Når forfatter er forfatter værst

Forfattere afholder sig som regel fra at kritisere andre forfattere. Men når vreden, væmmelsen eller irritationen først vendes mod en kollega, bliver pennen et syredryppende sværd. Her er nogle highlights fra denne mørke, men ofte morsomme side af litteraturhistorien.

»Det er ikke at skrive, det er at taste.«Truman Capote om Jack Kerouac. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

Vladimir Nabokov om Ernest Hemingway: »Hvad angår Hemingway, så læste jeg ham, da jeg var i først i 40erne. Det var noget om klokker, nosser og tyre, jeg hadede det.«

Truman Capote om Jack Kerouac: »Det er ikke at skrive, det er at taste.«

Evelyn Waugh om Marcel Proust: »Jeg læser Proust for første gang. Meget skidt. Jeg tror, han havde en mental defekt.«

Mark Twain om Jane Austen og hendes roman »Stolthed og fordom«: »Hver gang jeg læser i »Stolthed og fordom«, får jeg lyst til at grave Jane Austen op og slå hende på kraniet med hendes skinneben.«

Charles Darwin om William Shakespeare: »Jeg har på det seneste forsøgt at læse Shakespeare og fandt ham så uacceptabelt kedsommelig, at det gav mig kvalme.«

Friedrich Nietzsche om Dante Alighieri: »En hyæne, der skrev digte på grave.«

H.G. Wells om George Bernard Shaw: »En idiot, der skriger på et hospital.«

Klaus Rifbjerg om Henrik Stangerup: »Vandhovedet fra Møn.«

Oscar Wilde om Alexander Pope: »Der er to måder ikke at bryde sig om poesi på; den ene er ikke at bryde sig om den, den anden er at læse Pope.«

Harold Bloom om J.K. Rowlings »Harry Potter og De Vises Sten«: »Hvis du ikke kan overbevises om, at der findes noget bedre, så må det blive Rowling.«

Charles Baudelaire om Voltaire: »Jeg kedede mig bravt i Frankrig – hovedsagelig fordi alle dér mindede om Voltaire.«

Poul Borum om Helle Helle: »Helle Helle kan ikke skrive skrive.«

Henry James om Edgar Allan Poe: »At være vild med Poe er uden tvivl et tegn på et primitivt reflek-sionsniveau.«

Samuel Butler om Johan Wolfgang Goethes »Wilhelm Meisters læreår«: »Det er måske den værste bog, jeg nogensinde har læst. Ingen englænder kunne have skrevet sådan en bog. Jeg kan ikke mindes én god side eller ide.«

Virginia Woolf om James Joyces »Ulysses«: »Jeg bryder mig mindre og mindre om »Ulysses« - forstået sådan, at jeg finder den mere og mere ubetydelig; og gør mig ikke engang besværet med at finde dens meninger. Gudskelov, at jeg ikke skal skrive om den.«

Edvard Brandes om Herman Bang: »En vantreven abekat.«

Ernest Hemingway om William Faulkner: »Stakkels Faulkner. Tror han virkelig, at store følelser kommer fra store ord?«

Elizabeth Bishop om J.D. Salingers »Forbandede ungdom«: »Det tog mig dage at komme igennem den, rødmende, én side af gangen, blussende af skam på hans vegne over hver en latterlig sætning på vejen.«

Johannes V. Jensen om Sophus Claussen: »En fugtig lollik.«

Vladimir Nabokov om Joseph Conrad: »Jeg kan ikke klare Conrads souvenirshop-stil med flaskeskibe og muslingeskalshalskæder af romantiske klicheer.«

D.H. Lawrence om Herman Melville: »Ingen kan være mere klovnet og pompøs i sin dårlige smag end Herman Melville, selv i en stor bog som »Moby Dick.«»

Ayn Rand om C.S. Lewis: »Den lusede bastard med sine små koncepter, ikke en tyv, det er for stort et ord at bruge om ham.«