Når en omgang tæsk virker som den nemmeste løsning

Der var dage i skolegården, hvor jeg tænkte, at det hele sikkert ville være nemmere at leve med, hvis de bare ville give mig et lag tæsk.

Søren McGuire Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der var dage, hvor jeg tænkte, at det hele sikkert ville være nemmere at leve med, hvis de bare ville give mig et lag tæsk. At de ville hive mig ned bag boldskuret i det fjerne hjørne af skolens fodboldbane og stikke mig et par flade, tvinge mig ind under den kolde bruser i gymnastiksalens omklædningsrum eller i det mindste bare give mig en god, gammeldags olfert, så læreren omsider ville opdage, at den nok ikke var helt god, når jeg som den eneste i klassen kom humpende ind fra spisefrikvarteret med underbukserne trukket helt op om ørerne.

Så kunne jeg løbe hulkende ned på kontoret, fortælle både skoleinspektøren og mine bekymrede forældre om overgrebet, og, såfremt skolen ikke selv gjorde noget ved problemet, indgive en klage til den centrale klageinstans for mobbeofre, som så i sidste ende ville kvittere med at udstede et påbud eller en bøde til skolen, som børne- og undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) i denne uge åbnede for.

Men så nemt var det ikke dengang. Det var ikke et spørgsmål om »bare« at styre uden om bøllerne i skolegården i frikvartererne, og ad den vej minimere risikoen for at løbe ind i drillerier, øretæver og buksevand, men om fester, jeg som den eneste ikke blev inviteret til, borde, der stilfærdigt blev rykket væk fra mit, og ensomme cykelture hjem fra skole, 200 meter bag de andre drenge fra klassen.

Om konstant at være den sidste, der blev valgt til rundbold, og om at vågne hver morgen til frygten for at denne dag kunne blive endnu en af de dage, hvor selv de nærmeste klassekammerater på et splitsekund kunne gå fra at være lige netop dét – kammerater – til blot at være endnu et par stemmer i koret af plageånder.

Havde jeg selv benyttet mig af børne- og undervisningsministerens klageinstans, hvis den havde eksisteret dengang? Det tror jeg ikke. Jeg havde jo hverken et blåt øje eller en modbydelig SMS fra pigerne i klassen som bevis, og hvordan klager man over at tilbringe det meste af sin skoletid på sidelinjen?

Hvor alvorligt skal påbudet lyde, når skolen ikke formår at indse, at der går en kikset, men ikke desto mindre ulykkelig 12-årig dreng med et fjollet efternavn og stritører rundt i femte klasse og kæmper med at få en bare nogenlunde tålelig hverdag blandt børn, der dybest set ikke bryder sig spor om ham? Hvad skal det koste skolen at have elever uden venner, og hvordan siger et barn til sine forældre, at den er helt gal, når han for længst har vænnet sig til, at det nok bare er sådan, det er?

Lad mig endelig slå fast, at jeg om nogen er fortaler for, at skolerne får ethvert tænkeligt redskab til at stoppe mobning med. Det er mig en gåde, at det stadig er et problem i folkeskolen anno 2016, og når den seneste trivselsundersøgelse tilmed viser, at hvert femte barn i 4.-9. klasse er blevet mobbet inden for det seneste år, bør der på ingen måde spares på de statslige initiativer.

Men en klageinstans for mobbeofre, hvor fornuftig tanken end måtte være, forsøger først at rette op på skaden, når den er sket. Kunsten ligger i én gang for alle at forhindre, at vi overhovedet når dertil.