Når DR-skærmtrolde vejer deres ord på en guldvægt

Bøger: Hillary Rodham Clinton Danmarks Radio-medarbejdere balancerer på en knivsæg i politisk biografi om Hillary Rodham Clinton, men bortset fra et par svipsere leverer de en nuanceret og beskrivende fremstilling.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forholdet til USA vækker heftige følelser hos os. Anti-amerikanismen og specielt anti-Bushismen har kronede dage, hvilket vi har set talende eksempler på i de seneste dage. Danmarks Radio er sårbar, og medarbejdernes udsagn om amerikanske forhold vejes nu på en guldvægt.Det er derfor med en vis spænding, at man åbner en ny bog om Hillary Rodham Clinton udsendt af Danmarks Radio under medvirken af institutionens egne journalistiske medarbejdere som Steffen Gram, Frank Esmann, Torsten Jansen, Kim Bildsøe Lassen og Thomas Falbe, og spændingen bliver ikke mindre af, at sidstnævnte i denne uge var ude med en kronik i Politiken, hvor præsident George Bush og hans tidligere strateg Karl Rove blev beskrevet som politikere med en kynisk og anløben politik.

Hillary Rodham Clinton er netop i dette øjeblik den mest sandsynlige demokratiske kandidat til præsidentembedet. Derfor er der god grund til at kigge hende efter i sømmene, og DR-journalisten Sarah von Essen har skrevet bogen om Clinton og interviewet de ovennævnte journalister.

Der er generelt tale om en nuanceret og hovedsagelig beskrivende behandling. Sarah von Essen trækker meget på Clintons egen erindringsbog »Levende historie«, men hun citerer også løs fra de nyere biografier, der er kommet. Forfatteren kommer godt rundt om både skandalehistorierne og hendes politiske ambitioner. Der tegnes ikke et utvetydigt positivt billede af den lidt »kolde og reserverede« politiker, og man føler, at bogen gør en hel del ud af ikke at beskrive Bush-regeringen og det konservative USA i for mørke eller dæmoniske farver.

Danmarks Radios egne journalisters vurderinger er flettet ind i teksten, og også her gælder det, at de hovedsagelig er beskrivende og forsigtige, og når man tænker på bl.a. Thomas Falbes seneste kronik føler man, at der måske har været tale om en redaktionel henstilling: »For Guds skyld sig ikke noget for væmmeligt, som vi kan hænges op på.«

Selvfølgelig er der nogle enkelte udslip. Frank Esmann citeres for at ønske, at Hillary Clinton burde have stået stærkere vedrørende børns vilkår, sundhedsreformen og uddannelse:

»Og på netop de punkter, hvor Frank Esmann mener, der er meget at lave om, synes han ikke, at ’Hillary har bevæget sig så fandens meget’«.

Esmann citeres også for denne sammenligning af Bush- og Clinton-dynastiet:

»For mig at se er der mere kynisme i Bush-dynastiet, end der er i Clinton-dynastiet. At George W. Bush blev omvendt til genfødt kristen og pludselig appellerede til kristne værdier er lige så – hvis ikke mere – beregnende end en manøvre som Hillarys omvendelse fra glødende socialdemokrat, eller hvad du vil kalde det, til at være midtsøgende og moderat«.

Hvor Esmann ved fra, at Bushs kristne værdier skulle være beregnende, forbliver helt udokumenteret.

Det er også en subjektiv værdidom, når Torsten Jansen, der i øvrigt er gået fra Danmarks Radio, påstår, at Bill Clintons genvalg i 1996 skete, fordi han havde gjort det »ret forrygende«. Men det er småting i en bog, der faktisk forsøger at give et afbalanceret billede af amerikansk politik og ikke forfalder til hurtig Bush-hadske tilbøjeligheder eller ahistoriske angreb på udenrigspolitikken. Alt i alt ikke nogen dårlig bog, men om det så er Danmarks Radios opgave at udsende bøger om demokratiske præsidentkandidater må man spørge. Kommer der også en om republikaneren Rudy Giuliani?