Når enden er god ...

Det vrimler med bare numser i popkulturen. Især de kvindelige popstjerner sætter ballerne i frigear i den ene spektakulære og vovede musikvideo efter den anden. Er der tale om en ny tids feminisme? Eller er det blot iskold markedskalkule?

nicki minaj anaconda video grab. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De er der over det hele for tiden. Numserne altså. Store, runde, fyldige bagdele, der blævrer lystigt, når de bliver rystet. Skulle man være i tvivl, er det bare at logge på Instagram, hvor veludrustede kvinder som Kim Kardashian og Jen Selter dagligt poster såkaldte belfies (sammentrækning af butt og selfie) ud til deres millioner af følgere. Eller slå op i den amerikanske modebibel Vogue, der for nylig udråbte 2014 til »Year Of The Big Booty«.

Men der, hvor der nok er gået mest røv i den, er alligevel i popmusikken. Baller og bar hud sælger. I en tid, hvor antallet af YouTube-visninger er blandt tidens varmeste valutaer, er det antallet af øjne, der ser, snarere end ørerne, der lytter, som tæller. Og i det race synes tidens største kvindelige popstjerner lige nu konstant at forsøge at overgå hinanden. Fra Beyoncé og Nicki Minaj over Rihanna og Jennifer Lopez til Miley Cyrus og Taylor Swift. Hvem kan være mest vovet? Hvem kan være frækkest? Ja, selv sangene er begyndt at handle om numser nu.

Det hele begyndte for alvor sidste år i kølvandet på Miley Cyrus’ optræden til MTVs VMA-prisfest, hvor den tidligere Disney-skuespiller mere eller mindre smed klunset på live-TV, gnubbede sig i skridtet og rystede sine hvide baller, alt, hvad hun havde lært. Stuntet gav genlyd verden over, og inden længe havde vi fået tilføjet et nyt ord til vores kollektive ordforråd: »Twerking«.

Selve twerk-fænomenet har eksisteret i den sorte amerikanske hiphopkultur gennem mere end 20 år. Men det er altså først det seneste års tid, at den spektakulære og seksuelt aggressive numsedans er blevet allestedsnærværende i mainstreamen. Og at det lige var Miley Cyrus, der skulle bringe den ud til et større publikum, er i sig selv ganske paradoksalt, da det i udgangspunktet er en dans, der både fejrer og fordrer en stor, rund og fyldig bagdel.

Blottede baller

Siden Cyrus’ optræden er antallet af rystende, blottede baller i popkulturen eksploderet: Først i form af Rihannas stripklub-banger »Pour It Up« og Beyoncés burleske privatshow for husbonden Jay-Z i videoen til »Partition«. Dette efterår fulgt op af ekstremt eksplicitte videoer som Nicki Minajs tegneserieagtige »Anaconda« og Jennifer Lopez´ og Iggy Azaleas vaselineklistrede »Booty«. Og senest de mere uskyldige, men ikke desto mindre lige så numsefikserede videoer »Shake It Off« med Taylor Swift og »All About That Bass« med Meghan Trainor.

Det helt store spørgsmål er, hvorfor vi ser den her nærmest endeløse strøm af numser i popkulturen lige nu?

»Efter hele Miley Cyrus’ twerk-gate er der mange, der har lugtet luntet og opdaget, at røve er meget salgbare. Der er en stærk signalværdi i at have røve med i en popsang. Det har bare en større chance for at blive opdaget,« forklarer Anna Ullman, der har fulgt udviklingen tæt som musikanmelder og kulturskribent for Information.

»Røven er selvfølgelig forbundet med sex, men den er også sjov og humoristisk, fordi den på en eller anden måde er det laveste i kropshierarkiet. Det er den, der er nærmest jorden og slår prutter og den slags. På en eller anden måde er det meget lavkomisk at have røve med i sine videoer,« siger hun.

»Men der er flere faktorer, der spiller ind,« fortæller Danmarks bedste twerker, Louise »Twerk Queen« Kjølsen, der har optrådt i en række musikvideoer og mærket en eksplosiv stigning i interessen det seneste års tid.

»Hele den her numsekultur og det øgede fokus på mere svulstige kvindelige former er en modreaktion på de meget tynde modeller, vi så i 90erne, og hele heroin chic-kulturen. Vi har haft en lang periode, hvor skønhedsidealet har været, at kroppen skulle være meget tynd. Og så var der hele fitness-bølgen i 00erne, hvor kroppen skulle være meget trænet. Vi ser stadig de store veltrænede numser, men nu ser vi bare også de store blævrende numser vinde frem. Man ser pludselig hud og krop i bevægelse, og det er noget nyt,« fortæller hun.

