Når et sekund i en halvgod film ændrer alt

Læs mere
Fold sammen

Det, der ét øjeblik er ligegyldigt, kan det næste være livsforandrende. Fordi vi ikke er den samme nu, som vi var i går. Eller forrige år. Derfor er verden også hele tiden ny, og det gælder også den bog eller den film, vi vælger at genlæse eller gense.

Det sidste lærte jeg på den hårde måde. Af Jane Campion. Eller rettere: En scene fra hendes »Holy Smoke!« satte mig i skole.

Jeg så filmen, da den havde premiere i 1993, og var lidt skuffet. Campions »The Piano« havde været en oplevelse, fuld af sanselighed og poesi, men »Holy Smoke!« var ikke på samme niveau. Så jeg glemte den. Men nogle år senere så jeg den igen, og nu var der en scene, der ramte rent og dybt.

På det tidspunkt var jeg i et forholds sidste, terminale fase. Hun var ikke nogen engel, og det var jeg heller ikke. Vi pinte hinanden. Og når vi ikke gjorde det, sad vi hver for sig og led i vores banale smerte.

En af de aftener var der så »Holy Smoke!« i TV. Den handler om en ung kvinde, der er blevet betaget af en guru. Familien ser sig nødsaget til at isolere hende med en mand, der arbejder med at trække mennesker ud af den slags hjernevask.

Men kvinden bruger sin seksualitet til at vende magtforholdet om, så hun reelt kontrollerer ham. Hun ydmyger ham. Latterliggør ham. Giver ham kjole og læbestift på. Leger med ham. Bliver bare ved og ved. Indtil scenen, hvor han tager fat om hende og med tusch skriver nogle ord på hendes pande. Hun ser op på ham og så ind i spejlet. »Be kind«.

Andet står der ikke. Men nok til, at hun bryder sammen, og til at jeg mærkede et sug i kroppen. Og det enkle »vær venlig«-budskab forandrede mig. Lige dér.

Det letteste er at være kynisk. Hånlig. Kategorisk. Konfrontatorisk. Det er langt sværere at være venlig. Ikke mindst fordi andre let forveksler det med svaghed. Jeg siger ikke, at jeg blev et godt menneske. Slet ikke. Men jeg kom ud af forholdet på en god måde. Eller i hvert fald bedre, end hvis jeg ikke have set scenen.

Jeg genså »Holy Smoke!« forleden. Sekundet, hvor Kate Winslet ser ind i spejlet er stadig bevægende, også selvom overraskelsesmomentet er væk. Nok fordi budskabet er så enkelt, men så svært at efterleve. I hvert fald for mig. Men så er det bare at sætte filmen på igen. Og håbe scenen stadig virker.