Når en kvinde forsvinder

Leif Davidsen tager i sin nye roman læserne med på en pirrende og højst overraskende rejse til Putins brutale Rusland. »Krimigenrens store succes skyldes, at den fortæller samtidshistorie og tager emner op, som mange mainstreamforfattere ikke rører ved,« siger han.

Leif Davidsen. Foto: Linda Henriksen Fold sammen
Læs mere

Hvad gør en dansk turist, hvis hans hustru pludselig forsvinder sporløst midt i det kæmpestore og korrupte Rusland?

Den desperate situation er udgangspunktet i Leif Davidsens nye roman »Den ukendte hustru«. Hovedpersonen er den danske forretningsmand og tidligere jægersoldat Marcus Brandt, som sammen med sin russiske hustru Nathalie er på en flodrejse fra Moskva til Sankt Petersborg. Under et ophold i byen Uglitj går Marcus en tur, mens Natahalie bliver tilbage på skibet for at læse. Da han kommer tilbage, er hun forsvundet, og derefter tager Leif Davidsen sine læsere med på en nervepirrende rejse, der fører til København, Frankrig, Japan og selvfølgelig, som Davidsen med talent og indsigt har gjort det tidligere, det store, fascinerende Rusland.

Romanen er en klassisk thriller, hvor kapitlerne slutter med en åben og overraskende udgang, så læseren af ren spænding drives videre igennem handlingen, men også et stykke russisk samtidshistorie.

Leif Davidsen fik ideen til bogens plot, da han i 2000 sammen med sin kone Ulla var på en researchrejse i Rusland for at samle materiale til reportagebogen »Dostojevskijs sidste rejse«.

»Vi var netop på en flodrejse og lagde til ved Uglitj, som jeg også bruger i romanen. Jeg gik - ligesom romanens Marcus - en tur i byen, mens min kone blev på skibet for at læse. Da jeg kom tilbage, fik jeg tanken: Hvad nu hvis Ulla ikke er om bord? Hvad gør man så som ægtemand og menneske? Bliver man om bord, fordi det er et fast holdepunkt? Eller bliver man i byen og lader skibet sejle videre?« siger Leif Davidsen.

Selv om man ikke har mødt ham før, får man en fornemmelse af déjà-vu, når man sidder ansigt til ansigt med den 55-årige forfatter. Ikke underligt. I 80erne og begyndelsen af 90erne var han næsten dagligt i TV-Avisen, fordi han var DRs Moskva-korrespondent.

I dag er han Danmarks mest læste spændingsforfatter, og hans bøger er oversat til 16 sprog - senest japansk og russisk.

»Da jeg var færdig med min seneste roman »Fjenden i spejlet« (udkom i 2004, red.) begyndte jeg at spekulere på, hvad min næste bog skulle handle om. Jeg indleder altid mine romaner med at præsentere en hovedperson, der befinder sig på et bestemt sted, og så dukkede Marcus op af mit indre, og så tænkte jeg over, hvad han ville gøre, hvis han kom i den situation, at hans kone var forsvundet,« siger Leif Davidsen.

Verden som arbejdsplads
Marcus er ingeniør og rejser ligesom tusindvis af andre forretningsfolk i globaliseringens tidsalder verden tynd for at lave kontrakter og handler. Arbejdet er hovedindholdet i hans liv, og han er et superrationelt menneske, som gerne taler om dét, som kan vejes og måles, hvorimod følelser, politik og andre flyvske forhold gør ham usikker. Marcus' ægteskab med Nathalie er godt i den forstand, at de to elsker hinanden højt. Men hans mange rejser efterlader også Nathalie i et tomrum.

»Marcus er gift med mig, men hans arbejde er hans elskerinde og får derfor hans mest lidenskabelige opmærksomhed,« siger Nathalie i bogen.

Da hun forsvinder viser det sig, at der er meget, som Marcus ikke ved om hende, og romanens spændingsmotor er netop oprulningen af hendes fortid, der spinder tråde til Japan, kommunisttiden i Sovjetunionen, den russisk-katolske kirke, nynationalismen i Rusland og det krigshærgede Tjetjenien.

»Jeg har villet beskrive et menneske, som ligger fjernt fra min egen verden, og Marcus er et spændende bekendtskab. Hans rejser langt mere, end jeg nogensinde har gjort som udenrigskorrespondent, men han bevæger sig fra det ene anonyme mødelokale og businesshotel til det andet, og han har aldrig set noget af verden. Han læser sine aviser, Børsen og Financial Times, og han ser da også TV-nyheder, men det er ikke noget, der påvirker hans liv. Hans verden er jobbet og hjemmelivet. Han er dén der selvtilfredse type, men også et godt menneske, som vil alle det godt. Som mange mænd går han gennem livet med skyklapper på uden rigtig at fatte, hvad der sker omkring ham,« siger Leif Davidsen.

Gør mange mænd da det?