»Samtidig har dancehall-musikken også fundet vej til mainstreamen. Herhjemme har vi kunstnere som TopGunn, Djämes Braun og Wafande, som synger rigtig meget om numsen og laver musik, som appellerer til numsedans. Så ret naturligt bliver numsen også centrum for en masse opmærksomhed i musikkulturen. Det er klart, at det giver en ny dyrkelse af numsen i mainstream-kulturen, når unge piger i Herning lytter til TopGunns »Hun har en kæmpe røv«. Så der er mange aspekter, der spiller sammen i forhold til at skabe det her numseinferno, vi oplever lige for tiden.«

At kvinder bruger deres seksualitet til at sælge musik er ikke noget nyt. Tænk blot på Madonna, Mariah Carey og Britney Spears. Nej, det nye er, at de mange bare numser falder sammen med en større feministisk bevidsthed i popmusikken, der er vokset frem i løbet af det seneste halvandet års tid. Tidligere sad numserne i popkulturen mest på ansigtsløse dansere i mandlige hiphopperes musikvideoer. Nu er det pludselig de kvindelige popstjerner selv, der vælger at smide klunset og sætte røven i frigear. Og samtidig – som i tilfældet Beyoncé – åbent erklærer sig som feminister. For mange af popsangerinderne ligger der en magt i at kunne styre mandens blik og bruge sin seksualitet aktivt til egen fordel, påpeger Louise »Twerk Queen« Kjølsen.

»Man kan tage sådan en video som Nicki Minajs »Anaconda«. Det er selvfølgelig en smagssag, om man kan lide det eller ej, men jeg synes klart, at jeg oplever en empowerment og en don’t-fuck-with-me-attitude bag hendes seksuelle agenda. Jeg oplever hende på ingen måde som et passivt objekt. Jeg oplever hende som en kvinde, der siger, at hun vil have ret til at være en slut. Eller i mere politisk korrekte vendinger: Hun vil have ret til at have en seksualitet og tale åbent om det. Hvis det havde været en mandlig rapper, der havde lavet den her video, så var der ingen, der gad tale om den, for så havde det bare været, som det altid har været. Det nye er, at kvinderne tager det på sig uden nogen form for skyld. De tager deres seksualitet tilbage. Lidt ligesom da bøsserne tog ordet bøsse tilbage og sagde: »Ja, vi er bøsser – og hvad så?« Så blev den negative klang ligesom afmonteret. Det er derfor, jeg godt kan lide at snakke om twerking som superfeministisk.«

Informations Anna Ullman har også bidt mærke i den nye tids popfeminisme.

»Der er helt klart et overlap mellem poppens interesse for røve og så den her nye tendens, hvor popstjerner åbent erklærer sig som feminister. Vi befinder os lige nu inden for den her nyfeminisme, der taler om at være kropspositiv og om, at det er vigtigt at vise mange forskellige kropsbilleder, som afviger fra de traditionelle skønhedsidealer. Vælger man at se det i det lys, kan det faktisk italesættes som et feministisk statement at vise sin røv,« siger hun.

Feminist med stripklubmanér

Vi lever altså i en virkelighed, hvor der for de unge popkvinder ikke længere er noget modsætningsforhold mellem både at dyrke stripklubsæstetik og samtidig kalde sig feminist. Det kan virke både selvmodsigende og – ud fra et kommercielt perspektiv – ganske belejligt, når nu sex, bar hud og blottede baller samtidig er vejen til forbrugernes lommer. Klinger det feministiske budskab ikke lidt hult?

»Det er helt klart selvmodsigende,« siger Anna Ullmann.

»Jeg tror, det hænger sammen med, at der lige nu er en strid mellem flere forskellige feministiske positioner. Det repræsenterer et kæmpe brud i forhold til den feministiske tænkning, vi kender fra 70erne. Det, vi ser i dag, er en udvandet og forfladiget version, en form for forbrugsfeminisme. Set gennem gammel-feministiske briller er det da objektiverende at blive seksualiseret på den måde, som popstjernerne bliver.«

Ifølge hende handler det meget om, hvordan man betragter hele popindustrien. Ældre sangerinder som Sinead O’ Connor og Annie Lennox har begge gået i rette med den nye tids popfeminisme. De kan ikke se de kvindefrigørende potentialer i twerking og ser grundlæggende musikbranchen som et miljø, der er ude på at udnytte kvinder kommercielt ved at gøre dem til objekter.

»Deres generations blik på popindustrien er, at det er et utrygt miljø, hvor kvinderne skal være på vagt for ikke at blive udnyttet og overtalt til, at det er i deres egen interesse at smide tøjet. Mange af de yngre kvinder ser omvendt på det som en slags fantasiverden, hvor man har frihed til at udtrykke sig, sætte ord på sine lyster og fremstå som et væsen, der kan begæres af andre. Og oplever en frihed ved det. Den oplevelse kan man jo ikke tage fra dem, hvis det er den, de selv har. Det er svært at sige til nogen, at de er undertrykte, hvis ikke de selv oplever det sådan,« siger Anna Ullman.

Den udlægning bakkes op af Louise »Twerk Queen« Kjølsen, der ud over at være landets ukronede twerkdronning også er i gang med en kandidatgrad i psykologi.

»Dansen er sjov og humoristisk, men der, hvor det bliver interessant, er, når den kan være et trinbræt til noget andet. Jeg har for eksempel selv stået og rystet røv i verdens mindste badedragt på Roskilde Festivalens Orange Scene, og nu er der pludselig folk, der gerne vil høre min mening i de etablerede aviser. Der har jeg jo formået at transformere den her seksuelle magt til en form for social magt. Eller i hvert fald til et ståsted, hvor jeg kan gøre noget andet med det,« siger hun.

»Folk lytter jo rent faktisk til det, som røvens ansigt siger.«