dét efter en stormfuld debut for nogle måneder siden med megen forargelse og endnu mere omtale, fordi heltinden angiveligt skulle forestille at være Clinton.

Serien kunne derfor opfattes som en politisk støtte til hende, hvis hun i øvrigt stiller op som præsidentkandidat. Nu kan den give bagslag for hendes politiske kamp.

Serien var planlagt til at vare frem til præsidentvalget i 2016, og Clintons modstandere frygtede, at den ville få Hillary Clintons tid som udenrigsminister til at fremstå i et mere flatterende lys. Dét havde Hillary Clinton givetvis håbet på. Og med den perlerække af demokratiske Hollywood-folk, der stod bag serien til den amerikanske TV-station CBS, kan man måske godt forstå, hvorfor hun håbede – og det republikanske parti modsat frygtede – at manuskriptet ville få politisk slagside.

Men – forhåbningerne eller frygten, hvordan man nu drejer det – er ikke blevet indfriet. For uanset hvad, så fænger seriens plot bare ikke. Og hovedpersonen, en blond kvinde i spadseredragt som bliver udenrigsminister, ligner alligevel ikke helt Hillary Clinton. Eller gør hun?

Under alle omstændigheder er det ikke en hvidvaskning af Hillary Clintons tid i ministeriet, man får, hvis man tænder for TV søndag aften. For hovedpersonen har nogle beskidte tricks i ærmet, som ikke tåler virkelighedens lys.

Men heller ikke hvis man hader hende, er der meget at hente.

Benghazi-affæren

Ganske vist lægger seriens fiktionsdrama sig på et enkelt område tæt op ad en betændt sag, som Hillary Clinton brændte fingrene på. Den såkaldte Benghazi-affære hvor fire amerikanske statsborgere blev dræbt af terrorister i USAs konsulat i den libyske by af samme navn. Men dermed stopper festen.

Virkelighedens Benghazi er historien om et slapt forhold til ambassaders sikkerhed fra udenrigsministeriet side, mens fiktionens Benghazi er historien om en udenrigsminister, der griber til et brutalt privat sikkerhedsfirma for at få skabt ro omkring de amerikanske diplomater i Libyen.

I virkelighedens verden er og bliver Benghazi-affæren Clintons største fadæse. Det var et angreb, der måske kunne være undgået, hvis Udenrigsministeriet havde taget truslerne mere alvorligt og havde øget sikkerheden for de udsendte diplomater og soldater.

Det efterlader Hillary Clinton med et forklaringsproblem: For hun gjorde intet, selv om der var mange advarsler om, at man satte amerikanske statsborgeres liv på spil.

Men sjældent er et fiktionsdrama blevet udsat for så omfattende en granskning som »Madam Secretary«, fordi serien i offentligheden bliver opfattet som en serie om Hillary Clintons tid i Udenrigsministeriet næret af interview med blandt andre skuespilleren og produceren Morgan Freeman og manuskriptforfatteren Lori McCreary.

Den sidste sagde, at de fik ideen, da de så Hillary Clinton gå til modangreb under kongreshøringen om Benghazi. Så hver eneste søndag bliver serien gransket af politiske tilhængere og modstandere. Men det er altså tydeligt, at det er fiktion, selv om der læses alt muligt andet ind i den.

Diskussionen om, hvordan TV-serier påvirker befolkningen, som den, der for tiden udspiller sig i Danmark over Bornedals »1864«, er med andre ord velkendte i USA, selv om amerikanerne på en række områder har en mere afslappet tilgang til fiktionens verden.

Onde tunger vil vide, at de amerikanske skolers nedskæring af historieundervisningen har gjort hele spørgsmålet om fiktion og historisk korrekthed til et imaginært problem.

Derfor blev Connecticut skurkestat

Da storfilmen »Lincoln« rullede over biografernes lærreder i februar sidste år, var der også en ophedet diskussion om netop den historiske autenticitet. Ikke mindre end 13 store fejl blev fundet i filmen, som filminstruktøren Steven Spielberg blandt andet stod bag.