»Ja. I min aldersgruppe oplever man ofte, at kvinder vil skilles, når børnene er flyttet hjemme fra. De vil til at opleve noget, rejse, gå i teatret og biografen, og så bliver mændene overraskede, for de troede, at det hele gik så godt. Mange mænd er meget optaget af deres job. Det er ligesom deres liv,« siger Leif Davidsen.

Det nye Rusland
Han har i sine tidligere romaner beskrevet sovjetkommunismen, tiden under Gorbatjov, Murens fald og kommunismens opløsning. Nu slår han, som han selv formulerer det, en sløjfe ved at beskrive det nye Rusland under præsident Putin. Egentlig er der mere tale om en kællingeknude, for det er et uskønt billede, han tegner af Rusland. Et land hvor forskellen mellem rig og fattig er enorm. Et land der er præget af korruption. Et land hvor politik og penge er smeltet sammen.

»I Rusland bliver man stort set kun politiker for at tjene penge,« siger Leif Davidsen.

»Situationen i dag er mørkere end for bare fire-fem år siden. Den russiske historie har altid vekslet mellem undertrykkelse og ufrihed på den ene side og tøbrud, åbenhed og frihed på den anden. Der var meget kaos under Jeltsin, men det var måske også den tid, hvor Rusland var mest frit og havde en fri presse. Når landet så kommer i krise, er det typisk russisk, at man skubber demokratiet til siden og i stedet ønsker en fast hånd. Det har Putin, som jeg trods alt tror var det bedste valg for Rusland, sørget for. Han kan kampsport, styre et fly og mødes med Bush. Det har skabt en stor stolthed i landet, men den fri presse er stort set væk,« siger Leif Davidsen.

Yndlingspersonen
Spørger man efter hans yndlingsperson i »Den ukendte hustru«, kommer svaret uden tøven: Sasja, som er et af Ruslands mange gadebørn. En 13-årig dreng som Marcus møder i Uglitj, og som hjælper ham og følger ham gennem tykt og tyndt igennem hele bogen. Drengen, der taler et mærkeligt engelsk med amerikansk accent og konsekvent kalder Marcus for »Mister Marcus«, er modig, loyal, snarrådig og har talent for trylleri og lommetyveri, som han har lært af sin bedstefar, der var cirkusartist.

»Sasja er et sindbillede på det nye Rusland. Han er på den ene side moderne med sit røveramerikansk, som han har lært ved høre amerikansk musik på CD og se film på TV og DVD. Samtidig er han rundet af det tragiske, brutale land, som har det med at se sine borgere som møtrikker i et stort samfundshjul. For mig er han det nye Rusland på godt og ondt. Han har en stor frihedstrang og må leve på gaden uden tiltro til nogen form for autoritet. Et af Ruslands store problemer er, at der ikke er nogen social kontrakt mellem borgerne og staten. Enhver må klare sig selv, og det er Sasja et meget godt eksempel på. Russerne har ikke en fornemmelse af, at man ved at bidrage til samfundet, gør samfundet bedre. Men de vil til gengæld give deres halve arm, sidste skjorte og sidste mønt for at hjælpe en ven eller et familiemedlem,« siger Leif Davidsen.

Forfatter på fuld tid
Han skrev sin første roman i 1984, har siden 1999 været forfatter på fuld tid og føler, at han med krimien og thrilleren har fundet den genre, som passer til hans journalistiske temperament.

Hvordan har synet på genren udviklet sig?

»I dag er den respekteret i stort set hele systemet - på nær måske i meget smalle litterære kredse og på universitetet. På dét punkt adskiller vi os fra Sverige, Norge og Tyskland, men der er nye generationer af universitetsfolk på vej, som begynder at tage den alvorlig,« siger Leif Davidsen.

Er der en tendens til, at litteratur, som ligger tæt på virkeligheden og samtiden, ikke bliver respekteret?

»Ja, der er en lang tradition for, at bøger ikke må handle om politik og nutid. Teksten skal være urørlig og eviggyldig, hvilket, jeg synes, er noget sludder. Det er måske derfor, at krimi- og spændingsgenren har så stor succes i disse år, for det er netop de bøger, der fortæller samtidshistorien og tager de emner op, som mange forfattere ikke rører ved.«

Hvorfor er der nogle, som synes, at det ikke er fint?

»Det har jeg aldrig forstået. Jeg er ikke selv et enten-eller-menneske. Jeg er et både-og-menneske. Jeg læser alt muligt. De fleste krimiforfattere, jeg kender, er utroligt læsende i alle genrer og meget large med at rose og glæde sig på andres vegne. Det er ikke altid det, man møder hos mainstreamforfattere. Jeg har det lidt som John Le Carre, som er en meget dygtig forfatter. I forbindelse med lanceringen af en ny thriller for nogle år siden blev han spurgt, hvornår han skrev en rigtig bog. Han svarede: »Jeg bestiller ikke andet«,« siger Leif Davidsen.»Den ukendte hustru«, udkommer tirsdag den 4. april på forlaget Lindhardt og Ringhof.