I filmen blev det historiske opgør i Kongressen om den 13. tilføjelse til forfatningen om slaveriets ophør fremstillet på en måde, der ikke var historisk belæg for. Blandt andet blev staten Connecticut i filmens fiktionsunivers fremstillet som modstander af tilføjelsen – og dermed modstander af slaveriets ophør. Hvad delstaten ikke var. Hvorfor? Jo, fordi statens navn begynder med et C, og da man stemte alfabetisk, havde man brug for et drama i begyndelsen af afstemningen. Derfor blev Connecticut skurken.

Det gik ikke stille af. Hvis Steven Spielberg på det tidspunkt var kommet til Connecticut, ville han være blevet mødt af rasende folkemængder.

Og hvad var det så, amerikanerne forventede af en film om Lincoln? De forventede, at historien i det mindste et stykke ad vejen var historisk korrekt. Men sådan opfatter personer som Steven Spielberg ikke deres opgave. Som Spielberg sagde i den tale, han holdt i den berømte by Gettysburg i Pennsylvania, hvor Lincoln selv 150 år før havde talt efter et af borgerkrigens blodigste slag:

»Det er et forræderi mod historikerne at udforske det ukendte. Men det er filmskabernes job at bruge vores kreative forestillingsevne til at genskabe det, som er glemt. Det er uundgåeligt, at denne genskabelse – selv når man gør sig mest umage – er fantasi eller en drøm«.

Dén kunne de så tygge lidt på, dér i Gettysburg, hvor man forventede en forklaring på, hvorfor historien – som den opfattes i USA – ikke blev nøje gengivet i Spielbergs version af Lincoln.

For det var ikke kun USAs præsident, Abraham Lincoln, der blev fremstillet i et fortolkningsunivers, men også en lang række andre veldokumenterede politiske skikkelser og situationer, som blev kørt igennem Spielbergs kreative processer og endte på den anden side med en nyfortolkning af den virkelighed, der eksisterede i USA i 1860erne.

Delstaten Connecticut oplevede i øvrigt et tilbageslag efter at være blevet sværtet til i filmen. Fordi man råbte så højt, som man gjorde, så var der også en del historikere, som gik i gang med at finde ud af, hvordan det egentlig var med denne delstat. Og det var ikke et kønt syn, der blev gravet frem.

For Connecticut var ganske vist på den rigtige side af historien, når det drejer sig om afstemningen i Kongressen. Men så sandelig ikke på andre områder. Faktisk kunne historikerne påvise, at Connecticut på den tid næsten var mere racistisk end sydstaterne.

4.000 af delstatens mænd blev dræbt på nordstaternes side. Men det var ikke for ingenting, at Connecticut blev kaldt for New Englands Georgia – en henvisning til sydstaten Georgia, der var en af de stater, hvor der var flest slaver. Og det varede påfaldende længe, før Connecticut fik fjernet den passus i sin lokale forfatning, hvori der står, at kun hvide kan stemme.

Og da storfilmen »Gettysburg« fik premiere i 1993, var der en lignende ballade om historien, fordi filmen angiveligt favoriserede den ene side i slaget, og i slutningen fremstillede den legendariske sydstatsgeneral Robert E. Lee som en religiøs og bims mystiker i stedet for som normalt at portrættere ham som en karismatisk sydstatsgeneral, der blev fanget i et historisk drama af andre grunde end en modstand mod ophævelse af slaveriet. Det var noget nær helligbrøde.

Men filmen om Gettysburg står i dag som et filmisk monument over borgerkrigen. Glemt er de historiske unøjagtigheder. Filmen er nu ikoniseret som selveste historien om Gettysburg og sælges på den berømte slagmark på lige fod med gamle genoptryk af autentiske fotografier fra dengang i turistbutikkerne.